I arkiverne findes svenske, norske og danske stambøger fra 1500- og 1600-tallet bevaret. Som oplysning om bekendtskaber og venner, om de kredse, stambøgernes ejere på daterede tidspunkter færdedes i, har stambøgerne den største interesse. Med deres digtcitater og sentenser spejler de også tidens kulturhistorie og idealer.I stambøger og slægtsbøger ses et mønster, der tydeliggør kønsforskelle: I 1600-tallet er det først og fremmest mændenes rejser, deres veje ud i lærdommens og krigens Europa, der afspejler sig. Kvinderne fokuserer på slægten. De spejler liv og død i deres slægt, det net, som binder dem sammen med fortid og fremtid, og hvori de selv, gennem børnefødsler eller barnløshed, udgør et samlende knudepunkt.
Artikler
Agneta Horns selvbiografi fra 1600-tallet, af hende selv kaldet »Beskrivelse af min elendige og meget genvordige vandringstid«. er et »jammersminde«, som fortæller om en udskældt, vanrøgtet og lidet elsket pige, der alligevel formår at hævde sin vilje og give sine modstandere svar på tiltale.Men Agneta Horns Levned drejer sig dybest set om hendes forhold til faderen og den fædrene magt, om den identitet som lydig datter, hun selv og tiden havde som ideal. Bag teksten ses uenigheden mellem Agneta Horn og hendes stedmoder, Sigrid Bielke. Sagligt set gjaldt konflikten arven efter Agnetas far, ideologisk gjaldt den hendes lydighed overfor faderens vilje.
»Gynæceum« er græsk og betyder »kvindekammer«. I renæssancen anvendtes ordet som genrebetegnelse for en litteraturhistorisk genre: et katalog over kvinder, der havde gjort sig bemærket ved egne skrifter eller ved anden form for kunstnerisk eller intellektuel virksomhed.Karakteristisk for gynæceerne er en systematisk eller alfabetisk struktur, der gør dem velegnede til opslag. Man føres ind via et navn på en berømt kvinde. Hendes slægt præsenteres i få rosende adjektiver, og hendes egne intellektuelle præstationer opremses. Ofte er oplysningerne meget kortfattede.Norden har en fin samling egne gynæceer. Især i Danmark er genren rigt repræsenteret. Ud fra den lille samling svenske biografier og de ganske mange danske og norske, der bringes i de danske gynæceer, får man et indtryk af et aktivt kunstnerisk og intellektuelt liv blandt Nordens kvinder i 1600- og 1700-tallet. Det er nærliggende at forestille sig, at Island, Færøerne og Finland har haft tilsvarende kredse. Og at der i Norden har været kvinder, der betragtede sig som medlemmer af en europæisk »klub« af kulturelle kvinder.
Mængden af skrifter, der debatterede kvinders talenter eller mangel herpå, var stor i 1500- og 1600-tallets Europa. Værkerne er opdelt efter genrer og foreligger både i trykt og håndskreven form. At man i Norden har kendt europæiske begreber som »Feminae illustres« (bemærkelsesværdige kvinder), »Feminae doctae« (lærde kvinder), »Musa decima« (den tiende muse) står fast.Bevidstheden om »feminae illustres« eller »feminae doctae« synes at være knyttet til renæssanceperioden. Naturligvis fandtes der tidligere eksempler på lærde kvinder, men trangen til at tælle dem og gruppere dem og ligefrem fremavle dem synes at være et renæssancefænomen opstået i progressive kredse af lærde mænd.
I 1600- og 1700-tallets Danmark og Sverige blev salmer og åndelige sange af og til formidlet af kvinder, sommetider af samleriver eller til brug for egen andagt, sommetider udelukkende som materiale til en oversættelses- eller skriveøvelse. Men hen mod århundredskiftet 1700 finder vi et stigende antal kvinder, først og fremmest i Danmark, som ikke alene nedtegnede andres salmer, men som selv var salmedigtere.Der er en markant forskel på kvinders salmedigtning i Danmark og Sverige. I Danmark findes navne på forfattere med en righoldig produktion, som udgav samlinger af sange under eget navn. De blev genstand for samtidens hyldest og nævnes i fortegnelser over betydelige og lærde danske kvinder. I Sverige blev derimod især enkeltstående salmer skrevet af kvinder til de pietistiske og herrnhutiske kredse. Salmerne blev optaget i de salmebøger, der begyndte at udkomme omkring 1730.
Hvad man kan få at vide om Ingeborg Grytten, en af Norges to 1600-tals-digterinder, må man i det store og hele læse ud af hendes salmer. Ikke engang hendes dødsår er kendt. Men hun kendte Dorothe Engelbretsdatters Siælens Sang-Offer, for hun henter melodistof fra dette værk.Således var det Norges vestkyst, der fostrede de to første norske digterinder. De kom fra den samme overnationale præstestand, som dengang havde rådighed over skriften, også den kvindelige.
Den hellige Birgitta af Vadstena, stifter af den indflydelsesrige nonneorden Birgittiner-ordenen, bliver i kraft af sin individualitet betragtet som en af de første svenske forfattere.Hun fremtræder som en viljestærk kvinde, der med åbne øjne betragter den langsomme forandring i tiden, men samtidig var hun et menneske, som ikke havde nogen tydelig oplevelse af sit eget jeg. Hun lod sig omslutte og opsluge, idet hun gjorde Gud til sit eget skjulested. Imidlertid vokser jeg’et gradvist frem i hende gennem en identifikation med Kristus.
Hekseforfølgelserne i Europa blev sat i system med Pavebullen og med den siden så berømmelige bog Malleus Maleficarum (»Heksehammeren«), der udkom i 1487 skrevet af Sprenger og Institoris. Verdslige og gejstlige myndigheder måtte fra da af – med eller mod deres vilje – anse det for deres embedspligt at få hekseriet under kontrol. De anklagede blev underlagt forhør, ofte med kropslige lemlæstelser eller døden til følge. For de skulle bekende, koste hvad det ville.Det kom til at vare 300 år. Den sidste offïcielle heksebrænding i Europa fandt sted i slutningen af 1700-tallet. Det er ret tvivlsomt, om forfølgelsernes ophør skyldtes, at man mente, at man havde fået udryddet den »forbrydelse«, som »Pavebullen« og »Heksehammeren« havde forsøgt at indkredse.Det følgende handler om heksenes bekendelser i de danske trolddomsprocesser i 1500- og 1600-tallet.
Herrnhutismen kom til Sverige i løbet af 1720’erne. I den stockholmske herrnhutermenighed, der stadig eksisterer, har man bevaret de religiøse selvbiografier fra 1700-tallet og fra de første årtier af 1800-tallet. Af dem er 36 skrevet af svenske kvinder. Den tidligst skrevne stammer fra 1761, den sidst skrevne fra 1810-20. I det store og hele gælder det, at antallet af kvindelige selvbiografier er mest omfattende mellem 1760 og 1790, hvorefter der bliver færre. Kvinderne kommer fra alle sociale lag, her er adelsdamer og tjenestepiger, borgerkoner og tiggere.Kvindernes religiøse selvbiografier viser ofte de træk, som kan beskrives som augustinske: Kvinderne søger Gud i deres indre, først og fremmest i følelsen, i normalpsykologiske processer (drømme, stærke følelser); endvidere rummer de mystiske træk: Kvinderne hengiver sig i deres indre til betragtninger over korset og til erotisk farvede møder med Kristus. De ved, at i sjælens inderste gemmer den gnist sig, som gør disse møder og oplevelser mulige.
Norske Dorothe Engelbretsdatter slog en kile ind i det patriarkalske mandssamfund. Hun er kendt som den første store kvindelige salmist i Danmark-Norge, der påtog sig en repræsentativ og forkyndende digterstemme.Hendes vers fandt vej såvel ind i det mundtlige og folkelige, hvor de fleste kvinder befandt sig, som i det højtidelige, mandsdominerede og lærde gudshus. Skildringer af det dydige og det kvindelige er temaer, som sammenkobler lavt og højt, ammestue og kirkerum. I modsætning til sine digterbrødre havde hun ikke nogen anden beskæftigelse end den at skrive. Hun mødte standssamfundets gud, ikke som biskop, officer eller skolemester, men som kvinde.Hun skrev mellem 60 og 70 salmer og bønner, hovedsagelig samlet i Siælens Sang-Offer (1678) og Taare-Offer (1685), og desuden en større versificeret gendigtning af andagter. Hun blev dermed en tidlig professionel forfatter med digtningen som erhverv suppleret af en lille enkepension. Det var enestående i samtiden.