Fire kvindelige lyrikere gjorde sig bemærket i Sverige på tærsklen til det 20. århundrede: Jane Gernandt-Claines forfatterskab, der foruden digtsamlingerne bestod af 12 romaner og fem novellesamlinger, var hendes forbindelse til fædrelandet. Siden debuten i 1893 havde hun udgivet prosabøger med emner fra fremmede lande. Gennem hele forfatterskabet høres et stærkt engagement for kvindens ret og lighed, samtidig med at kærligheden fremstilles som livets mål.Anna Cederlund agiterede for skønhedens betydning for dagligdagen. Digtsamlingens sidste digt taler om en mægtig kraft uden for hende selv, en kærlighedens kraft. Harriet Löwenhjelms forfatterskab består af 22 dagbøger med vignetter, raderinger og tegninger, manuskripter til bøger, breve og enkelte digte. Hun var kendt for at gøgle og skjule sig bag forskellige forklædninger. Hun hentede sine figurer fra middelalderens folkelige lystspil, commedia dell’arte. Karin Ek havde et ønske om at nå ud til hele det svenske folk. Det, hun først og fremmest ville formidle, var kærligheden til poesien. Hendes egne digte udsprang af såvel lidenskab som lidelse, for hende blev poesien nødvendig.
Tag: Digte
I 1930’ernes danske digtning i kunstnerkredsen omkring tidsskriftet Linien, som Hulda Lütken og Bodil Bech tilhørte, satte mødet med den kraft og ekspressivitet, det nye krævende jeg i Södergrans digtning, sine første spor. I deres digtning viser inspirationen fra Södergran sig som en voldsom udfordring af det traditionelle senromantiske versesprog og poetiske inventar.Södergran-indflydelsen bragte nærmest deres digtning til sammenbrud, hvorimod den tredje af 1930’ernes kvindelige lyrikere Tove Meyer levede og arbejdede længe nok til at kunne gennemføre den vanskelige bevægelse ud af senromantikken og ind i en ny modernistisk digtning.
Den danske forfatter Karen Blixens forfatterskab blev til sent og på baggrund af tunge tab i hendes liv; kaffefarmen i Kenya og hendes store kærlighed, Denys Finch-Hatton, der omkom ved et flystyrt. Tabene er ikke blot knyttet til den personlige biografi. I hendes bearbejdning vokser de, og bliver til udtryk for en moderne erfaring af værditab, splittelse og tomhed.Er tabene voldsomme og konkrete i hendes liv, har livsudfoldelsen også været usædvanlig og rig. Denne kombination udgør et spændingsfelt og resulterer i, at hun går bag om den realistiske tradition tilbage til en fortælletradition, som stammer fra Tusind og én Nats Fortællinger, fra Boccaccio og fra Cervantes’ Don Quijote, 1605-1615. Hertil kombinerer hun 1700-tallets filosofiske romaner, der bevidst leger med illusionen og fortællingen, som i Diderots Jacques le Fataliste, 1773 (Fatalisten Jacques og hans Herre, 1944). Og ikke mindst H. C. Andersens eventyr med deres beskrivelser af menneskelig psykologi og forvandling.Ved siden af den gennemgående atmosfære af tab og fordrejede menneskelige forbindelser figurerer spørgsmålet om, hvor og hvordan mennesker kan finde håb.
Den finske forfatters Hagar Olssons debut i 1916 bliver sammen med Edith Södergrans debut samme år almindeligvis angivet som den finlands-svenske modernismes fødsel. Som litteraturkritiker på Dagens press begyndte hendes legendariske kampagne for »det moderne« i kunst og digtning. I hendes litterære program stod tillid til livskræfterne, til menneskeåndens magt til at forvandle verden og til kunstnerens hellige kald centralt. Samtidig afstedkom hun den største formelle fornyelse inden for dramatikken. Hendes skuespil er i høj grad politisk teater, forkyndelse og agitation.Fra begyndelsen af 1930’erne blev »den nye kvinde« og hendes problematik et stadig tydeligere tema i Hagar Olssons romaner. Og den tætte kontakt til både den feministiske kvindegruppe omkring tidsskriftet Tidevarvet og Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad skærpede hendes interesse for kvindespørgmål.
Súsanna Helena Patursson var én af en række kvindelige, færøske forfattere i den nationale bevægelse. Hun skrev det første færøske teaterstykke Veðurføst, som blev opført i 1889. Desuden opfordrede hun kvinder til at deltage i den offentlige diskussion, til at uddanne sig og belærte dem om, hvordan hus og hjem burde indrettes.Som udgiver og redaktør af det første færøske kvindeblad Oyggjarnar (Øerne) 1905-08 gjorde hun husholdning, boligindretning og madopskrifter til en national og politisk sag. Paturssons kvindelige efterfølgere tæller navne som Billa Hansen, Andrea Reinert og Maria Mikkelsen. Mens alle disse rejste ud i verden for at lære og søge inspiration, vendte Johanna Maria Skylv Hansen i sit forfatterskab tilbage til det gamle bondesamfund.
Bevarede dagbøger vidner om, at Maj Hirdman allerede tidligt udstak planer for sit forfatterskab: et værk om arbejderkvinder, en selvbiografi, folkets historie – for at finde de »veje som fører ud af fornedrelsen«. Men hendes vej fra dagbogsskriveriet til det litterære marked blev tung. Hun forsøgte at skrive samtidig med, at hun passede hjem og spædbarn, levede fattigt og ofte var syg. Det lykkedes hende at få udgivet digte og noveller, men afslagene var mange.I 1921 debutterede hun med romanen Anna Holberg. Herefter arbejdede hun på at blive levebrødsforfatter, men noget virkeligt gennembrud kom aldrig. Hun startede i det moderne, med Nietzsche, Strindberg, anarkisme og subjektivisme.Siden gik noget i hende til grunde, forsvandt med for trange boligforhold og børn. I stedet kom den store kamp imellem moderskabsdrømmen og mændenes verden. I den kamp skabte Maj Hirdman et sprog for sin ambivalente kvindegeneration, en levende stemme.
Hulda Garborgs store produktion vekslede mellem tidsskriftsartikler og romaner, men det var især dramatikken, hun satsede på. En stor del af hendes forfatterskab blev skrevet i forbindelse med »nynorsk-bevægelsen«, der i 1880’erne og 1890’erne for alvor fik vind i sejlene, og for hvilken Hulda Garborg blev en forgrundsfigurer. Fra 1910 til 1912 ledede hun turnéteatret, Det Norske Spellaget, der rejste langs den norske kyst. Turnéens succes gav hende mod på at initiere etableringen en fast nynorsk scene i Kristiania. Allerede året efter i 1913 blev Det Norske Teatret åbnet. Hulda Garborg sad selv i bestyrelsen i mange år og påtog sig instruktøropgaver. Men det var forfatter, hun helst ville være. Hun hentede sit stof fra nationallitteraturen og den norrøne arv, men fandt også inspiration i mysticisme og østlig religionsfilosofi.
Blandt de få islandske kvindelige forfattere, som træder frem omkring århundredskiftet, rejser fra landet til Reykjavík. Men i deres litterære værker er det ikke samtidens Island, der danner ramme omkring deres skildringer af modernitetens islandske kvindekonflikter.De vælger fortiden som tidsramme, rejsen tilbage til det patriarkalske bondesamfund, som samtidens identitetskonflikter og opbrudsforsøg udspringer af. Fra dette perspektiv tematiserer de konflikterne mellem pligt og frihed, tradition og nybrud – ambivalensen over for kvindernes nye frihed.
L. Onerva tilhørte den nye generation af akademisk uddannede kvinder og skrev godt 30 værker. Hun debuterede med digtsamlingen Sekasointuja (Disharmonier) i 1904 og er blevet anerkendt som forfatter af en lyrik, der »forbinder livsnydelse med lidelse«.Som prosaforfatter er hun derimod blevet anset for at være »alt for intelligent, alt for analyserende«. Alligevel er det L. Onerva, som skriver den første moderne roman i Finlands historie.
Hvordan gik det dog til, at en datter af den liberale, men dog konservativt højborgerlige professor og hofmedicus Carl Henrik Horn Nebelong, kunne fjolle bohemeagtigt rundt med veninder og forfatteraspiranter på københavnske caféer og skrive dristige romaner om det kvindelige begærs trange vilkår i det småborgerlige og dobbeltmoralske patriarkalske Danmark?