I Iris Uurtos (1905-1994) roman Ruumiin ikävä (Kroppens længsel), 1930, forlader den kvindelige hovedperson, Paula Lassila, sin mand. Hun gør det på grund af en erotisk passion ligesom Lilith, der ifølge den bibelske legende flygtede fra Adam for at tilfredsstille sin seksuelle lyst sammen med dæmonerne.
Allerede romanens titel Ruumiin ikävä, der på dansk betyder kroppens længsel, viser Iris Uurtos stilling i samtidens seksuelle debat. Bogens hovedperson, Paula Lassila foretrækker åbent krop frem for sjæl: » – hun kærtegnede hofterne, brystet, midjen og følte en hemmelig glæde ved det. Så dejlig, så ung kroppen er! Guddommelig, ren, smuk. Kødet – endnu blodfyldt og ungt, ikke slapt og visnet. Ånd, sjæl, tanker, guld – intet af dette kan erstatte en ung krop. – Jeg elsker min egen krop«.
Det vakte forargelse inden for den konservative kulturkreds, at en ung kvindelig forfatter optrådte som dristig erotisk skildrer. Iris Uurto havde imidlertid gjort det klart, hvilke værdier og normer hun stod for allerede i debutsamlingen Tulta ja tuhkaa (Ild og aske), som også udkom 1930: »Det er ikke synden, jeg undviger/ men koldsindighed, nærighed, tarvelighed«. I sin skildring af menneskets drifts- og instinktliv var Iris Uurto desuden inspireret af den nye psykologi. Hendes bøger blev derfor uundgåeligt draget ind i 1930’ernes litterære sædelighedsdebatter.
I Finland nåede debatten i 1936 kulminationen i den såkaldte litteraturstrid. Til de bøger, der kom i skudlinjen for kritikken, hørte bl.a. Iris Uurtos Kypsyminen (Modning), 1935, og Helvi Hämäläinens roman Katuojan vettä (Vandet i rendestenen), 1935. Uurto blev anerkendt af venstreorienterede og kulturliberale kritikere, som accepterede den nye psykologi. De havde også et positivt syn på seksualiteten, selv om de kulturliberale talte om vitalisme og venstrekritikerne om socialistisk vitalitet. Den tredje frontlinje udgjordes af konservative æstetikere på højrefløjen. De var kritiske over for den nye litteraturs materialistiske og naturvidenskabelige indstilling, som de forbandt med en venstredrejning. I Uurtos bøger så de umoral og samfundsopløsende tendenser.
Oprør mod borgerlig moral
Oprøret i Kypsyminen er trods alt temmelig ufarligt. Forfatteren ironiserer over den borgerlige ejendomsmoral i sit portræt af fru Pallas, som i ægteskabet ser et ejendomsforhold. Hun har ikke engang et eget navn, men får sin identitet gennem manden, hun er fru Pallas. I 20 år har hun ofret sig for familiens velfærd og pudset sin martyrglorie. I løbet af den tid er den opofrende mor blevet forvandlet til et monster, hvis kærlighed binder, men vækker skyldfølelser og ikke genkærlighed. Ægteskabet ender med skilsmisse, og hjemmet opløses.
Iris Uurto peger også på et andet alternativ. Fru Pallas’ stedsøn, Lauri, rækker i slutningen af bogen sin hånd ud til »kammeraterne, brødrene« og finder gennem et kollektivistisk livssyn sit hjem hos hele menneskeheden.
Også Iris Uurtos følgende roman, Rakkaus ja pelko (Kærlighed og frygt), 1936, som udspiller sig i depressionens kriseår, havde en samfundskritisk tendens. Arbejdsløshed og økonomiske vanskeligheder forårsagede på den tid mange menneskelige tragedier. Hovedpersonen i romanen er fru Pallas’ steddatter, Kaarina. Den mand, hun elsker, tør ikke tage ansvaret for at stifte familie, og Kaarina får foretaget abort for ikke at binde sin elskede.
Både Iris Uurtos romaner og Helvi Hämäläinens førnævnte roman, Katuojan vettä, udspiller sig i Helsingfors’ arbejderkvarter, hvor begge forfattere boede i 1930’erne. Til deres venner hørte Katri Vala, hvis digtsamling Paluu (Genkomst), 1934, giver billeder af det samme miljø. Disse forfattere talte for social retfærdighed.
Men romanen Timanttilakien alla (Under diamantlagene), 1938, viste, at Iris Uurto også blev skuffet i sin venstreradikalisme. Romanens hovedperson, Pietari Nord, lider af fremmedfølelse både i kunstnerkredse og som medlem af en politisk kammeratskabskreds. Som kunstner er han såret og så lidet værdsat, at han oplever sin menneskelighed som fortabt. Også hans skaberkraft er borte, for kun et »menneske« har evnen til at skabe kunst. I den situation føles selvmordet som et bedre alternativ end en fortsat indre elendighed.
Det skabende menneskes hjemløshed i verden er et tema, som tages op i Iris Uurtos første roman, Ruumiin viisaus (Kroppens visdom), 1942. En af bogens hovedpersoner er Siiri Halava, et matematisk geni, hvis liv udvikler sig tragisk også på det erotiske område. Siiri vil ikke underkaste sig som seksualobjekt, men bruger sit intellekt og sine penge til at forsøge at dominere sin elsker. Hendes stræben mislykkes for hende, og til sidst begår hun selvmord. En sådan løsning kan betragtes som typisk for de kvindelige forfattere, der har skildret kvinders oprør mod den konventionelle kvinderolle.
Kvinders frihed
De finske kvindeforfattere deltog i 1930’erne aktivt i diskussionen om fødselskontrol og abort, som havde taget fart i depressionens kriseår. Helvi Hämäläinens (1907-1998) gennembrudsroman Katuojan vettä (Vandet i rendestenen), 1935, var f.eks. en stillingtagen til moderskabet.
I Helvi Hämäläinens værk er moderskabet en naturlig begivenhed, som hører til kvindelivets cykliske forløb. I sin skaberkraft er kvinden ligestillet med Moder Jord, på samme måde som hun i kærlighedsoplevelsen smelter sammen med det frugtbare landskab og tager manden i sine arme »som jorden«. Både manden og kvinden ses som Moder Naturs børn. I Helvi Hämäläinens roman Tyhjä syli (Den tomme favn), 1937, kræver hovedpersonen Elsa sin ret til at blive mor og gør det med en rasende styrke. Med skælvende bryst og stampende, stærke ben forfører hun en fremmed mand for at få et barn, som hendes egen ægtemand ikke kan give hende. Denne kvindeskikkelse er vanskelig at forene med myten om jomfrufødslen eller Jomfru Maria-kulten. I sit krav om retten til moderskab for kvinden og en tilfredsstillende erotik nærmer Helvi Hämäläinen sig en tilspidset variant af Ellen Keys ideal.
Da Helvi Hämäläinens romaner Lumous (Fortryllelsen), 1934, og Tyhjä syli (Den tomme favn) anmeldtes, henviste kritikerne til D. H. Lawrences seksualmystik. Men Helvi Hämäläinen skildrer kvinden som den aktive part, mens D.H. Lawrence bruger kvinden til at bevise mandens virilitet. Begge betoner det sundt animalske, men kvindens og mandens roller kan ses som hinandens spejlbilleder i deres værker. Det er dog bedre og mere perspektivrigt at sammenligne romanen Lumous (Fortryllelsen) med Iris Uurtos roman Ruumiin ikävä (Kroppens længsel), hvor hovedpersonen forlader sin mand på grund af sin erotiske lidenskab på samme måde som hoved-personen i Helvi Hämäläinens roman.
»Men ethvert kærlighedsforhold afgøres af forholdet mellem kroppene, mellem menneskene i deres helhed, ikke bare af forholdet mellem deres hjerner … Og kroppens geni skriver sig fra dens oprindelse, fra naturen, det er naturgeni … Alene totaliteten er genial, og mennesket er det kun i den grad, som det fatter totaliteten … « (Ruumiin viisaus (Kroppens visdom), 1942).
Det oprør, som de unge kvinder hos Helvi Hämäläinen og Iris Uurto gennemfører, er først og fremmest et kroppens oprør, men bliver efterhånden også »sjælens«.
Kropslig og åndelig kærlighed
Med romanen Säädyllinen murhenäytelmä (En anstændig tragedie) kom Helvi Hämäläinen i modvind, bl.a. på grund af bogens modige kritik af Hitler. Første oplag fra 1939 blev makuleret, og bogen udkom først i 1941. Romanen er bygget op omkring to begivenhedsrækker, hvor den ene handler om en arkæologidoktors ægteskabsbrud med en tjenestepige. Doktorens hustru, Elisabet, lukker øjnene for mandens sidespring på samme måde, som Europa gjorde det for Hitlers magtbegær. Manden bortforklarer sidespringet som en akt af skønhed og glæde, som også hustruen burde kunne glæde sig over på samme måde som han. Den unge pige står for en erotik med et helt nyt indhold. I denne den nye tids »erotiske heksekedel« mister manden helt sin orienteringsevne. Det egentlige problem er imidlertid, at den »åndelighed«, som doktoren og hans hustru repræsenterer, er falsk, og Helvi Hämäläinen blotlægger lige så ironisk som dygtigt spillereglerne i denne de dannedes tragedie.
Også i Irja Sallas (1912-1966) romantrilogi Lisa-Beata, 1940, Kohtalon päivä (Den skæbnesvangre dag), 1942, og Unissa-kävijä (Søvngængersken), 1943, problematiseres en kvindes oprør og fremmedhed gennem en analyse af selvdestruktive mønstre. Irja Salla skildrer et strengt religiøst miljø, hvor seksualiteten stemples som synd, og hvor kvinden ses som symbol på det onde i overensstemmelse med den kristne tradition om Evas syndefald. Skyldfølelsen vokser i Irja Sallas værk til mareridtagtige visioner. Allerede som lille pige er hovedpersonen i tredje del af trilogien sikker på, at hun ender i Helvede: »Jeg er en hore og en tøs – horerne avler horeunger i synd og smuds, og de majer sig ud og lever liderligt«.
Den virkelige tragedie udspilles på et andet plan. En af hovedpersonerne er doktorens søster Naimi, der vender tilbage til sin mand efter 20 års skilsmisse. Ægteskabet gik i stykker på grund af mandens utroskab, men han er forblevet Naimis eneste kærlighed. Endnu 20 år efter har hun en levende erindring om sin ungdoms lillafarvede soveværelse:
»Udmattelsen efter et lidenskabeligt samleje havde altid fyldt hende med billeder, der bevægede sig som et skinnende stof inde i hendes hoved. Hun holdt om sin elskedes hoved med begge hænder og så for sit indre syn en lille bi med gyldne vinger og en rose i munden; den stødte imod soveværelsets loft. Hun lo af lykke, hendes tænder var skarpe, skinnende og spillede en smule i blåt«.