Køn og klasse i 1970’ernes islandske kvindelitteratur.
Tag: Kærlighed
Den finske forfatter Eeva Kilpi debuterede i 1959 med novellesamlingen Noidanlukko (Månerude), og i 1960’erne skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor det bærende er modsætningen mellem mand og kvinde, mellem krop og intellekt, men især mellem by og land. Men med digtsamlingen Laulu rakkaudesta (En sang om kærlighed, 1981), og romanen Tamara (da. 1984), begge fra 1972, bliver hun en af de ledende personligheder på den finske kvindelitterære scene. Som en central tematik i forfatterskabet dræber byen og det moderne teknokrati ikke blot planter og dyr, men også mennesket.Hun er en blanding af hjemstavnsnostalgiker og militant økoaktivist, og hendes organiske helhedssyn på livet kommer stadigt tydeligere til udtryk i hendes produktion. Med sin selvbiografiske trilogi skriver hun Verdenskrigens historie set fra kvindens og den finske hjemmefronts perspektiv. Hun aktiverer læserens hukommelse og gør rede for sin egen, og fuldfører med stor konsekvens det civilisationskritiske perspektiv, der har været drivkraften i hele hendes forfatterskab.
Mange af de kvindelige svenske forfattere i 1970’erne ville tale deres egen sag og med egen stemme bære vidnesbyrd om egne erfaringer og nye livsmodeller. Til dette formål genbrugte de en gammel genre, bekendelsesromanen, som går tilbage til Augustins Confessiones (Bekendelser) fra omkring år 400, og hvis moderne udformning skabes af Rousseau.Bekendelsesromanen fortsatte 1960’ernes dokumentarisme. Rapportbogen, som bevægede sig i den offentlige sfære med rejseskildringer, arbejdspladsskildringer og sociologiske skildringer af samfundsgrupper, blev nu anvendt til at skildre intimsfæren: hjemmet, følelserne og den personlige udvikling. Lige så vigtigt som det i 1960’erne var at dokumentere den personlige deltagelse og undersøgelse, lige så vigtigt blev det i 1970’erne, at den erfaring og oplevelse, der blev beskrevet, var ægte. Hvor 1960’ernes ideal var den objektive skildring, blev 1970’ernes den subjektive gengivelse. Fiktionen gjorde krav på autenticitet.
Med baggrund i den nye kvindeforskning på universiteterne i Danmark i 1970’erne opstod kvindelige kritikerlaug, der skrev om nye – og gamle – kvindebøger. Samtidig fungerede de som dem, der offentliggjorde læserens erfaringer, og som nye normsættere i forhold til tolkning af kvinders litteratur.Det var især forestillingen om den kvindelige erfarings betydning, der blev til en kunstnerisk drivkraft. Den førte til bekendelsesgenren, hvor den subjektive erfaring på samme tid var en vej for den skrivende og den læsende til en erobring af identitet og jeg-styrke. Videre førte den til emancipationslitteraturen, hvor erfaringen paradigmatisk fører til bevidstgørelse, modstand og frigørelse, fra et ægteskab eller fra en psykisk selvundertrykkelse.
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.
Kvindeskribentgruppen i Österbotten.
Den danske forfatter og debattør Suzanne Brøgger har i en stor del af sit forfatterskab beskæftiget sig med oprørets natside og nej’ets konsekvenser. Og især dramaet Efter orgiet, hvor personerne Lem, Rigor, Vulva og Mortis opfører en incestuøs, ødipal dødsdans i en Brøggersk udgave af den græske tragedies retorik, udløste samme bestyrtelse, som da forfatteren tyve år tidligere ønskede at befri os fra kærligheden.Men startede forfatterskabet i et ‘nej’ i 1973, skete der en vending med udgivelsen af romanen Ja i 1984, der samtidig markerede Suzanne Brøggers mere folkelige gennembrud. Ja viser sig at være en kunstnerroman, hvor den kvindelige kunstner genopstår fra kvindelighedens gravkammer. Forfatterens bevægelse fra NEJ i 1973 til sit JA i 1984 handler således dybest set om en personlig vej til et forfatterskab, en kunstnerisk livspraksis.
Med romanen Män kan inte våldtas fra 1975 (Mænd kan ikke voldtages, 1975), gik den finske forfatter Märta Tikkanen direkte ind i diskussionen af kønsrollerne og blev en af den nye kvindebevægelses litterære galionsfigurer, ikke bare i sit hjemland, men i hele Norden. I en række bøger tematiserer hun akutte kvindeproblemer og sin egen private livshistorie på en måde, som vandt stor genklang.I bog efter bog undersøger hun de lænker, der binder kvinden – eller jeg’et til mand, børn, elsker og forældre. “Hvor er logikken”, spørger hun, og arbejder sig i både romaner og digtsamlinger systematisk gennem lag på lag af bindinger for om muligt at finde frem til beretningen om kvindelivets logik. Gang på gang forsøger hun at fange den kvindelige livstekst bare for at vise projektets umulighed. Den unddrager sig altid. Hun nærmer sig sin fortælling ad bestandigt nye veje, og forfatterskabet igennem kan man se, hvordan fremgangsmåden bliver stadig mere kompleks og sofistikeret.
Efterkrigstidens unge forfattergeneration i Finland oplevede et enormt behov for at bryde båndene til den klassiske lyriktradition og det retorisk tomme lyriske sprog fra førkrigstiden. Fællestræk inden for prosamodernismen i Finland er sprogets oprør mod tidligere traditioner, synsvinkelskift, en ironisk stil, som kan slå over i parodi. Ofte forekommer syntaksbrud. Nyt er også, at udramatiske hændelser skildres nøje, får symbolsk betydning, og at virkeligheden beskrives mere kompliceret end tidligere.
Korpfolksungen er den finlandssvenske forfatter og billedkunstner Irmelin Sandman Lilius’ 40. bog. Hun debuterede som 19-årig i 1955 og har siden etableret sig som en af Finlands internationalt bedst kendte børnebogsforfattere. I Korpfolksungen forenes flere af hendes typiske fortællegreb. De glidende overgange mellem det realistiske og det fantastiske, mellem barne- og voksenverdenen, mellem mytisk tid, historisk epokeskildring og nutid gør hende til en grænseoverskridende flerbundet forfatter for alle aldre.I det samfund hun opbygger i bog efter bog, er hovedpersonerne strædernes fattigfolk. Denne verden af fattigfolk er en minutiøst beskrevet kvindeverden, hvor pigerne udfører kvindearbejde, tager voksent ansvar og skaffer sig udkomme. I sin senere produktion stiger Irmelin Sandman Lilius stadig oftere ind i en selvbiografisk betinget virkelighed. I udsøgte små billedbøger går hun tilbage til sin barndom og ungdom.