Hvad man kan få at vide om Ingeborg Grytten, en af Norges to 1600-tals-digterinder, må man i det store og hele læse ud af hendes salmer. Ikke engang hendes dødsår er kendt. Men hun kendte Dorothe Engelbretsdatters Siælens Sang-Offer, for hun henter melodistof fra dette værk.Således var det Norges vestkyst, der fostrede de to første norske digterinder. De kom fra den samme overnationale præstestand, som dengang havde rådighed over skriften, også den kvindelige.
Forfatter: Peytz & Co
Den hellige Birgitta af Vadstena, stifter af den indflydelsesrige nonneorden Birgittiner-ordenen, bliver i kraft af sin individualitet betragtet som en af de første svenske forfattere.Hun fremtræder som en viljestærk kvinde, der med åbne øjne betragter den langsomme forandring i tiden, men samtidig var hun et menneske, som ikke havde nogen tydelig oplevelse af sit eget jeg. Hun lod sig omslutte og opsluge, idet hun gjorde Gud til sit eget skjulested. Imidlertid vokser jeg’et gradvist frem i hende gennem en identifikation med Kristus.
Hekseforfølgelserne i Europa blev sat i system med Pavebullen og med den siden så berømmelige bog Malleus Maleficarum (»Heksehammeren«), der udkom i 1487 skrevet af Sprenger og Institoris. Verdslige og gejstlige myndigheder måtte fra da af – med eller mod deres vilje – anse det for deres embedspligt at få hekseriet under kontrol. De anklagede blev underlagt forhør, ofte med kropslige lemlæstelser eller døden til følge. For de skulle bekende, koste hvad det ville.Det kom til at vare 300 år. Den sidste offïcielle heksebrænding i Europa fandt sted i slutningen af 1700-tallet. Det er ret tvivlsomt, om forfølgelsernes ophør skyldtes, at man mente, at man havde fået udryddet den »forbrydelse«, som »Pavebullen« og »Heksehammeren« havde forsøgt at indkredse.Det følgende handler om heksenes bekendelser i de danske trolddomsprocesser i 1500- og 1600-tallet.
Herrnhutismen kom til Sverige i løbet af 1720’erne. I den stockholmske herrnhutermenighed, der stadig eksisterer, har man bevaret de religiøse selvbiografier fra 1700-tallet og fra de første årtier af 1800-tallet. Af dem er 36 skrevet af svenske kvinder. Den tidligst skrevne stammer fra 1761, den sidst skrevne fra 1810-20. I det store og hele gælder det, at antallet af kvindelige selvbiografier er mest omfattende mellem 1760 og 1790, hvorefter der bliver færre. Kvinderne kommer fra alle sociale lag, her er adelsdamer og tjenestepiger, borgerkoner og tiggere.Kvindernes religiøse selvbiografier viser ofte de træk, som kan beskrives som augustinske: Kvinderne søger Gud i deres indre, først og fremmest i følelsen, i normalpsykologiske processer (drømme, stærke følelser); endvidere rummer de mystiske træk: Kvinderne hengiver sig i deres indre til betragtninger over korset og til erotisk farvede møder med Kristus. De ved, at i sjælens inderste gemmer den gnist sig, som gør disse møder og oplevelser mulige.
Norske Dorothe Engelbretsdatter slog en kile ind i det patriarkalske mandssamfund. Hun er kendt som den første store kvindelige salmist i Danmark-Norge, der påtog sig en repræsentativ og forkyndende digterstemme.Hendes vers fandt vej såvel ind i det mundtlige og folkelige, hvor de fleste kvinder befandt sig, som i det højtidelige, mandsdominerede og lærde gudshus. Skildringer af det dydige og det kvindelige er temaer, som sammenkobler lavt og højt, ammestue og kirkerum. I modsætning til sine digterbrødre havde hun ikke nogen anden beskæftigelse end den at skrive. Hun mødte standssamfundets gud, ikke som biskop, officer eller skolemester, men som kvinde.Hun skrev mellem 60 og 70 salmer og bønner, hovedsagelig samlet i Siælens Sang-Offer (1678) og Taare-Offer (1685), og desuden en større versificeret gendigtning af andagter. Hun blev dermed en tidlig professionel forfatter med digtningen som erhverv suppleret af en lille enkepension. Det var enestående i samtiden.
Ingen kvinde og ingen guddom har i middelalderen tiltrukket digterne som Maria, Jesu mor. Mariadigtningen udvikledes først på det internationale religiøse sprog latin, senere blev den oversat, og der blev også digtet originalt i mange genrer på de såkaldte »folkesprog«. Lyrisk, episk og dramatisk Mariadigtning findes over hele Norden. På norrønt sprog er bevaret ca. 50 Mariatekster. Dele af den norrøne Marialyrik kan være skrevet i norske klostre. I Sverige digtedes til Maria både på latin og svensk. Den svensksprogede Marialyrik fik især gennem Birgittinerklostrene betydning for den danske Marialyrik. I Danmark omfatter den dels latinske digte skrevet af danskere, dels originale og oversatte digte på dansk sprog.
Den kristne kirkes syn på og holdninger til kvinder, som har skrevet, missioneret, prædiket, profeteret eller på andre måder optrådt som Guds talerør, har været meget omskiftelig fra middelalderens kirkeliv til 1600-tallets vækkelser: snart accepterende, snart afventende. Positionerne er blevet bestemt af kirkens behov for budbringere og af forskellige bevægelsers pres på kirken. Man kan tale om fire perioder med relativ åbenhed over for disse talende og skrivende kvinder. For det første tiden forud for kirkens embedsorganisation (ca. 100-tallet e.Kr.). For det andet kirkens ekspansion i Europa i 600-800-tallet. For det tredje 1100- og 1200-tallets lægmandsfromhed, og for det fjerde 1600-tallets og 1700-tallets fromhedsbevægelser i kølvandet på reformation og modreformation.
Meget tyder på, at kvinder stod for den mundtlige tradition i den norrøne litteratur og ikke mindst for eddadigtningen, der i vidt omfang tematiserer kvindelige erfaringer og har en kvindelig synsvinkel. Til digtningen knyttedes spådomskunsten sejd og lægekunsten, som begge tilhørte kvindekulturen. I omfang spænder den norrøne litteratur over overgangen fra hedenskab til kristendom og fra en mundtlig til en skriftlig kultur. Samtidig ser man en bevægelse fra en stærkt kvindecentreret til en næsten ensidigt mandligt domineret kultur. Med monoteismen og siden kristendommen, klostrene og skriften blev denne kvindecentrerede kultur undertrykt. Kvinder mistede mange af de vigtige roller, de havde ved udførelsen af hedenske ritualer, og de lærte heller ikke at skrive. Dette indebar, at kvindernes mundtlige tradition i bogstaveligste forstand blev overmandet af den skriftlige mandlige kultur.
I 1990’erne og 00’erne indtog de såkaldte nordiske krimidronninger og femikrimier bestsellerlisterne.I den feministisk inspirerede krimi vendes kønsrollerne ofte på hovedet eller bliver fremstillet som ambivalente. Temaer som mænds vold mod kvinder, voldtægt, misbrug af børn, prostitution og trafficking er gennemgående.De mest kendte krimidronninger er bl.a. Susanne Staun, Gretelise Holm, Anne Holt og Liza Marklund.