Den danske præstekone Eline Boisen (1813-1871) skrev, fordi hun ikke kunne lade være. Hun skrev erindringer, og hun skrev ud fra en kolossal bitterhed og vrede, skrev sig ud af sin isolation og ensomhed: »Jeg er indespærret mellem fire Vægge«, lyder det symbolsk i hendes forord; skriften blev den skabende kraft, som forbandt hende med verden.
Da hun døde i 1871, efterlod hun sig 47 tætbeskrevne stilehæfter, over tusind sider, og i et testamentarisk brev overlod hun hæfterne til sin søn, Frede Bojsen, en kendt venstrepolitiker. Han fik erindringerne skrevet på maskine og afleverede et eksemplar på Rigsarkivet for at sikre sin mors livsværk for eftertiden. Men Eline Boisen fik samtidig mundkurv på, fordi der blev påhæftet den klausul, at intet vedrørende hendes ægteskab måtte offentliggøres, da erindringerne gav et »i det væsentlige misvisende Opfattelse af vores Forældres indbyrdes Forhold«.
De 47 stilehæfter blev gemt væk, men i 1986 dukkede de op igen, og da viste det sig, at Frede Boisen ikke havde afleveret en komplet afskrift. Hæfterne er præget af talrige overstregninger, som ikke mindst kredser om de mest smertefulde perioder i Eline Boisens ægteskab.
De fleste erindringsskribenter begynder at skrive om deres liv på deres gamle dage, og de ser ofte deres livsforløb i et distanceret og forklaret lys. Eline Boisen derimod var midtvejs i livet, da hun begyndte at skrive; hun fokuserede på det mest smertefulde og skrev næsten helt frem til sin død.
Hendes erindringer kan ligesom Sophie Thalbitzers Grandmamas Bekiendelser læses som en syndefaldsberetning, hvor barndommen i Norge som faderens kæledægge skildres i paradisiske vendinger: »det staar jo i en Trylleglans for mig, og det jo mere det senere Liv blev bitrere og tungt«. Barndommen er det eneste tidsrum i erindringerne, der er skildret som en idyl, og Eline Boisen fremmaner et idealbillede af det enevældige samfund. Hendes far var en højtplaceret embedsmand i sølvminebyen Kongsberg, og han sørgede for de underste, de fattige bjergværksarbejdere, som en far sørger for sine børn. Enevældens standssamfund er skildret som et harmonisk og ordnet hele, hvor enhver kender sin plads og er tryg ved den. I toppen af pyramiden sidder den gode konge, landsfaderen, der drager omsorg for sine undersåtter.
Eline Boisens livslange længsel efter »faderens hus« er skrevet på baggrund af et tab: Som niårig mistede hun pludselig det hele – sin far, sit land og sin sociale placering, og dette »fald« overvandt hun aldrig. I de følgende år levede hun sammen med sin mor og sine små søskende i en lille lejlighed i København. Moderen overvandt aldrig de store forandringer, men blev syg af kræft og et voksende forfølgelsesvanvid. Eline måtte være mor for både sin mor og for sine små søskende. Men hun kunne aldrig gøre tingene godt nok. Hun udviklede derfor en uhyre selvkritisk indstilling og havde hele livet en fundamental skyldfølelse. Dette præger også hendes skildring af omverdenen: de fleste, der krydser hendes vej, bliver spiddet med få pennestrøg, og som fortæller har hun et lidt skævt, næsten røntgenagtigt blik.
»Denne Vinter sejlede vi en frygtelig høj Sø. – Den Sophie var i Grunden vanvittig. – Jeg fandt mig i alt – uden at knurre det mindste. – Sophie gjorde ikke mere end hun lystede; – Mie Barnepige hentede mig saa lille Karen – naar Sophie løb – og saa kom Sophie og fortalte om alle mulige Aabenbaringer: – Køerne turde hun ikke malke – for Djævelen kom efter hende – og saa skrækkede hun den lille Sine Jensen, saa de stormede gennem Stuerne med en Hund efter dem. – Jeg kunde hverken se Hund eller Djævel, men de saa begge Dele. – Sophie fløj ud og ind af Vinduerne og for mig var hun bindegal«.
Hun står ligesom ude i kulissen og registrerer nøje, hvad der foregår. Hendes stærkt personlige skrift får derved undertiden et moderne, impressionistisk præg.
Eline Boisen levede i en tid, hvor det enevældige samfund var ved at gå i opløsning. Da hun i årene 1837-50 var præstekone i den lille landsby Skørpinge i Vestsjælland, levede hun midt i en religiøs og politisk oprørsbevægelse hos almuen. Hun skildrer den som en vild og gal bevægelse med åbenbaringer og syner. De fattige følte, at deres tid nu var inde; himlen selv havde åbnet sig og forkyndt, at de store i samfundets top måtte vige for almuen. Det var samlet et oprør mod øvrigheden; men Eline Boisen selv forblev tilhænger af enevælden hele sit liv.
Som præstekone på landet var hun madmor for en stor selvforsynende husholdning og var afhængig af, at tjenestefolkene kendte deres plads og var lydige. Så ville hun til gengæld sørge for dem. Hvis det feudale gensidighedsforhold mellem »herre« og »tjener« ikke fungerede, ville hele systemet bryde sammen, mente Eline, og det var lige præcist, hvad der skete i Skørpinge, hvor tjenestefolkene var hellige og gjorde, som det passede dem. For Eline Boisen var dette et eklatant eksempel på, at demokrati var egoismen sat i system og alles kamp mod alle. Efterhånden fandt hun på at få ansat et »Verdens Barn« for hver »Guds Barn«, som vækkelsesfolkene kaldte sig, så arbejdet i præste-gårdshusholdningen blev passet.
»Efter mange Dages haarde og ækle Anstrengelser naaede hun det slemme Sted og diede alt det onde ud, som havde siddet der mere end 1 Aar. – Det var svære Lidelser for mig, saa jeg maatte bide i et Haandklæde for at ligge stille, men hun, den stille velsignede Karen, der endog sank dette ækle af Medlidenhed med mig for at lindre min Smerte – hun blev min Veninde til hendes Død«.
Hun skrev for at finde en identitet i en underlig fremmed verden, hvor det forekom hende, at Djævlens kræfter var blevet sluppet løs. Der er ikke noget overordnet styrende blik i erindringerne ud over det rent kronologiske. Det at skrive havde en klar terapeutisk karakter, og det strømmede ud af hende, da hun først fik begyndt. Hendes stil er springende med et utal af tankestreger, og der veksles mellem dramatisk, scenisk fremstilling, ren beretning og overordnede refleksioner. Samtidig blandes væsentligt og uvæsentligt, højdepunkter og hverdagsbegivenheder imellem hinanden, og i hovedhistorien, hendes egen livshistorie, indvæves der utallige sidehistorier.
Hvis Boisens Hierte blev mit…
Kærligheden som skæbne – ægteskabet med præsten F. E. Boisen – er den røde tråd, som holder sammen på det fragmentariske erindringsværk, og det er elementært dramatisk bygget op omkring hendes livslange ønske om, at »Boisens Hierte blev mit«. Hun skriver hudløst om sit ambivalente forhold til sin mand: Hvordan hun hele livet elskede ham og længtes efter hans kærlighed, samtidig med at hun foragtede ham, fordi han svigtede hende. Boisen er skildret som et stærkt lidenskabeligt og følelsesbetonet menneske. Han svinger uhyre meget stemningsmæssigt, hvorimod hun selv fremstår som en forstandspræget, nøgtern og tilknappet person. »Jeg som altid var saa sparsom med Kærtegn i det Hele, og navnlig med Kys«, som hun klagende skriver, da en af fattighuskonerne i Skørpinge »ikke alene tog mig i Haanden med sin fnattede Næve, men kyssede mig oven-paa med et ægte Smækkys til Tak, som Søster, fordi jeg modtog Haandslaget«. Siden hun som niårig mistede si n far, bar hun på en stærk kærlighedslængsel, og hun havde en romantisk drøm om den store forløsende kærlighed. For hende var ægteskabet et symbiotisk forhold med »en Sjæl i to Legemer«; men realiteten blev afgrundsdybe modsætninger mellem to vidt forskellige mennesker og livslange stridigheder. Eline oplevede kun Boisens kærlighed i glimt – de gange, hvor han var ved at miste hende – og efterhånden rettedes hendes længsel mod himlen: »Jesum, Jesum sigter al mit Hiertes Længsel mod«. Her lægger hun alle sine følelser blot i et erotisk farvet, pietistisk sprog: »… søde Jesus, høit velsignede Frelsermand, tag mig i dine Arme«.
Denne Verden er ikke skabt for Kvinder og Børn
Eline Boisen kom fra et dannet, borgerligt miljø, og som præstekone befandt hun sig på den øverste del af den sociale rangstige. Men det meste af sit liv gik hun klædt som bondekone og delte livsvilkår med almuekvinderne, mest udpræget i landsbyen Skørpinge. Hun skildrer livet her i et stort fugtigt hus med kun én kakkelovn; der stod et sug op fra kælderen, og fra loftet dryssede ærter ned i hovedet på folk. Gulvene var halvrådne, der var fugt på indersiden af væggene, som blev til is om vinteren, og børnene fik frost i hænderne om natten.
Eline Boisen var i 20 år næsten uafbrudt gravid; fra 1835 til 1854 fødte hun 11 børn, hvoraf tre døde som små. Erindringerne giver et indblik i en utrolig barsk kvindeverden: Sygdom og død var en daglig følgesvend, og helbredelsesmetoderne var gamle: åreladning, iglepåsætning og forskellige væskeudtrækkende sennepsplastre og spanske fluer. Ved hver fødsel var det et åbent spørgsmål, om hun og barnet ville overleve, og alle hendes 11 børn var ved at dø inden for deres første leveår.
Allerede som 43-årig følte hun sig gammel og udslidt og regnede med, at hun snart skulle dø. I 1846 sidder Eline ved sin lille toårige Ottos dødsleje. Hans tilstand forværres gradvist, og da lidelserne er på sit højdepunkt skriver hun: »Var det Trøst eller Forbavselse, at jeg hin grufulde Nat mærkede, at jeg var Moder til et Væsen endnu, der havde Krav på mig? – Jeg ved det ikke – men det ved jeg kun – at det bød mig nok voldsom Kraft, at holde mig fra at fortvivle«.
Det er karakteristisk for Eline Boisens skrivemåde, at hun går tæt på pinslerne: Huden, der bliver flået af den fødende kvindes mave; halsen, der lukker sig, så den syge dør af sult. Hun gik selv med en byld i brystet i over et år, og i beretningen om, hvordan hun slipper af med bylden, springer hun ikke ét led over i beskrivelsen.
Om Søren Kierkegaard fortæller Eline Boisen: »Engang saa jeg ham, inden jeg forlod Byen, at gøre voldsom Kur til en lille Pige, som endnu ikke var konfirmeret; – det blev hans forlovede senere. Hende, som han drev det skændige Spil med i saa mange Aar, og endelig rejste bort fra, uden at hæve Forbindelsen – og uden at sige – hvor han drog hen«.
Hun havde hysteriske anfald fra sit 14. år. Anfaldene begyndte som en reaktion på hendes mors sygelige mistænksomhed og kritiske indstilling. En voksende skyldfølelse ytrede sig som fysisk sygdom. Anfaldene accelererede, efterhånden som hendes ægteskab blev værre og værre, og hun led af de mærkeligste sygdomme, som hun selv beskriver som nervøse i deres oprindelse. De hysteriske symptomer syntes at holde op, da hun som 43-årig begyndte at skrive. Herved fik hun afløb for det kolossale indre pres, som hun så længe havde reageret på ved at falde i krampe.
Hun afdækker livsvilkår for kvinderne, som lige så godt kunne høre til i middelalderen, og opfatter selv livet som en kamp mellem himmel og helvede, forstået lige så konkret, som man i middelalderen har opfattet kalkmaleriernes dramatiske afbildninger af himmelborgen og helvedesgabet. Hendes verden var en katastrofefyldt verden ved livets grænser, og hun skelnede ikke skarpt mellem det synlige og det overnaturlige. Særlig skæbnesvangre begivenheder kunne ofte forudses gennem drømme og syner eller gennem tegn i naturen, mente hun; et æbletræ, der pludselig blomstrede i oktober, var eksempelvis et dødsvarsel.
Frosne landskaber og et brændende indre er gennemgående billedlige udtryk, som 1800-tallets kvindelige forfattere bruger, når de skal sætte ord på indestængthed og uforløste længsler, og her er Eline Boisen ingen undtagelse. Hendes sygdoms- og dødsfantasier bliver koncentrerede udtryk for hendes inde-stængte lidenskaber. Hun skriver efter Ottos død: »Min lille Dreng var gaaet hjem, hvor han ikke mere behøvede at se gennem et dunkelt Glar, men lige for vor Herre Ansigt til Ansigt – og deroppe blev nok Plads ogsaa for hans Moder, der ogsaa var et Guds Barn – skønt end i det fremmede Land, hvor der var saa megen Sne og Is at komme igennem«.
Eline Boisens kristne tro havde mange lag i sig. Hendes sygdomsfantasier havde træk af middelalderens verdensbillede: hun havde syner om skærsilden og om brændende søer, hvor de fortabte stikker hovederne op.
»Bag ved os var en brændende Sø, hvor nogle skrigende Hoveder af og til stak op, og raabte om Hjælp og Forbarmelse, og til min Rædsel opdagede jeg der en Mængde bekendte Ansigter – ja – nogle, som stod mig nær – og saa blev jeg saadan greben af Angst, at jeg gled tæt ned til Søen ogsaa, indtil jeg hørte Røster om, ikke at se tilbage, men kun altid fremad, til vor Herre kom og hjalp«.
Samtidig følte hun sig stærkt tiltrukket af en ortodoks lutherdom, hvor synden og syndserkendelsen blev betonet som forudsætning for Guds nåde. Hun anså lidelse og død som en prøvelse, som Guds straf til det syndige menneske. Endelig var hun som barn af sin tid optaget af Kierkegaards eksistentialisme med den stærke betoning af den enkeltes ansvar. Hun skriver direkte henvendt til Søren Kierkegaard i erindringerne:
»Dine Betragtninger over dette, ‘at være ene med vor Herre’ – og lade ham dømme En indtil Marven – har været mig til stor Velsignelse og Trøst, og hjulpet mig til ikke at holde Kød for sin Arm – men hente Olien for Livet fra Kilden selv«.
Her er hun næsten forud for sin tid; men erindringerne viser som helhed, at der må have været en kolossal usamtidighed mellem mænds og kvinders verden i midten af 1800-tallet. Boisen kæmpede som barn af sin tid for frihed og lighed, mens Elines verden snarere lignede middelalderen med katastrofer, pinsler og grusom død som daglig realitet, og hun følte sig fundamentalt fremmed i forhold til sin samtid.
Havde jeg været en rigtig blid og from Kvinde
Eline Boisen beskriver en grundlæggende følelse af fremmedhed og en ensomhed midt iblandt de mange mennesker. Hun oplevede dog i glimt fællesskab i forhold til kvinder, der hjalp hende, når hun var i nød, eller som hun kunne hjælpe. Et fællesskab på tværs af standsforskelle opstået ud fra en viden om fælles vilkår, hvor troskab, offervilje og udholdenhed er nødvendige kvaliteter. Her, hos de milde, fromme kvinder, som hun så gerne ville ligne, fandt hun et svar på sine spørgsmål om tilværelsens inderste mening; et svar, som ophævede modsætningerne i hendes Gudsbillede.
Igennem de mange år Eline Boisen skrev sine erindringer, kredsede hun om dette kvindeideal med samme længsel, som når hun beskrev sin barndom før »syndefaldet«. Hendes erindringer kan læses som en gennemskrivning af den bibelske myte med paradis – syndefald – og genoprejsning gennem Kristus og hans repræsentanter: De fromme kvinder, som kom de betrængte skabninger til hjælp.
»Havde jeg været en rigtig blid og from Kvinde, kunde jeg maaske have hjulpen dem baade paa den ene og den anden Maade – men jeg havde al Kraft nødig for ikke at fortæres i Bitterhed og Vrede – og mine Ord havde desuden saa lidt at betyde!«
Selv fik hun hjælp fra sin veninde Agnes Helweg i 1856, da hendes livslange angst for fortabelse var blusset op igen. Den konkrete anledning var, at grundtvigianerne i 1850’erne gjorde Grundtvigs »mageløse opdagelse« fra 1825 – at trosbekendelsen var kristendommens grundlag – til en slags magisk trylleformular. Hvis man ikke var døbt efter dens fulde ordlyd, var man ikke sikker på at blive salig, sagde de.
Med sit filologiske udgangspunkt kunne Grundtvig ikke afvise den historisk kritiske forsknings påvisning af, at Bibelen ikke var Guds ord fra ende til anden. Derfor søgte han at finde ud af, hvad der så var kristendommens kerne og gjorde den »mageløse opdagelse«, at den sande kristendom er en levende menighed, som samles om kulthandlingen, dåb og nadver, hvor livsordet, trosbekendelsen lyder.
Eline var stærkt anfægtet og ingen – ikke engang Boisen – kom hende til hjælp:
»Saa kom Helwegs yndige Agnes ud hos mig og hun gik mig paa Klingen og spurgte, om jeg ikke havde en Hjertesorg – saa kom det frem. Hun sagde saa fromt til mig – Bryd dig dog bare ikke om, hvad al Verdens Mænd finder paa at sige – de kunde dog ikke forandre Guds Hjerte og hans Hjerte staar til, at bære os alle hjem. Lad bare Mændene kriges – de skal have noget at bestille – vi Kvinder vilde holde os til, at Gud skal alting mage – naar vi ikke elske os selv over alt andet, saa vi kan tro Gud godt«.
Når man tænker på, hvor from og uselvisk Agnes er skildret, er det påfaldende, så polemisk og skarpt formuleret hendes trøst er. Hun har følt, at hun har siddet inde med en sandhed: Det inderste i Guds væsen er kærlighed, ikke vrede, og denne indsigt bærer kvinderne på, mens mændene strides om ligegyldige teologiske spidsfindigheder. Udadtil holdt Agnes sin indsigt for sig selv, men gennem Eline Boisens erindringer antydes det, at uden for den officielle kirke levede en inderlig fromhedstradition blandt kvinderne.
Dødens fortællinger
I erindringerne som helhed sker der en klar forskydning fra livsdrift til dødsdrift, fra eros til thanatos, og på en paradoksal måde fremstår dødsscenerne som højdepunkter, skrevet med stor skønhed, sanselighed og dramatik. Her sættes dét på spidsen, som hun vil sige med erindringerne som helhed: at menneskelivet befinder sig på vejen mellem himmel og helvede. Der er to typer dødsscener: Den grusomme død, hvor vejen synes at føre direkte til helvede, og den smukke, ophøjede død, hvor der er åbent til himlen. Her trækker Eline Boisen på en gammel folkelig tradition om, at dødslejet er det sted, hvor mennesket er mest bevidst om g selv, og hvor dets sande væsen viser sig. I erindringerne ser man så at sige ind i himlen, når de milde, fromme kvinder dør. De lever en skyggetilværelse her på jorden, men i døden folder de sig ud med rosen som et fortættet, traditionsbundet symbol på kærlighed og kvindelighed.
Agnes Helweg døde i barselsseng som 36-årig; Eline var hos hende og måtte i øvrigt sende hendes mand ud, da han forstyrrede den døende. Eline skriver:
»Hun laa dér skøn som en Rose i fuldeste Flor, og jeg kunde ikke begribe, at Døden skulde være saa nær«.
På en paradoksal måde fremstår den døde kvinde som mere levende end de levende; et træk, der går igen i beskrivelsen af søsteren Idas begravelse, hvor kisten holdes åben så længe som muligt:
»En dejlig Rose laa paa hendes Bryst – og hendes Træk var saa blide, saa rolige og fredelige, at alle havde ønsket beholde Kisten aaben til det sidste. – Det var en frygtelig Kulde, denne Marts – og bestandig stod det for mig, som maatte hun mærke det derovre i den kolde Grav – ja – jeg ængstedes endog over, om hun muligt var begravet levende – saa skøn hun var til det sidste«.
De betroede talenter
Eline Boisen betvivlede ligesom almuens vækkelsesbevægelser teologernes monopol på udlægningen af Bibelens ord. Ligesom de vakte læste hun i Bibelen og fandt sine svar, ikke mindst hæftede hun sig ved lignelsen om de betroede talenter. I begyndelsen var hun tøvende, »men den Tanke, at jeg maaske var som den Tjener, der gravede sin Herres Talenter ned i Jorden af Angest for at tabe dem – og som derved blev værdig til at kastes ud i det dybeste Mørke bragte mig ind i en Retning, som ikke gjorde mig lykkelig – plagede Boisen – uden at gøre nogen videre Gavn«. Efterhånden anså hun det som sin ret, ja, sin pligt at sige sin mening. Hendes intellektuelle evner, det var den særlige gave, Vorherre havde givet hende, ligesom Boisen havde fået evnen til at prædike.
Men det blev en stadig anfægtelse for hende, om det nu var rigtigt af hende at kæmpe for at sige sin mening, når Boisen forlangte, at hun skulle underordne sig ham: »Ja, her staar disse 2 forfærdelige Ting ligeoverfor hinanden – Kvinden skal kalde Manden ‘Herre’ – og dog senere ‘Hvem der elsker noget Menneske højere end vor Herre – er ham ikke værd’. Dette er den Gaade, som jeg har grundet paa lige siden – men som nok ikke bliver løst før vor Herre løser mig ud af denne Verden«.
Hun kunne ikke som Agnes Helweg nøjes med at være tavs, være en del af en uofficiel tradition. Hendes indsigt måtte formuleres, og hun kæmpede hårdt for at få Boisen til at lytte.
Alligevel var hendes ideal paradoksalt nok den patriarkalske familie, hvor manden var familiens overhoved, og hun anså det for en stor ulykke, at hun var uenig med sin mand. Det var på sin vis imod naturens orden. Hun følte sig skubbet ud af en gudsskabt orden, fordi hendes mand snarere fulgte Djævlen gennem sit religiøse og politiske engagement.
I det daglige var det hende, ikke Boisen, som var familiens overhoved; mens Boisen havde »hovedet i skyerne«, forsøgte hun efter bedste evne at holde sammen på stumperne. Hun havde i perioder overopsynet med gårdens drift, ansatte kapellan, uddelte fattighjælp, forestod mange flytninger og overtog familiens nøgler, når økonomien var kørt i sænk. Det var med andre ord også af tvungne omstændigheder, at hun begyndte at overveje sin stilling som hustru og slås for sin ret til at være et selvstændigt tænkende menneske.
Den svenske forfatterinde Sophie Sager, som var 12 år yngre, gik skridtet videre og kæmpede for kvindernes sag; men først skulle hun selv igennem retssystemets maskineri. For Eline Boisen var kampen for at få lov til at sige sin mening så hård, at hun ikke kunne række sin mand en lillefinger. Hun stod fuldstændigt stejlt over for ham. Han på sin side kæmpede for frihed og lighed for almuen, men forlangte total underkastelse af konen derhjemme, og til sidst var hun ved at miste forstanden af bitterhed. Men hvor meget hun end følte sig presset fra alle sider, skrev hun ufortrødent til det sidste på sine erindringer – der var tænkt som et indlæg over for Guds domstol – om hvor stor Djævlens magt var i verden.