Forfatteren voksede op i en tysk købmandsfamilie i Stockholm og fik undervisning i såvel tysk som latin. 1 1680 blev hun gift med miniaturemaleren og numismatikeren Elias Brenner, der opmuntrede hende til studier i europæiske sprog og til digtning. De fik femten børn, hvoraf kun fire overlevede hende.
Sophia Elisabet Brenner tildeltes som den første kvinde statslig forfatterpension i 1723. Som tak skrev hun et langt digt over Jesu lidelse og død, Wårs Herres och Frälsares Jesu Christi alldra heligaste Pijnos Historia, et passionsdigt med forbillede i tysk litteratur. Hendes venner sørgede for udgivelsen af Poetiske Dikter, 1713. Posthumt udkom 1732 anden udgave af Poetiske Dikter med en selvbiografi på tysk.
Hun skrev med forkærlighed lejlighedsdigte til samtidens kvindelige forfattere og kunstnere, hendes tone er usædvanlig personlig, og hun brugte genren til at diskutere kvindens værd og ret til studier. Sophia Elisabet Brenner blev af sin samtid bredt anerkendt og hyldet som forfatter og lærd kvinde.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Marianne Alenius: "Love at first (w)ink. A fragment of Otto Sperling's Neolatin correspondence" i: Graham di Caie, Holger Nørgaard (red.): A Literary Miscellany. Presented to Frie Jacobsen, 1988
Bertil Boéthius (red.): Svenskt biografiskt lexikon, bd. 6, 1926
Helene Hannibal: "Dødstanker: om Sophia Elisabet Brenners sørgedigtning" i: Synsvinkler, 6, 1997
Valborg Lindgärde: "Sophia Elisabeth. Brenner" i: Parnass, nr. 6, 1998
Valborg Lindgärde: Jesu Christi Pijnos Historia rijmwijs betrachtad. Svenska passionsdikter under 1600- och 1700-talet, 1996
Valborg Lindgärde, Arne Jönsson & Elisabet Göransson (red.): Wår lärda skalde-fru: Sophia Elisabet Brenner och hennes tid, 2011
Ruth Nilsson: Kvinnosyn i Sverige. Från drottning Kristina till Anna Maria Lenngren, 1973
Magnus von Platen: Yrkesskalder - fanns dom. Om tillfällespoeternas försörjningsfråga, 1985
