Stina Aronson var datter af den ugifte tjenestepige Maria Andersson og studenten Olof Bergqvist, som senere blev biskop og rigsdagsmand. Hun blev adopteret af et barnløst slagterpar i Uppsala, men i ni-års alderen mod sin vilje sendt tilbage til sin biologiske mor, der ligeledes boede i Uppsala. En student, som moderen gjorde rent for, hjalp hende med at få studentereksamen, og senere bekostede faderen hendes uddannelse på et lærerseminarium. Hun underviste nogle år i forskellige landsbyskoler i Uppland og på Gotland, giftede sig med lægen Anders Aronson og flyttede med ham i 1919 til et tuberkulosesanatorium i det nordlige Norrland, hvor hun kun dårligt fandt sig til rette.
Netop dette Norrland blev senere hendes »litterære landskab«. Da hun blev enke i 1936, bosatte hun sig i Uppsala under usikre økonomiske kår. Stina Aronsons første roman En bok om goda grannar, 1921, skildrer livet i lillebyen i Dicken’sk ånd, efterfulgt af romanerne Slumpens myndling, 1922, og Jag ger vika (Jeg giver fortabt), 1923. Två herrar blev nöjda (R), udgivet under pseudonymet Sara Sand i 1928, og Fabeln om Valentin fra 1929 vidner om en nyorientering i modernistisk retning. På rejser til Uppsala, Stockholm og Paris knyttede Stina Aronson litterære kontakter med bl.a. den svenske modernismes forgrundsfigur Artur Lundkvist.
I 1930 udkom den Södergran-inspirerede digtsamling Tolv hav og i 1931 læsedramaet Syskonbädd. I dagbogsromanen Feberboken, 1931, diskuteres under pseudonymet Mimmi Palm kærligheden og skriveriet, det mandlige over for det kvindelige. Medaljen over Jenny fra 1935 blev præmieret som en af de bedste romaner om arbejdslivet. Herudover kan nævnes rejseskildringen Byar under fjäll, 1937, romanen Gossen på tröskeln, 1942, om en drengs opvækst, og »ødemarksromanen« Hitom himlen, 1946, der blev Stina Aronsons store gennembrud hos kritikere og publikum. Lige så kunstnerisk vellykkede er de følgende værker Sång til polstjärnan (N), 1948, Kantele (L), 1949, Den fjärde vågen (R), 1950, og Sanningslandet (N), 1952. Stina Aronson var nær ven af kritikeren Margit Abenius.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Petra Broomans: Detta är jag: Stina Aronsons litteraturhistoriska öde, 2001
Caroline Graeske: Bortom ödelandet: en studie i Stina Aronsons författarskap, 2003
Marianne Hörnström: Flyktlinjer, 1994
Margit Rasmusson: Lang väg hem. En bok om Stina Aronson, 1968
Åsa Nilsson Skåve: Den befriade sången: Stina Aronsons berättarkonst, 2007
Martin Aagård og Birgitta Holm (red.): Röster om Stina Aronson, 1996
