Korpfolksungen er den finlandssvenske forfatter og billedkunstner Irmelin Sandman Lilius’ 40. bog. Hun debuterede som 19-årig i 1955 og har siden etableret sig som en af Finlands internationalt bedst kendte børnebogsforfattere. I Korpfolksungen forenes flere af hendes typiske fortællegreb. De glidende overgange mellem det realistiske og det fantastiske, mellem barne- og voksenverdenen, mellem mytisk tid, historisk epokeskildring og nutid gør hende til en grænseoverskridende flerbundet forfatter for alle aldre.I det samfund hun opbygger i bog efter bog, er hovedpersonerne strædernes fattigfolk. Denne verden af fattigfolk er en minutiøst beskrevet kvindeverden, hvor pigerne udfører kvindearbejde, tager voksent ansvar og skaffer sig udkomme. I sin senere produktion stiger Irmelin Sandman Lilius stadig oftere ind i en selvbiografisk betinget virkelighed. I udsøgte små billedbøger går hun tilbage til sin barndom og ungdom.
Artikler
I begyndelsen af 1960’erne udkom den første digtsamling af Vilborg Dagbjartsdóttir, der som modernist og mangesidet kulturpersonlighed har inspireret såvel en yngre generations kvindelige islandske digtere som digtere i sin egen generation.Digtere, som Þóra Jónsdóttir, der debuterede i 1973 og Þuríður Guðmundsdóttir, der udgav sin første bog i 1969, er som Vilborg Dagbjartsdóttir begge tilflyttere i Reykjavík og til dels optaget af de samme digteriske motiver. De udtrykker sig i præcist mejslede minimalistiske digte, der kræver læserens fulde opmærksomhed.
Den svenske forfatter Sonja Åkesson debuterede 1957 med Situationer og fik udgivet endnu en digtsamling i løbet af 1950’erne. I de tidlige bøger svinger hendes måde at skrive på mellem det forfinede billedsprog og den groteske stil, hun senere udviklede i skildringen af mennesker. I august 1960 var hun med til at skrive manifestet »Front mot formens tyranni«, der var et vigtigt skridt ud af 1950’ernes modernisme og ind i de mere realistiske 1960’ere.Hun fandt sin egen særlige tone inden for den nyenkle æstetik med inspiration fra konkretismen. Hendes foretrukne måde at skrive på er en ligefrem, fortællende realisme. Det persongalleri, der strømmer forbi, fortæller levende om andre mennesker. Men samfundssatiren var for hende en lige så vigtig genre som personportrættet. Det mest fremtrædende træk i hendes digtning er den groteske ironi.
Den danske 1960’er-modernisme, som forfatteren Dorrit Willumsen var en del af, var kulturkritisk vendt mod det moderne forbruger- og massesamfund og dets indflydelse på den enkeltes eksistens. Moderniteten som varesamfund fremmedgør jeg’et for sig selv.I Dorrit Willumsens tekster bliver kvinden fra starten skildret som modernitetens primære offer og foretrukne udtryksform, hun er både kulturens andet og kulturens udtrykte billede. Det er i det hele taget kvindebilledet, der i forfatterskabet bliver billedet over alle på konflikten mellem ydre og indre.
I de tidlige 50’ere indledtes et stort svensk forfatterskab med den unge Birgitta Trotzigs romandebut Ur de älskandes liv (Fra de elskendes liv) fra 1951. I romanen er der en stræben efter at nå ud over jeg’ets grænse, at nå frem til det livsvigtige du, og dette forbliver en grundlæggende tematisk og stilistisk bevægelse i hele forfatterskabet.Men er Birgitta Trotzig egentlig ikke lyriker? De mest intense partier i hendes værk har prosalyrikkens form. Alligevel bliver den lange fortælling, som anskueliggør livsforløbet, en nødvendighed for hende. »Det store problem er stadig enkelt. Et kort forløb mellem fødsel og død. At menneskenes verden skulle være et kærlighedsfællesskab. Hvorfor er den ikke det?« skriver hun i essayet Hållpunkter, hösten 1975 (Holdepunkter, efteråret 1975). Denne koncentration om livsløbet i dets helhed finder man i alle hendes fortællinger.
Sensymbolister og modernister i efterkrigslitteratur.
Lyrikere fra 1960’erne.
Nye litterære fronter.
Den norske lyriker Eldrid Lunden debuterede i 1968 med digtsamlingen f.eks. juli, en bog, der på en ny og fræk måde protesterede mod etablerede konventioner i norsk lyrik. Hun er en pioner blandt de lyrikere, der fra en feministisk position undersøger sproget som magtmekanisme og mulighed i poetisk form.I hendes digte knyttes kvindelighed ofte til metaforer som vand, regn, slim, mund, mens mandlighed konnoteres af »hårdere« metaforer som bil, insekt og puls. Men dette retoriske spil er samtidig åbent og dynamisk; en pointe er at undlade at fastlægge betydning, men at nedbryde de konventionelle forestillinger, der kan cementere kønsrollemønsteret. Bevægelse, musik, melankoli og oprør fejer som en blå bølge gennem forfatterskabet: Ingenting må falde til ro i dette sprog; poesien er evigt utålmodig.
Den islandske forfatter Svava Jakobsdóttirs fantastiske fortællinger er vittige, og deres humor og ironi hviler på deres dialoger med andre tekster i teksten. Bibelen udgør en indre tekst i hele forfatterskabet, men derudover henviser hun til tekster fra verdenslitteraturen, myter, eventyr og dameblade. Hendes epik bliver allermest grusom og grotesk, når hun angriber traditionelle klichéer og faste udtryk, som folk anvender uden at tænke sig om: »at ofre sig«, »at give nogen sin hånd«.Hendes forfatterskab er tit blevet delt op i en realistisk og en fantastisk del, og det er de fantastiske fortællinger, der har vakt størst opmærksomhed. Det er imidlertid en forenkling af hendes radikale projekt. Hun har aldrig forkastet den realistiske fortællekunst eller dens sociale og politiske referencer.