For Ingeborg Stuckenberg stod Johannes Jørgensens, Helge Rodes og Viggo Stuckenbergs undsigelse af det moderne gennembrud som et forræderi mod alt, hvad de havde troet på og kæmpet for. Hun havde inspireret, kritiseret, sat musik til vennernes digte og skrevet på mandens forfatterskab. Alligevel kunne hun ikke tage til genmæle mod deres svig. Ikke muse, ikke præstinde, ikke valkyrie for andre ville hun være, men soldat for sig selv.Det så hun ingen muligheder for i århundredskiftets Danmark. Foråret 1903 lod hun alt bag sig, tog til Bremen og indskibede sig på et emigrantskib med kurs mod New Zealand. Året efter, den 12. august 1904, begik hun selvmord, 38 år gammel. Hermed gik en filmisk sansende, kunstnerisk komponerende og socialt engageret stilist tabt.
Tag: Muser
I Danmark og Sverige opstod der nogle markante litterære samlingssteder i de miljøer, hvor litteraturen og litteraturformidlingen var ved at blive en borgerlig levevej. Sådan et sted skabte Karen Margrethe Rahbek i Bakkehuset ved Valby Bakke uden for København. Hun gjorde sig og sit hjem til centrum for en skiftende kreds af litterært interesserede husvenner, som samtidig var sin tids litterære offentlighed. Hun og hendes mand blev hver på sin måde fødselshjælpere for en ny digtergeneration.Når Bakkehuset kunne få et næsten mytologisk skær allerede i sin samtid, skyldes det, at det blev symbol på frigørelsen fra den tyske og aristokratiske indflydelse og mæcensystemet. Det var Kamma Rahbeks udtalte ønske, at der kun blev talt dansk. Ligeledes gjorde hun en dyd af, at der blandt gæsterne ikke taltes mange med titler og rang. Hos Kamma Rahbek var det de menneskelige kvaliteter, der talte. Igennem myten Kamma Rahbek har en mandlig domineret litteraturhistorie siden hen medvirket til at definere den moderne kvindelighed som »det andet«.
Danske Friederike Brun holdt salon i over 40 år. Her kom berømte kunstnere som C.E.F. Weyse, D. F. R. Kuhlau, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Just Mathias Thiele, Bertel Thorvaldsen, J. L. Heiberg og mange udenlandske gæster. Salonen var en slags åbent hus og havde sin guldalder i årene 1810-16. I disse år var den ugentlige modtagelsesaften et større leben. Under middagen og senere i pauserne mellem musik, levende tableauer og oplæsning førte man kultiveret æstetisk samtale, og underholdningen blev leveret af de besøgende kunstnere og af datteren Ida.Friederike Brun selv skrev hele sit liv. Hun udgav 15 bind blandede værker. Alligevel må hun ses som en overgangsfigur, ligesom hele salonkulturen var et overgangsfænomen – mellem en feudal og en borgerligt domineret kultur. Hun og hendes salon var udtryk for en levet utopi om en tredje vej: mellem feudalisme og kapitalisme, mellem det kvindelige og det mandlige som skarpt adskilte sfærer. I salonen mødtes disse modsætninger i en kort tid.