Når 1800-tallets kvinder ikke kunne blive præster og heller ikke uden indre og ydre konflikter hengive sig til intellektuelt arbejde, var salmedigtningen det nærmeste, de kunne komme prædikestolen. Lina Sandell kaldte sig »en god skrivers pen«, et beskedent udtryk. Hun kom fuldkommen til at dominere de frie kirkesamfunds salmebøger fra og med den første udgave af Pilgrimsharpan i 1861. Og hun dominerer stadig de frie kirkesamfunds salmebøger.De kristne kvindelige forfattere søgte i 1800-tallets sidste halvdel forbilleder blandt Bibelens kvindeskikkelser. Sammen med Charlotte af Tibell skrev Lina Sandell bogen Bibelns qvinnor, og Betty Ehrenborg-Posse valgte Bibelens Debora, Mirjam og evangelisten Philippis fire døtre som forbilleder. Disse lærde og poetiske kvinder, mente hun, havde bemyndigelse af Gud til at digte åndelige sange, skønt nogen kunne synes, at denne opgave udelukkende tilhørte præsteembedet.Men den position Lina Sandell opnåede gennem sin digtergerning gav hendes forkyndelse langt større plads, end noget præsteembede kunne have udvirket.
Tag: Vækkelsesbevægelser
Kirkehistorie bliver ofte teologernes og de kirkelige lederes historie. De er for det meste mænd, og i kirkehistorien er kvindernes rolle mere upåagtet. Men vi finder mange kvinder i 1800-tallets vækkelser, og de er virksomme inden for forskellige områder i tidens mange vækkelsesbevægelser.Nye former for virksomhed skaber ny litteratur, og i den tids nye åndelige strømninger i de nordiske lande finder vi kvindelige skribenter, salmedigtere og prædikanter. Haugianismen var en vigtig faktor i Norges åndelige og kulturelle liv i 1800-tallet og en af de mange vækkelser, som opstår i løbet af århundredet i de nordiske lande. Man mener, at haugianismen fik betydning for kvindebevægelsen i Norge og var en medvirkende forudsætning for f.eks. Camilla Colletts energiske kamp for kvinders frigørelse.
1700-tallets dagbøger har, ligesom brevene, indtænkt en eller flere læsere. Det kan være børnene, familien eller slægten, læsere, der somme tider tales direkte til i teksten. Dagbogen har således ikke den private eller hemmelige karakter, som den får i løbet af 1800-tallet, hvor den ofte tager form af journal intime, dvs. at den skrivende bliver mere analyserende og selviagttagende.I dronning Hedvig Elisabeth Charlottas dagbog finder man i 1800-tallet mere indtrængende analyser af egne følelser. Hun var en belæst person med viden om fransk brevkunst. Både hos Richardson og Rousseau havde hun sandsynligvis lært at analysere følelser. Hendes dagbøger blev en naturlig overgang til romantikkens journal intime og det nye menneskesyn, der groede frem.
Hofkredsen omkring den svenske dronning Ulrika Eleonora stod i kontakt med ledende kræfter inden for den pietistiske reformbevægelse og svarede således til de åndelige bevægelser på kontinentet, der i praksis forsøgte at tillempe kravet om frihed og menneskeværd for kvinden.Adskillige digte i Der Nordische Weihrauch vidner om en lede ved det pragtfulde hoflivs pomp og pragt og om en opmærksomhed på det indre menneske.
I 1600- og 1700-tallets Danmark og Sverige blev salmer og åndelige sange af og til formidlet af kvinder, sommetider af samleriver eller til brug for egen andagt, sommetider udelukkende som materiale til en oversættelses- eller skriveøvelse. Men hen mod århundredskiftet 1700 finder vi et stigende antal kvinder, først og fremmest i Danmark, som ikke alene nedtegnede andres salmer, men som selv var salmedigtere.Der er en markant forskel på kvinders salmedigtning i Danmark og Sverige. I Danmark findes navne på forfattere med en righoldig produktion, som udgav samlinger af sange under eget navn. De blev genstand for samtidens hyldest og nævnes i fortegnelser over betydelige og lærde danske kvinder. I Sverige blev derimod især enkeltstående salmer skrevet af kvinder til de pietistiske og herrnhutiske kredse. Salmerne blev optaget i de salmebøger, der begyndte at udkomme omkring 1730.
Herrnhutismen kom til Sverige i løbet af 1720’erne. I den stockholmske herrnhutermenighed, der stadig eksisterer, har man bevaret de religiøse selvbiografier fra 1700-tallet og fra de første årtier af 1800-tallet. Af dem er 36 skrevet af svenske kvinder. Den tidligst skrevne stammer fra 1761, den sidst skrevne fra 1810-20. I det store og hele gælder det, at antallet af kvindelige selvbiografier er mest omfattende mellem 1760 og 1790, hvorefter der bliver færre. Kvinderne kommer fra alle sociale lag, her er adelsdamer og tjenestepiger, borgerkoner og tiggere.Kvindernes religiøse selvbiografier viser ofte de træk, som kan beskrives som augustinske: Kvinderne søger Gud i deres indre, først og fremmest i følelsen, i normalpsykologiske processer (drømme, stærke følelser); endvidere rummer de mystiske træk: Kvinderne hengiver sig i deres indre til betragtninger over korset og til erotisk farvede møder med Kristus. De ved, at i sjælens inderste gemmer den gnist sig, som gør disse møder og oplevelser mulige.
Den kristne kirkes syn på og holdninger til kvinder, som har skrevet, missioneret, prædiket, profeteret eller på andre måder optrådt som Guds talerør, har været meget omskiftelig fra middelalderens kirkeliv til 1600-tallets vækkelser: snart accepterende, snart afventende. Positionerne er blevet bestemt af kirkens behov for budbringere og af forskellige bevægelsers pres på kirken. Man kan tale om fire perioder med relativ åbenhed over for disse talende og skrivende kvinder. For det første tiden forud for kirkens embedsorganisation (ca. 100-tallet e.Kr.). For det andet kirkens ekspansion i Europa i 600-800-tallet. For det tredje 1100- og 1200-tallets lægmandsfromhed, og for det fjerde 1600-tallets og 1700-tallets fromhedsbevægelser i kølvandet på reformation og modreformation.