Anne Marie Ejrnæs

1946 -

Danmark

Kommer fra et lærerhjem i København. Hun blev mag.art. i Litteraturvidenskab i 1976 og har både arbejdet som fag- og skønlitterær forfatter og oversætter. Hun var gift med lektor Kresten Ejrnæs til dennes død i 1999. Efter ophold i Afrika 1971-73 udgav hun to bøger om afrikansk litteratur samt artikler om kvindens stilling i Afrika.

Hun debuterede i 1979 med romanen Karen og Sara, om en gymnasielærers problemer med at bruge sin venstrefløjs- og feminismebaggrund i skolen. Når du strammer garnet (R), 1981, er en sidste, desperat afsked med 1970’ernes drømme om den forskelsløse overensstemmelse mellem alle livets sfærer. Med Ravnen, 1983, der bygger på Afrika-erfaringer fornyer hun såvel stil som tematik i sin skildring af en anderledes kultur, der udfordrer hovedpersonens egen livsopfattelse. Bevægelsen væk fra den danske samtid fortsætter i Som svalen (R), 1986, en digtning over Thomasine Gyllembourgs liv, og Kvindernes nat (R), 1988, der fortæller om en lærd 1700-tals kvindes fangenskab i et arabisk palads.

I Sneglehuset (R), 1991, vender hun tilbage til den nære danske fortid i beretningen om en bondekvindes liv i arbejde og kærlighed. 1996 udkom romanen Thomas Ripenseren, der fortæller om en ung mands dannelsesrejse i 1300-tallets Europa. Anne Marie Ejrnæs modtog i 1992 Det Danske Akademis Beatricepris.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Anne Marie Ejrnæs udgivet romanerne Theas færd, 1999, Tilde i Tuse, 2006, og fortællinger om fire kvindeskæbner i At få form, 2003.

Anne Marie Ejrnæs er bestyrelsesmedlem i Dansk PEN. I 1997 fik hun tilkendt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Anne Borup: "Ud af et mørke. Anne Marie Ejrnæs´ Sneglehuset, 1991" i: Anne-Marie Mai (red.): Prosa fra 80'erne til 90'erne, 1995

Nina Brandt: "" - og han skubbede hende ikke, men hun snublede - ": sort begær og hvid emancipation i Anne Marie Ejrnæs' Ravnen” i: Spring, nr. 22, 2004

Elisabeth Møller-Jensen: "At forme begæret" i: Kvinden og Samfundet, nr. 2, 1992