Katri Vala (1901-1944) udtrykte allerede i sin debutsamling Kaukainen puutarha (En fjern have), 1924, en ny vitalistisk livsfølelse. Symbol for livskraften var jorden, hvis evne til fornyelse var uudtømmelig som vist i »Kukkiva maa« (Blomstrende jord):
Jorden bruser af syreners
blårøde klaser,
hæggenes hvide blomsterskum,
tjærenellikers røde sværme.
Blomstrende i blåt, i gult, i hvidt
bølger engene som vanvittige have.
Duften!
Skønnere end hellig røgelse!
Hed og sitrende – berusende med galskab!
Hedensk duft af jordens hud!
Leve, leve, leve!
Leve uden måde den høje stund som er!
I herlig blomstring
med vidåbne kronblade
svimmelt betaget, solberuset leve!
Det nye i Katri Valas lyrik er den stærke visualitet. Et andet særpræg er den frie rytme, som til dels takket være hende fik sit gennembrud i finsksproget lyrik. Katri Vala var i 1920’erne den centrale skikkelse i en litterær gruppe, Fakkelbærerne, som var det selvstændige Finlands første forfattergeneration. De unge forfattere stillede sig i bevidst opposition til de litterære konventioner. Det eksotiske billedsprog i Katri Valas lyrik kan også sættes i forbindelse med modernisternes anvendelse af primitive og eksotiske elementer i århundredets begyndelse. De så i de primitive kulturer den oprindelige livskraft, som kunsten behøvede for at kunne forny sig, og den eksotiske emnesfære blev sat i kontrast til den herskende kultur.
I samlingen Kaukainen puutarha (En fjern have) knytter de eksotiske billeder sig til kærlighedsmotivet. I mange af kærlighedsdigtenes landskaber lyser månen som et stærkt kvindeligt symbol. Månen hører her ikke længere sammen med død og vinter som i samlingens indledende digte, men med kærligheden. Solen, som symboliserer mandlighed, har ikke nogen dominerende stilling her.
I samlingen Sininen ovi (Den blå dør), 1926, (sv. udg. Den blå dörren, 1954) får kærlighedsekstasen en central plads. Det erotiske miljø er ofte en eksotisk hytte eller »det lille hus i ødemarken« . Ifølge samlingens titeldigt er den blå dør »en vej til alt det/ som ikke er,/ det som vi bare drømmer om«. Nogen synd indgår ikke i den erotiske emnesfære, og kærligheden skildres åbent.
Døden optræder lige fra begyndelsen som et centralt element ved siden af livet i Katri Valas lyrik, men vokser til et tema i Maan laiturilla (På jordens bro), 1930. Liv og død kan nu optræde som jævnbyrdige alternativer. I digtet »Onnellinen« (Lykkelig) føler digter-jeg’et sig stående mellem »to vidunderlige tilstande«, livet og døden, »vidunderligt lokkende/ som bare eventyret og det ukendte kan være«. Døden er et alternativ, som er virkeligere end før, og den anvendes ikke længere for at skabe kunstige angstbilleder.
En årsag til Katri Valas optagethed af døden var, at hun selv var blevet syg af lungetuberkulose. Sygdommen indebar, at hun isoleredes fra andre mennesker, eftersom angsten for sygdommen betød, at man undgik berøring med den syge. Digtet »Autio kaupunki« (Øde by) spejler digter-jeg’ets følelser af ensomhed og isolation: »Mit hjerte er en by,/ som er forladt af sine indbyggere. / … / solen skinner i angst på genstande,/ som berøres af ingen«. (Maan laiturilla (På jordens bro), 1930).
Samlingen Paluu (Genkomst), 1934, viste, at kontakten til andre mennesker var genoptaget. Den individuelle lidelse får også nye proportioner, eftersom den her sættes i relation til en kollektiv angst. Indledningsdigtet, »Pajupilli« (Pilefløjten), kan ses som en lyrisk version af Karin Boyes artikel »Tendens och inverkan«. Digtets jeg vil ikke være nogen fanebærer i samfundskampen, selv om hun ser verdens nød. Hun er bare et »piletræ, hvor verdens oprørsånd skærer en enkelt fløjte/ for at spille en melodi,/ med storm, angst og kærlighed/ og en smule morgenrøde i«. Bedst tjener en kunstner den fælles sag ved at holde menneskenes mod oppe.
En helt ny motivkreds i Paluu er moderskabet. I stedet for de tidligere samlingers romantiske kærlighed skildres nu et intenst forhold mellem mor og barn. Mor og barn skaber en egen verden, og manden står uden for denne tryllekreds. På den anden side får moderligheden et videre indhold i digtene og får karakter af samfundsmoderlighed.
I digtet »Aidit« (Mødre) fra Katri Valas sidste digtsamling Pesäpuu palaa (Skytstræet brænder), 1942, hedder det: »Smerteligt at være moder/ i denne verden./ Frygteligt er du såret, smukke liv, når mødrene siger:/ bedre for barnet at dø«. Digtet munder dog ud i et optimistisk håb om en bedre morgendag for børnene og for hele verden: »Måske de kommer?/ frelser?/ de stærke, de rene, de frygtløse!«
Katri Vala deltog også i samfundsdebatten som causeur. Hun talte bl. a. for, at man skulle oprette kontorer for seksuel oplysning. Af den grund blev hun i den konservative presse anklaget for usædelighed. Katri Vala irriterede også moralisterne ved at forsvare Agnes von Krusenstjerna, hvis værker hun delvist havde oversat ligesom Karin Boyes og Moa Martinsons.
For en bedre verden mod krig og fascisme
For Elvi Sinervo (1912-1986), som debuterede med novellesamlingen Runo Söörnäisistä (Et digt fra Sörnäs), 1937, blev kvindefængslet en livsafgørende erfaring. Elvi Sinervo, som var den mest betydelige prosaist i den venstreorienterede forfattergruppe Kiila, blev i 1941 idømt fire års tugthus. Hun anklagedes for at have deltaget i illegal venstrevirksomhed.
I fængselsårene skrev Elvi Sinervo bl.a. digte, der udkom i samlingen Pilvet (Skyer), 1944. Digtet »Pilvet« fortæller om, hvordan det var at komme i fængsel: »Jeg levede, elskede/ og da jeg var 30 år/ blev jeg klædt i fangedragt«. Nogen forbrydelse vedkender hun sig ikke, hvis ikke det at leve og elske er en forbrydelse. Digtenes jeg er politisk fange, men hun føler også på grund af sin seksuelle indstilling, at hun tilhører en anden gruppe end de kvindelige fanger, som »ved foden af den hvide mur/ binder …/ smørblomstkranse til de kvinder de elsker«. Tabet af friheden er en rystende oplevelse, også for den, som ved at have gjort det rigtige.
Men gråd hjælper ikke i kampen mod ufornuft. Bedre virkning har »latterens granat«, som i digtet »Nauru« (Latteren) flyver i ansigtet på bødlerne: »Flyv, min latter,/ eksplodér, røde latter!«
Det var forbudt at se ud over fængselsgården. Gennem vinduet kunne fangen kun se skyerne på himlen, og de bliver i Elvi Sinervos senere produktion symboler på længsel. Også drømmene åbner en verden, hvor det er muligt at få afløb for angsten. I drømmene mister også forskellene mellem kvinderne deres betydning, og ligheden betones. Bag fangens »politiske menneske« er der en kvinde, som længes efter sine børn og sin elskede, som i digtet »Yön tullessa« (Når natten kommer), Pilvet, 1944:
Gennem låste døre når mig søvnen
i en sort, blid fugls havn.
Jeg smyger mig som før, skælvende af lykke,
ind i din elskede favn.
Allerede i fængselsårene udkom der blandt de politiske kvindefanger et »førsteoplag« af Elvi Sinervos digte med omslag af fangedragtstof. Digtene viser, hvor betydningsfuld solidariteten var inden for dette kvindekollektiv. Det var forbudt fangerne at tale med hinanden, men de kommunikerede med en banken fra celle til celle. Også blikke og tegn var et sprog, som anvendtes. Digtet »Rangaistussellissä« (I fængselscellen) fortæller om det ordløse sprog:
Snart visner din blomst, søster.
Der er så mørkt her.
Gløden den havde, er slukket i mine hænder.
Men endnu stråler de visnende kronblade
af den gave, jeg modtog, et menneskes smil.
Den, som af medfangerne blev mistænkt for at være angiver, blev sat uden for fangefællesskabet. I romanen Toveri, äla petä, 1947 (Svigt ikke, kammerat, 1982) viser Elvi Sinervo, hvor streng denne straf er. Bogens hovedperson, Marja, har ved en fejltagelse afsløret en kammerat. Hun bliver udelukket af fangekollektivets fællesskab og får sin angst ud ved at tale højt med sig selv om det, der er sket:
»Da jeg var ensom og ingen kammerater havde, begyndte jeg at tale med mig selv. For det meste talte jeg sagte, men undertiden kunne jeg selv mærke, at jeg hævede røsten. Jeg talte til mine kammerater på den anden side af væggen, jeg forklarede dem det hele og forsikrede, at de nok skulle komme til at forstå mig, så snart de fik alt at vide. – Jeg eksisterede jo ikke for dem, og jeg så heller ikke længere på dem. Hvis det hændte, at en af dem blev placeret foran mig i geleddet, så hun tværs igennem mig, hvis vi kom til at stå ansigt til ansigt under gårdturen, fordi jeg ikke havde vendt mig hurtigt nok om«.
Elvi Sinervo skildrer allerede i sit betydeligste værk Viljami Vaihdokas (William Skifting), 1946, betydningen af at høre til i et fællesskab.
Bogens titelperson er en dreng med klumpfod, som dør i fængsel på grund af mishandling. Der er en vis lighed mellem ham og Jeanne d’Arc og andre frihedskæmpere, som har troet på sejr for deres idéer. Lige siden han var barn, har han følt sig som en fremmed i verden. Det er først blandt sine kammerater inden for venstrefløjen, han finder samhørighed.
»William Skifting sad i salen sammen med hundredvis af andre mennesker. – Hans ansigt var fælles med alle deres, som sad her i salen. Han havde ikke nogen egen krop længere, intet haltende ben, som adskilte ham fra andre mennesker, og som havde beredt ham så megen lidelse. Han havde ikke nogen egen lidelse og ikke nogen egen glæde og ikke noget eget liv, hverken i fortiden eller i fremtiden«. Elvi Sinervo skildrer i denne roman en utopi af en socialistisk stat »på den anden side af den mørke skov«.
Elvi Sinervos forfatterskab hører med sit emnevalg til den antifascistiske litterære tradition. Krigen mellem Finland og Sovjetunionen så hun som en del af en verdensomspændende kamp. Hun jævnførte den venstreradikale underjordiske virksomhed i Finland med den europæiske modstandsbevægelse.