Redaktionel indledning
Under temaet Queer har redaktionen i 2025 samlet syv artikler om såvel nyere som ældre litteratur, der hver for sig og i samspil udfordrer gængse normer og forestillinger om køn, krop og seksualitet. I artiklerne spørges der især til litterære fremstillinger af, hvordan køn, krop og seksualitet er indlejret i den måde, kernefamilie, reproduktion og menneske-naturforholdet er organiseret på inden for rammerne af en nordisk liberal velfærdskontekst, og af mulige andre og mere bæredygtige måder at tænke reproduktive fællesskaber på. I denne indledning gør redaktørerne rede for de overvejelser, der ligger bag, og for de valgte temaer: queer temporalitet, queer slægtskab og queer økologi. Ikke mindst diskuteres det, hvad queer perspektiver kan gøre ved den måde, der skrives litteraturhistorie på, og hvorvidt det at bryde med den kronologiske organisering og implicitte progressionsfortælling kan være en vej til at opdage nye mønstre og hente nye indsigter i litteraturen og samtidig revurdere litterære kanondannelser.
Tag: Kønsforskelle
I 2020’erne er der kommet et nyt fokus på transkønnethed i litteraturen. Den nye danske translitteratur afsøger, hvad det betyder at tage trans alvorligt som levet erfaring og som tekstlig form. Historisk set er transpersoner typisk blevet reduceret til stereotype symboler for alt muligt andet end netop det at være transkønnet, ligesom cislitteraturen har været præget af et objektiverende blik på transkroppen. Derfor er den nye translitteratur også optaget af, hvordan transerfaringer og transstemmer kan repræsenteres uden at gentage et cisnormativt voldshierarki, der afkræver transkønnetheden at forklare sig. Det kommer bl.a. til udtryk ved en mere hybrid fortællestil, der generelt er skeptisk over for sprogets beskrivende kraft, men som til gengæld fæster lid til muligheden for solidaritet imellem transpersoner. Den nye translitteratur afsøger og insisterer på kønslig, sproglig og affektiv ambivalens som modstand mod cisnormativitetens krav om kønslig og litterær entydighed.
Stina Aronson udgav 17 bøger og er især kendt for sine norrbottniske ødemarksskildringer. Men da hun fik sit gennembrud med romanen Hitom himlen (På denne side af himlen) i 1946, havde hun allerede et langt forfatterskab bag sig. Til det nyskabende i hendes Norrlandsskildringer hører, at de kun sjældent er fortællinger i gængs forstand. Det, der »sker«, er frem for alt opdagelsen af verden, af dens fredfyldthed og pludselige indgydelse af rædsel.Den største indre spænding i hendes senere værker ligger i forholdet mellem en modernistisk registrering af verden og en etisk måde at forholde sig til den på. Der findes navne for dette sidstnævnte: medlidenheden og resonansen. Hendes Norrlandsfortællinger er en sådan resonansens skrift, en lydmodtager ud mod den fremmede stilhed, som gøres fortrolig. Men som samtidig grundlæggende forbliver ukendt og ubevidst.
Den danske forfatter Elsa Gress havde efter eget udsagn en kætterisk pen. Forfatterskabets gentagne tematiseringer af at-være-sat-udenfor er en refleksion af hendes egen oplevelse af at være udenfor, at være misforstået, at tale for døve øren. Den påtvungne følelse af anderledeshed i barndoms- og ungdomsårene fremstår i hendes erindringsbøger, som baggrunden for at hun etablerede sig som »professionel outsider«. Forfatterskabet præges af brydningen mellem at ville fastholde en marginalposition – at være outsideren, der ser klarere – og at ville høres og forstås.At den kvindelige forfatter, og kvinden som debattør, er udsat for fordomme, oplevede Elsa Gress som en fællesskæbne for skrivende kvinder. Hendes egne skrifter blev enten rost som »lige så solide og indsigtsfulde som en mands«, eller hun blev kaldt »lynende ondskabsfuld som kun en intelligent kvinde kan være det«. Som samfunds-, kultur- og kønsrevser fik hun ganske vist læserne til »at høre efter« – men ikke til at makke ret.
Om 1930’ernes litterære seksualpolitik.
En række sociale og ideologiske træk blev udbredt i Europa på overgangen mellem 1700- og 1800-tallet: etableringen af middelklassefamilien som kulturbærende og den romantiske idealisering af kvinden som dels Guds og naturens moder, dels den ubevidste og fremmede del af mandens menneskelighed. Disse forandringstræk bidrog til at forene de foregående perioders kvindetyper, husmoderen og salonværtinden, i den romantiske intimsfæres kvinde.Romantikken gav på den måde kvinden en kulturel position i kraft af kønnet alene, som hun ikke før havde haft og snart igen mistede. Men i opbygningen af kvindernes nye intimsfæreidentitet kom kvindelitteraturen til at spille en afgørende rolle, idet den indoptog og formidlede inspirationen fra den store europæiske bevægelse.