Dorothe Engelbretsdatter (1634-1716) er kendt som den første store kvindelige salmist i Danmark-Norge, der påtager sig en repræsentativ og forkyndende digterstemme.
Hendes vers finder vej såvel ind i det mundtlige og folkelige, hvor de fleste kvinder befinder sig, som i det højtidelige, mandsdominerede og lærde gudshus. Skildringer af det dydige og det kvindelige er temaer, som sammenkobler lavt og højt, ammestue og kirkerum. I modsætning til sine digterbrødre har Dorothe Engelbretsdatter ikke nogen anden beskæftigelse end den at skrive. Hun møder standssamfundets gud, ikke som biskop, officer eller skolemester, men som kvinde. Standssamfundet definerer kvinden ud fra hendes seksuelle og sociale funktion i forhold til manden. Hun er hustru eller ugift, dydig eller løsagtig, og i alle tilfælde ekskluderet fra de patriarkalske professioner.
Dorothe Engelbretsdatter slår en kile ind i dette mandssamfund. Den gode kvinde er ikke blot dydig, hun er også aktiv og skabende. Hun kan have skrivekunsten som profession. Skal hun gå ud over grænserne for det traditionelt kvindelige og skrive vers, må hun eftertrykkeligt vise, at hun ikke også krydser andre af de grænser, der er sat for den sømmelige kvinde.
Den kvindelige skrift befandt sig i sig selv nær det forføreriske. Det er usædvanligt, at kvinder offentliggør digte, der principielt er tilgængelige for alle, som kan købe og læse. Dorothe redigerer omhyggeligt sine vers, samtidig med at hun understreger, at hendes værk er skabt af en præsteenke. Kvindeværket vakte opsigt.
I sin samtid var Dorothe Engelbretsdatter naturligvis kontroversiel. Det vrimlede med modsætningsfyldte karakteristikker af hende. Ofte blev hun hyldet som den kloge og kække gudinde på Parnasset. Nogle nøjedes med at karakterisere hende som en tudesøster. End ikke floder så store som Nilen og Rhinen er så rige på vand som Dorothes pen, hed det. Selv lagde Dorothe Engelbretsdatter vægt på, at hun bar på en »Riimepose«. Hendes digtning var det vigtigste.
Hun skrev mellem 60 og 70 salmer og bønner, hovedsagelig samlet i Siælens Sang-Offer (1678) og Taare-Offer (1685), en større versificeret gendigtning af andagter. Desuden skrev hun mellem 30 og 40 lejlighedsdigte, publiceret i flyveblade.
Dorothe Engelbretsdatter var af norsk-dansk-hollandsk præste og officersslægt. Hun blev født i Bergen på den norske vestkyst den 16. juni 1634 og levede i 33 år som enke efter provsten Ambrosius Hardenbeck, som døde den 13. juni 1683. Da havde hun desuden mistet fire døtre og tre sønner. To sønner rejste ud i Europa, henholdsvis som soldat og student, og kom aldrig hjem igen.
Efter ægtemandens død og tabet af syv børn udgav Dorothe Engelbretsdatter Taare-Offer i 1685. Hun havde ingen kontakt med de to overlevende sønner efter ægtemandens død i 1683.
Hendes levebrød endte med at blive digtningen suppleret af en elendig enkepension. Dorothe Engelbretsdatter blev dermed en tidlig professionel forfatter med digtningen som erhverv. Det var enestående i samtiden.
»Dend første fremkom Quædendes«
Siælens Sang-Offer kom syngende, skrev Dorothe Engelbretsdatter om sit første værk. Da værket udkom første gang i 1678, indeholdt det 36 sange og ydede sit bidrag til samtidens næsten umættelige behov for sangbart stof. Salmeværker var litterære bestsellere, og bøgerne blev hurtigt udsolgt og grundigt slidt. Det gjaldt ikke mindst Siælens Sang-Offer, som i løbet af de næste 210 år udkom i op mod 30 oplag. Dorothe oplevede selv, at værket udkom syv gange, medregnet boghandlersalmebøgerne. Hun føjede nye sange til i hver eneste udgave. I 1699 rummede værket næsten 70 tekster. Mange af disse var nye varianter af tidligere salmer og æresvers. Hun holdt dog fast på det redigeringsprincip, som hun havde benyttet allerede fra 1678. Her var de 11 første salmer knyttet til kirkelige ritualer og højtider, mens de 25 næste drejede sig om tænkte sjælelige situationer.
Sjælsofferet rapporterer om de mest almindelige sjælstilstande for den kristne i forholdet til Gud. Der er salmer, der skal synges på forskellige mærkedage og ved forskellige højtider, og der er appeller til Gud til brug morgen og aften.
»Hver Fugl med sit Næb quiddre maa,
Sin Skabermand at loffve,
Hvi skal min Mund da stillestaa,
Og ey det samme voffve?«
(»Til Læseren«, Siælens Sang-Offer).
Kirkerummet og andagtslivet gav altså Dorothe et udgangspunkt for at skrive. Spørgsmålet er, hvordan Siælen, repræsentativ for alle sjæle, møder den absolutte Gud. Dette spørgsmål rejses konstant både i Siælens Sang-Offer og i Taare-Offer. Iscenesættelsen af sjælsmødet er fast med typificerede roller. Den følger ortodoksiens normer.
Indimellem præsenterer Siælens Sang-Offer koncentrerede og intense salmer, der peger såvel bagud i tid mod mystikkens hengivne tilbedelse som frem mod den individualiserede og inderlige pietisme. Det, at teksterne som regel fører et kvindeligt jeg frem til et møde med Frelseren, var et indbrud i standssamfundets stramme og repræsentative hierarki.
Foruden bibellæsning var Dorothe Engelbretsdatters litterære baggrund formodentlig samtidig populær andagtslitteratur som f. eks. Johann Arndt: Paradises Urtegaard, 1653, og Lewis Bayly: Praxis Pietatis, 1646.
Dorothe Engelbretsdatters inderlige venskab med Gud er desuden en del af samtidens klare forestillingsverden. 30-års krig, pest, ulykker, storbrande og nødår i fødebyen måtte opfattes som vilkår, som mennesker ikke kunne kontrollere. For at opnå bedre tider svarede forfatteren med en individuel skyld og syndsbevidsthed.
Det var særlig vigtigt for en kvindelig salmist at have bodsperspektivet med. Den usædvanlige kvindeskrift var nemmere at godtage, når hun også forkyndte underkastelse som i salmen:
NAar du O! HErre tucter mig,
Da Riset vil jeg kysse,
Og verge mig med Bøn og skrig,
Saa ingen skal mig tysse.
Den kvindelige stemme, det inderlige og intense, bevirker, at en salme med sådanne vers i dag gør et usædvanligt besværgende indtryk. Det er sjældent i salmelitteraturen, at parolen om underkastelse fremføres med en sådan intensitet. Målet er at disciplinere kroppen, at forvandle det rasende »Kiød«:
Men skal det vilde Kiøds Natur
Til Lydighed opveckis,
Da faar det under Risitz Cur
Nedbøyes og Haandkneckis.
Moralen er:
Hvo paa sit Lekom lider Tvang,
Hand lader aff at synde.
Opfordringen til at underkaste sig en straffende Gud er også et kendt træk i mandlige religiøse tekster under den lutherske ortodoksi. Ulykker og akutte epidemier var Guds straf, mente man, og vækkelsesbevægelser, der opfordrede til bod, fik tilhængere i England, Holland og Tyskland. Dorothe ydede sine bidrag – i den »simple Stiil« fra den norske vestkyst. Fysiske pinsler i form af straf eller sygdom hørte til folks almindelige erfaringer. Der var en klar bevidsthed om det onde som noget, der ikke var begrænset til tanken eller samvittigheden. Det onde var kropsligt. For 1600-talennesket var undergangen altid nær og tugt et middel mod fortabelse. Derfor lyder Dorothes opfordring:
Giør Riset lint,
qvist (dvs. slå) ey for hart,
Du vedts hvad jeg kand taale.
(»NAar du O! HErre tucter mig«)
Den anden kom »Hierte Grædendes«
Taare-Offer (1685) er en andagtsamling på vers med udgangspunkt i skildringen af synderinden Maria fra Lukasevangeliets kap. 7:36-50. Et andet udgangspunkt for Dorothes digtning om synderinden i Simons hus er udvalgte afsnit fra den norske præst Peder Møllers Taare og Trøste-Kilde (1677). Og Møllers bog var for sin del en gendigtning af den populære Rostockteolog Heinrich Müllers Thränenund Trostquelle (1675). Bevægelsen fra elendighed til værdighed er central i fortællingen om Maria, og Dorothe Engelbretsdatter gengiver i sin digtning denne struktur. Maria er fuldt bevidst om, at hun har syndet og er uværdig. Gennem forskellige renselsesritualer, hvor hun vasker og kysser Jesu fødder, opnår hun et frelsende møde.
I Taare-Offer er den uværdige kvinde et nyttigt forbillede, fordi hun forandrer sig og bliver lydig. I forlæggene, hos teologerne Müller og Møller, dominerer skildringerne af den elendige og skamløse luder, ond, svigefuld, koket og falsk. Hos Dorothe Engelbretsdatter er det angeren og den følgende forandring, der er det centrale.
Af luderbilledet udvikler Dorothe nye sider af Maria. Taare-Offer er en tekst, der i besværgende rim og regelbundne rytmer beskriver en angstplaget kvinde, som aktivt og generøst modarbejder det onde. Hun vasker Jesu fødder, og hun tørrer, kysser og salver dem. Skal en kvinde, som har været seksuelt aktiv uden for ægtestanden, blive værdig, må hun demonstrere, at hun angrer. Marias gråd bliver i Taare-Offer en offensiv strategi, der fører til løn og accept fra Herren. Gråden får objektiv værdi og kvalificerer Maria til en ny status som værdig kvinde. Hun er den angrende kvinde, som kan ændre sin situation og møde det guddommelige. Paradoksalt nok bliver gråden således en metafor for kærlighed. »Hun maa haft Jesum kiær, der sig saa dypt anmelder. At bare Kierlighed aff hendis Øyen velder«.
I Taare-Offers første del, »Den Taaregydende Synderinde«, er gråden metafor for lidelse: Øjnene bløder. Gråden er et tegn på selvopgivelse: Der tales om at »smelte bort i Graad«. Og der tales om en barnetilstand, hvor Gud er mor:
Her staar det tabte Faar, og græder efter Trøst,
Som Barned op i Graad traar (dvs. higer) efter Moders Brøst.
Lidelse, afmagt og kærlighed forenes i dyd med det formål at nå Gud: »Treng dig ind paa Gud« med tårerne, »de svinger sig hen opad Himmelens Pauluner«. I begyndelsen fremstiller Taare-Offer en slags førsproglig tilstand, hvor gråden er Marias eneste tale. Gråden er en lægende og forsonende kraft, der lader kvinden smelte sammen med guddommen. Den værdige position i Taare-Offer er barnlig og underdanig. Ved Jesu fødder kommer synden, det fortrængte og ubevidste til syne. Jesus frelser. Sådan er også bodsøvelsesprogrammet under den lutherske ortodoksi. Tidligt i teksten sættes tale og gråd op som modsætninger:
Den Bøn har kraftigst Fynd der drenckis (dvs. druknes) i Vandfarve
Slar Læberne skiønt Fejl det vil med Gud dig skarve (dvs. eftergive)
Naar Hierted taler reent gaar din Begiering fort,
Udvortis Tungevaes (dvs. vås) hand acter icke stort.
Gråden er de oprindelige og ægte følelsers kendetegn. Angeren er forudsætningen for, at talen kan få en ny status i det følgende digt, »Den Fod-Tørrende Synderinde«: »Hver Fugl med sit Neb siunger«, hedder det her, og det »dræber icke dig, en stor Mund brummer lit«. Det tredje digt, »Den kyssende Synderinde«, diskuterer forskellige legale og illegale situationer omkring kysset. Den sidste sang, om »Den salvende Synderinde«, stadfæster, at forandringen har fundet sted. Nu er det tid for generøsitet, for at spendere, kysse og salve. »Din Tro har hiolped dig«.
Dorothe Engelbretsdatter viste med sin tolkning af fortællingen om Maria, at kvindelig frimodighed ikke er det samme som hovmod. Så snart Maria begyndte at lade sin gavmildhed strømme mod Jesus, blev hun beskyldt for hovmod. Mesteren derimod tog vel imod hendes gaver, skriver Dorothe og hævder, at han gjorde det samme med de salmer, hun selv gav.
»Her digter og figter for mange mod een«
Striden om Siælens Sang-Offer indledtes for alvor i årene 1680-81. En del studenter i København havde store problemer med at godtage, at en »Quinde-Hierne« kunne stå bag Dorothes salmer. Beskyldninger spredtes med flyveblade og sladder. Dorothe Engelbretsdatters præstemand, Ambrosius Hardenbeck, var sangværkets egentlige forfatter, hed det. Dorothe stjal desuden vers fra andre digtere. Men Dorothe Engelbretsdatter havde også forsvarere blandt yngre mænd. Joachim Kaae fra Bergen havde personligt renskrevet vers fra Dorothes hånd. Rasende kastede han sig ud i denne tidlige strid om kvinders plads i litteraturen og kaldte plagiatbeskyldningernes ophavsmænd for »Sathans Degge-Unger med Giftbesprengte Tunger. Hun intet fremmed Tøy har klinet deriblandt« (dvs. hun har ikke sammenblandet forskellige dele, her: hugget fra andre).
Idéen om originalitet, om det ægte værk og de oprindelige ord havde også vundet indpas, når det gjaldt udformningen af det fælles gods, som salmer og bibelsk litteratur er. Det var vigtigt, at versene blev anerkendt som en ægte »Dorothe Engelbretsdatter«: »Du—vedst«, skrev hun til Jesus, »Hierternes Randsager«, »at dette mit Sang-Offer er icke voxen mig paa Læberne, men oprunden aff inderste Siæl og Sind«. Sit principielle forsvar hentede hun i bibelske forbilleder og i naturen. Gud vil, at fuglene skal synge, for sådan har han skabt dem. Kvinderne er en del af Guds natur og skal være med i Guds kultur. Det var en hjælp for Dorothe Engelbretsdatter at være blåstemplet af en kreds af lærde mænd i Bergen, og at lærde kvinder og mænd i København sagde god for hendes digtning. I Taare-Offers trykke-anbefaling roser Hans Wandall, senere professor i hebraisk, digterinden, fordi hun hører til de »Profetinder som bare fremfører, hvad der stemmer med det rette profetiske Ord og vår derpå grundete kristelige Tro og Bekjendelse«. Denne ros kom efter, at det lærde, skrivende og etablerede København, fra Anna Margrethe Lasson og Leonora Christina til Thomas Kingo, Jens Sehested og Peder Syv m.fl., havde udtrykt stor begejstring for »hvad een Quinde hitter paa« (Kingo).
Men Dorothes rejse til København for at få trykt Taare-Offer og ligprædikenen over Ambrosius satte også andre mandlige fantasier i gang. Rejsen gav grobund for spekulationer om hemmelig elskov. Sådanne historier gjorde den dydige Dorothe rasende. Hun svarede med nidvers og ønskede kastration over de mænd, der tænkte sådan. Det endte med, at hun resigneret gav afkald på sine Københavnsrejser og holdt sig hjemme i Bergen.
En række vers i slutningen af Taare-Offer kan også læses som en allegori over Dorothes kamp for Siælens Sang-Offer – en kritik af dem, der helst fejer for andres dør.
Det blifver best en hver,
Sin egen Sek kun smuk til Møllen bær,
Og pønser jeffnlig paa,
Hand self kand vel bestaa,
At icke fremmed Sorrig,
Giør ham for hastig graa.
Maria møder modstand fra den skriftkloge mand, når hun uforbeholdent af sit »nebb« udøser gaver over Jesus. »Hand ret er Englereen«, skriver Dorothe således ironisk og sparker dermed ud efter de lærde mænd, som møder hendes kvindeværk med mistanke og med beskyldninger for ordskvalder. Hvad enten den kvindelige hovedperson hedder Maria eller Dorothe, er afmålthed og ironi faste elementer i teksterne for at fremhæve, at disse skabende kvinder er guddommelige.
»Sinderig Gudinde kieck«
Til trods for skepsis i udgangspunktet blev Dorothe Engelbretsdatter gennem sin skrivemåde, sin forkyndelse og det kvindebillede, hun fremførte, populær og vellidt af både læg og lærd. Folk blev forbløffede over de rim, hun kunne præstere, og lo af satiren og de rappe svar, hun gav på tiltale. Dorothe Engelbretsdatter legede med, når hun blev opfordret, f.eks. da hun i København, med Thomas Kingo til bords, smedede rim over »een Lever«. Digterbiskoppens godkendelse var væsentlig for, at hun blev accepteret af andre lærde mænd. Særlig vigtig for hende var den københavnske modtagelse. Her traf hun og hørte om digterkolleger, her var et gryende forfattermiljø, der var åbent for eksperimenter med de gamle retoriske figurer og for kvindelig digtekunst.
Thomas Kingos råd til Dorothe Engelbretsdatters kritikere:
Gaar, tager hendes Rok,
I Karle Drøsse-Pinde,
Som ey studere vil,
begynder I at spinde
Gaar, setter Eder ned
at hegle Hamp og Hør!
Mens hun sig priselig
med Pen og Hierne giør.
(Fra Thomas Kingos æresvers i Sidens Sang-Offer, 1685).
Formeksperimenter var dog ikke Dorothes sag. Hun placerede sig trygt mellem kendte barokbilleder.
Blandt de religiøse bøger i boet efter Dorothe Engbretsdatter var sprogværker af den kongelige filolog Peder Syv (1631-1702), hvori det danske sprog ses som en forlængelse af det oprindelige »adamske« sprog. Udgangspunktet for filologien var teologien, men mere uafhængige undersøgelser var godt i gang. Fremkomsten af gode rim og udmærket digtning på modersmålet, blandt andet af pionerer som Anders Bording (1619-1677), gjorde det lettere for en begavet præstekone, der ikke havde systematiske latinkundskaber, at digte og at få plads på det norske og danske parnas.
En sommerdag i 1680 ankom den senere kendte digter Petter Dass (1647-1707) nordfra til Bergen, blandt andet med det formål at skaffe sig et eksemplar af Siælens Sang-Offer. Dorothe måtte give Dass et eksemplar, hun allerede havde lovet væk.
Sinderig Gudinde kieck
Kieck i Pennen, kieck i Bleck
Kieck i Vers at Skrive.
Nympherne beregnes Nie,
Een der til, saa tælles Tie,
Det skal Dorthe blive.
(Petter Dass til Dorothe Engelbretsdatter: »Tacksigelse for Bogen«)
Selv havde hun ingen tilbage, og boghandlerne måtte også melde udsolgt. Petter Dass fik ikke i sin levetid trykt digte i bogform, men for eftertiden står han med sine brede, folkelige temaer som den populære norske barokdigter.
Derimod havde Dorothe Engelbretsdatter en førende position i samtiden. Melodisamlingerne viser, at salmerne blev sunget i mange varianter. Hendes vers var populære at sætte toner til.
Digteræren, de gode kontakter og hendes baggrund i en slægt af lærde danskere, estlændere, hollændere og nordmænd gav Dorothe en stolt selvbevidsthed. Den litterære modtagelse medførte, at hun begyndte at kalde sig selv professionel og til og med indbød andre »Dicte Søster« som Anna Margrethe Lasson til »mit Lau«. Lasson indtog førstepladsen blandt æresdigterne i Taare-Offer, og Dorothe udviklede også tanken om kvindefælles-skabet i sin defensive retorik for kvindekønnet. Gud »sine Naadepund uddeeler til enhver,/ Blef ieg paa den Maneer for Quinder et exempel/ Har Herren dig, och mig io tegned med et stempel«.
Selvbevidsthed og position medførte også, at Dorothe Engelbretsdatter tidligt, efter bitter strid, fik privilegium på, hvem der måtte udgive hendes digte. Mens Petter Dass ville have været lykkelig for at finde en forlægger, blev Dorothe udsat for falske udgaver af Siælens Sang-Offer. Christian Cassube, en forretningsmand med kontrol over både et forlag og flere boghandler, indså, at øget læseevne gjorde bøger og ikke mindst nedskrevne salmer til en god forretning. Han optrykte Siælens Sang-Offer og var hverken særlig omhyggelig med rimenes korrekthed, sangenes rækkefølge eller melodivalget. Han havde ikke regnet med at få med en kvinde at gøre, som anså digtningen for sin profession. Hun krævede hånd og halsret over det værk, hun så som en del af sig selv: »Det smerter mig giennem Marff og Been«, skrev hun om Cassubes fejltryk, »mit Sang-Offer ieg offred Gud, skal saa beskiemmes for umættelig Folchis Timelig Profit skyld«. Den 11. juli 1682 opnåede Dorothe Engelbretsdatter kongeligt privilegium for 10 år på grund af Cassubes ukorrekte optryk. Der skulle betales 100 rigsdaler i bod for hvert falsk eksemplar. Dorothe Engelbretsdatter fik nyt privilegium på sine bøger i 1692.
Et glubsk, vanartig, skamløøs Spog (dvs. usling)
Har hemmelig trykt denne Bog
Og saa, beviist sit Mester-Stykke,
Hand burde faa dend onde Lykke.
Eja langfingrede trykkendtør (trykker)
Styg rusk (dvs. rod, uorden)
giør dine Nidings Kør (dvs. klør)
Profiten ligger dig i sinde
Saa trykkes Guds oord hend i blinde.
(»Æredigt over Trykkerens berømmelig Gierning«, første to strofer).
»Med en Pen i Graad poleret«
I sin dedikation til dronning Charlotte Amalie anfører Dorothe Engelbretsdatter angst som grund til at skrive Taare-Offer. Dårlig økonomi er årsagen til, at hun anmoder kongen og dronningen om skattefrihed under sit ophold i København i 1684-85. Hendes skildring af skattefogeden er nærmest realistisk:
Jeg, naar Angsten dominerer
I mit hovet som een Elf,
Er saa red for exeqverer (dvs. skatteopkræveren)
Som for Busse-Manden self.
(Den Stormægtigste og Højbaarne Monarch Christian Den Femte)
Dorothe slap for at betale skat. Velhavende var hun trods alt ikke. Ambrosius havde ikke efterladt sig meget:
Mest Evig varig ting min Hosbond samled paa,
Fra Rigdom er jeg fri, Fra armod lige saa.
Dorothes digtning medførte altså økonomiske privilegier. Hun endte ikke som en stakkels præsteenke, der måtte finde sig en ny mand til at forsørge sig. Hun erkendte tidligt, at det at være »Poetinde« gav en enestående erhvervsmæssig position i samtiden. Skolegang havde hun, så vidt vi ved, ingen af, med undtagelse af den oplæring hun fik hjemme hos sin far, som var skolemester og senere præst. Men hun kunne mere end sit fadervor. Af teksterne ser vi, at hun kunne tysk og en del latin.
I 1500-, 1600- og 1700-tallets Norge var der kun i ringe omfang tale om en norsk national bevidsthed. Dorothe Engelbretsdatter markerer, i modsætning til de fleste forfattere, at hun er norsk, når hun har brug for at distancere sig fra den københavnske sladder og fremhæve, at hun er et naturligt kildevæld af rim. Embedsstanden var domineret af latinpoeter. De skrev i første række hverken for at få trykt eller solgt bøger, men på bestilling. Nogen digtende norsk adel fandtes ikke. Bønderne havde en rig tradition for mundtligt overleverede fortællinger, som nu gradvist blev nedskrevet. Dorothe Engelbretsdatter fik betydning, fordi hun digtede vers, som passede ind i en folkelig, religiøs tradition. Den lærde teologi, filosofi eller geografi, som bøger ellers tog som udgangspunkt, var ikke hendes felt.
Men hun havde også en lokal fortælletradition at bygge på. Bergens Kapitelbog af Absalon Pederssøn Beyer (1528-1575) handler om dagliglivet i Bergen, sådan som også Dorothe kunne fortælle om det i sine lejlighedsdigte.
Fra 1678 til 1888 udkom mellem 20 og 30 udgaver af Siælens Sang-Offer.
Det er sensationelt, at hendes velklingende digte i 1685 – i løbet af seks år – var udsendt i lige så mange oplag som selveste den fynske biskop Thomas Kingos (1643-1703) Aandelige Siunge-Koors. 1. Part (1674) nåede på ti år.
Eftertidens omtale af Dorothe Engelbretsdatter har fulgt bestemte mønstre. De negative domme dominerer gennem 1700- og 1800-tallet. Da originalitet kom på mode i 1800-tallet, blev hendes vers vurderet som ret uoriginale. Hun er for påvirket af forkynderen Johann Arndt og salmisten Thomas Kingo, hedder det. Andre forklarer den position, hendes vers havde, med at den mandlige interesse mere gjaldt kønnet end digtningen. Man fandt hendes ironi vulgær, og satiren, som er Dorothe Engelbretsdatters bedste og mest vittige form, var i forhold til de senere normer for kvindelighed for grov. Det lykkedes heller ikke Dorothe Engelbretsdatter at blive stående med et rygte som from poetinde. Hun havde for mange følelser, hed det, for mange ord. Hun er af »dend slags der artig kunde snakke«, og enhver kan på kort tid lave »et Hundred Vers tillige«. Hun er for mystisk, for streng, for inderlig og ikke mindst for kvindelig. Kun i ganske få tiår var det acceptabelt for et kvindeligt jeg at synge »aff fuld Mund«, som om kvinder repræsenterede alle mennesker.
I dag findes to salmer, »Afften Psalme: DAgen viger og gaar bort« og »Om det Evige Liff: OM Verden med sin Glæde sviger« i Norsk Salmebok. Julesalmen »Paa Jorden Fred og Glæde« er i brug, og i folkevisemiljøet synger man stadig vers efter værdige Dorothe Engelbretsdatter. Kun få har haft øre for hendes besværgende, gentagende, næsten moderne rytmer og for den mystik og uro, som findes i hendes rimpose. Man behøver ikke gå længere end til det uddrag af salmer, som er samlet i Norsk Salmebok, for at finde Dorothes konkrete og sanselige billeder og klare krisebevidsthed. Situationen er urovækkende:
Om Kaars (dvs. kors) aff alle Hiørner kiger,
Og stirrende indtil mig ser.
(»Om det Evige Liff«)
Fire Fiele (dvs. brædder, her: kisten) er min pragt
Hvor udi jeg bliffver lagt
Med it Lagen og lit meer
Eyer icke saa en Feer (dvs. fjer).
(»AfftenPsalme«)
For den første »Hun Poet i Arve-Kongens Lande« er person og sag, dyd og digtning, identiske. »At skrive Vers, at ride Hest/ I Krigen modig være/ Det stedse sømmer Manden best/ Er Quinder ingen Ære«, skriver digteren Tøger Reenberg (1656-1742) om Dorothe i sin Forsamling paa Parnasso fra 1699. Dorothe Engelbretsdatters digtning blev et forsvar for den dydige kvindepen og dermed en begyndelse til at gøre pennen til et redskab, der ikke var forbeholdt mænd.