»Jeg kan mærke De har forslugt dem paa Ellen Key, paa Kvindesag i det hele taget«. Sådan hedder det om hovedpersonen Birgitte i Thit Jensens (1876-1957) fortælling Familien Storm. Sandt er det, at den unge Thit Jensen placerer Ellen Key på sine hovedpersoners bogreoler, og sandt er det også, at netop personlighedsprojektet – at blive en karakter, der står på egne ben, sætter sin vilje igennem og har sine meningers mod – bliver en drivkraft i hele hendes samtidsforfatterskab. Thit Jensen tager åbenlyst Ellen Keys udfordring op: Hun vil være en ny kunstnertype. Fra Johanne Marie i fortællingen To Søstre, 1903, over Birgitte i Familien Storm, 1904, Sarah i Martyrium, 1905, Eleonora i Ørkenvandring, 1907, Mona i I Messias’ Spor, 1911, til Gerd i Gerd, 1918, og i Aphrodite fra Fuur, 1925, vendes og drejes, samles og splittes denne drift mod det personlige. Drømmen om helhed styrer personlighedsprojektet: at kunne elske og arbejde, dyrke sig selv og tjene andre, forene det private og det samfundsmæssige, blive kunstner, ikke blot af navn, men af gavn. Det er en kvindelig omsorgsstruktur, der samler Thit Jensens personlige og kunstneriske visioner.
Set fra denne vinkel starter hendes egentlige forfatterskab først i 1905 med samfundsromanen Martyrium. De to første bøger, debuten To Søstre og fortællingen Familien Storm, står, med deres billeder på en kvindelig kunstners konfliktunivers, som dybt personlige opgør og optakter. Angsten for omkostningerne dominerer. For at vokse i kunst men tabe i menneskelighed. For at vinde kærlighed i skrift men miste den i virkeligheden. At skrive sig ud af livet i stedet for at vokse sig ind i det.
I begge bøger spiller det radikale kunstnermiljø omkring broderen Johannes V. Jensen en hovedrolle. Det er hans forvaltning af en kunstnerrolle, et radikalt frisind og et tvetydigt kvindesyn, Thit Jensen skriver sig op imod. Vi møder ham som Oluf i To Søstre og som Vally i Familien Storm. Digterspirer med usvækket tillid til egne evner og egen dømmekraft. De dyrker den frie kærlighed, plæderer for kvindens selvfølgelige ret til at leve efter sin lyst. De skriver bøger »Verden ikke har set magen til«. Store i ord og i tro på egen ufejlbarlighed men små i menneskelighed, lyder Thit Jensens dom. Et kunstnermiljø, hvor man bliver »stof« for klanen, hvor man imod egen kunstnerisk overbevisning roser »vennebøger« til skyerne i pressen, kalder på stærke, frigjorte kvinder, men dog ender med at dyrke »det milde, lidt enfoldige, som giver Kvinden sin Charme«.
Kan man som kvinde vælge kunsten, arbejdet, uden at miste kærligheden? spørger Thit Jensen i debutbogen To Søstre, 1903. Rent umiddelbart er svaret nej! Men ser man søstrene som udspaltninger af samme sind, som poler i et kunstnerisk konfliktunivers, bliver svaret et tøvende ja! Hvis man får søstrene i sig selv til at hænge sammen, får iagttager- og udforskningstrangen beriget med kærlighedsevnen, så går det. Men hvilken kærlighed?
o Søstre handler faktisk om tre. Lilli Rosen står midt mellem søstrene. Foragtet af den monogamt elskende Agda, dyrket af den golde Johanne Marie. Væsentligere end birollen antyder. Hun er Thit Jensens første despektfyldte hetære-billede, her satirisk udformet som kvinden, der dyrker den frie kærlighed, men inderst inde længes efter mand og faste forhold. Som billede på driften bliver hun den tredje søster, som Thit Jensen senere må erkende ikke sådan lader sig isolere og sætte på sidespor. Begæret findes, og det gør hverken det personlige eller det kunstneriske projekt lettere.
Det er aggressive billeder af en boheme, Thit Jensen fremmaner – og aggressionen bliver kreativ: Thit Jensen svarer med en omtolkning af en kunstnerisk praksis. At svigte sig selv er at svigte andre, er at svigte kunsten og dens mening i livet, konkluderer hun og kobler dermed den personlige vækst med den samfundsmæssige og den kunstneriske. »Sviget« bliver bærende – ikke blot for hendes kritik af et radikalt kunstnermiljø – men også for hendes visioner om en kunst, der tillader både sig selv og sin kunstner »at vokse i menneskelighed«.
I Thit Jensens fortolkning bliver »sviget« et kvindeligt eksistensvilkår. Ud af det springer den energi, der kan destruere eller erobre. Den kan udarte til hævn og dø i gold selvdestruktion, som det sker for Johanne Marie i To Søstre. Men den kan også, som hos Birgitte i Familien Storm, vendes og blive en kreativ kraft, der omformer personlig fortvivlelse til social harme over uligheden mellem mænd og kvinder i en patriarkalsk styret orden. En harme, der fastholder kærlighedsevnen som grundlæggende og troen på de forbedringer, en social, en politisk og en kunstnerisk indsats kan skabe, som nødvendig. Dermed vendes forholdet om. Kunsten er ikke til for sin egen skyld, ej heller for kunstnerens. Den er blevet en del af et omfattende socialt, politisk og humanistisk engagement.
Set fra en nutidig synsvinkel kan det undre, at der skulle så mange armsving til for at formulere et ståsted for en kritisk kvindelig realisme. Men det var stærke kræfter i samtiden og i sig selv, Thit Jensen udfordrede. Under de smukke billeder af en kunst og en kunstner, der kan vokse i menneskelighed, skjuler sig spørgsmålet om ny identitet. Hidtil har kvinder hentet identitet i kærligheden. Nu skal de hente den i arbejdet. Kun sådan kan den undertrykkelse, der har præget kærlighed, ægteskab og familieliv, ophæves, og mænd og kvinder mødes på lige fod. Det er den tankemæssige vision. Den er grundlaget for den kritiske kvindelige realisme, der bærer Thit Jensens tidlige samfundsromaner. Først gennem dem melder formen og æstetikken sig som et selvstændigt problem.
Med Birgitte, hovedpersonen i Familien Storm, kastes vi som læsere atter ind i konflikten mellem kunst og kærlighed. Men konflikten er samlet. Det er kræfter i Birgitte selv, der kæmper. Hun må Thit Jensens vej gennem rejse, arbejde, sult og eget værelse, før hun kan konkludere, at »kun gennem hendes Arbejde kunne nogen Mand få varig Betydning for hende«. Den lille sætning rummer romanens kunstneriske gennembrudserkendelse: kærlighedsidentiteten er opgivet. Det betyder ikke, at begæret er nedlagt og kammeratligt samvær sat på dagsordenen, men at kun dér, hvor hun møder fuld respekt for sig selv som selvstændig kunstner, er der grundlag for et seksuelt forhold. Splittelserne og det ufrivillige afkald går igen i det senere forfatterskab, men frem til 1918 båret af en vision om ny sammenhæng og forsoning: Kunsten kan vise veje mod de ændringer, der er nødvendige.
Overbevisningens kraft og formens grænser
Med Familien Storm har Thit Jensen fundet sit ståsted. Angsten er overvundet, valget truffet, splittelserne bilagt. Blikket vendes fra hende selv mod de forhold i samfundet, der har ændringsbehov. De første romaner afsøger systematisk elendigheden i danske kærligheds- og ægteskabsforhold omkring århundredskiftet. De skildrer den nedbrydning af kvindelige evner og energier, der finder sted, fordi selv stærke kvinder, som Sarah i Martyrium, vælger kærligheden frem for selvstændigheden og tror, at de med den kan rette op på viljeløse, klynkende og selvovervurderende mænd. Gradvist sker der et skift. Fra Mona i I Messias’ Spor, 1911, over Karla Blume i Stærkere end Tro, 1915, til Gerd i romanen af samme navn, 1918, vandrer »det tyvende Aarhundredes Kvinde« ind i Thit Jensens romaner og fortællinger. Hende der trodser sin egen lyst, ikke lader sig fange af kærlige forsikringer, men vil være menneske først. Til og med 1918 er det hendes urokkelige overbevisning, hendes skånselsløst afslørende, drillende og selvsikre blik, der bærer Thit Jensens reformationsiver frem – i journalistik og i skønlitteratur. Med denne nye kvinde er modsætningen mellem arbejde og kærlighed midlertidigt bilagt. Herfra vil den kvindelige vilje til godhed og omsorg brede sig samfundsomformende: Hykleriske kirkesamfund og dobbeltmoralske prædikanter vil få lært, at indsigt i menneskesindet og næstekærlighed er religionens eneste opgave. Begæret vil finde sin plads i nye kammeratlige ægteskabsforhold, den kvindelige seksualitet vil få vilkår, der styrker lysten og betrygger fødselsvilkår og moderskab. Thit Jensens tro er grundfæstet, engagementet totalt. Hun vil det hele og helst på én gang.
I samtidsromanerne Martyrium, Ørkenvandring og I Messias’ Spor gennemsyrer den kvindelige indignation skriften og skaber Thit Jensens romancollage: start i det mytisk-symbolske, tilløb via det slægtshistoriske og så – i et rask spring – ind i det samtidige. Her bliver den kvindelige hovedpersons sociale og psykiske projekt handlingsbærende. Men bipersoner og bihandlinger tiltvinger sig bestandig plads til satiriske udfald mod religiøst hykleri, mod den skvattede bestand af mandlige alkoholikere, morfinister og syfilitikere, der underminerer kvinders helbred og arbejdsindsats og truer børnenes liv, og til foredragsagtige indlæg i tidens kvindelige hovedspørgsmål: Den manglende myndighed i ægteskab, i forhold til børn, til penge, til arbejde og politik, der gør det umuligt for kvinder selv at tage over, hvor mænd svigter. Det kvindelige udviklingsforløb bliver en ramme omkring forskellige »tekster«: aggressivt propaganderende, satirisk udleverende, solidarisk indlevende. Sammenhængende og levende som tidsbillede, men ikke som romanform. Det mytisk-symbolske rummer en billedligt skildret determinisme, der kommer i modsætning til det sociale engagements tro på reformers betydning. Det slægtshistoriske, der skulle bære rødder og kontinuitet, isoleres. Thit Jensen vil mere, end de gængse romanformer magter. Hun kombinerer udviklingsroman og dannelsesroman med social reportage, tangerer en kollektivform, men uden at finde den. Resultatet bliver en formsprængning, der ikke fører til den nye form, der kunne samle og befordre hendes erobringslyst:
»(Jeg fik) af kompetente Kritikere at vide, at min sociale Propaganda tyngede mine Bøger og skadede det digteriske. Og det var rigtigt, det forstod jeg, da det direkte blev sagt til mig. Måske derfor var det jeg valgte Foredrag ved siden af, dær jeg fik al ønskelig Anvendelse for mine sociale Forbedringsønsker«, fortæller hun i erindringsbogen Hvorfra? Hvorhen?, 1950. Der behøver ikke være noget modsætningsforhold mellem det sociale og det kunstneriske. I dele af disse romaner er den sociale indsigt og indignation kunstnerisk forløst. Derfor lever de – også i dag. Men – hver af romanerne rummer stof til fem. Den ene forløses, de andre ligger halve og kvarte tilbage med usandsynlige skikkelser og ufuldførte linjer. Derfor blev den konsekvens, hun drog af kritikken, rigtig.
Fra ca. 1909 kanaliseres det tidsaktuelle sociale og kvindepolitiske engagement ud i artikler, polemikker, foredrag, foreningsdannelser og foreningsarbejde. Thit Jensen rejser landet – og udlandet – rundt. I Dansk Kvindesamfundskredse, i biografteatre, i forsamlingshuse taler hun om Moral, 1909, Kvindens Plads, 1912, Forstandige Ægteskaber, 1914, Forældreglæder, 1916, Amerikas Mand, 1921, Feminismen, 1922, Frivilligt Moderskab, 1923, Den feminine Mand, 1923, Børnebegrænsning, 1924, Kammeratægteskab, 1928. I 1917 står hun som medstifter af Københavns Husmoderforening, 1924 stifter hun sammen med lægen Jonathan Høgh von Leunbach Foreningen for seksuel Oplysning, og i 35 år sidder hun i forfatterforeningens bestyrelse. Denne udbredte brug af tidens medier gjorde hende kendt – og berygtet. Hun var for seksualoplysning og prævention, for social indikeret abort, for skilsmisse. Rap i replikken og ikke bange for i kampens hede at udslynge meninger, hun i mere eftertænksomme stunder måske ville modificere. Kønskampe i Thit Jensens regi vindes ikke med vag finfølelse. Reaktionerne udeblev ikke.
»Den Sum af Skade og Ulykke, som Forfatterindens aarelange Anti-Storke og ProKammerat-Ægteskabs-Agitation gør i Retning af at forvilde Nutidens Ungdom, er ligesaa umaadelig som umaalelig. Den er sandsynligvis endnu langt større, end den, der er udøvet af samtlige de mandlige Sædelighedsforbrydere, der for Tiden afsoner deres Brøde i de danske Fængsler«.
Sådan rasede professor i nationaløkonomi K. A. Wieth Knudsen i Nationaltidende i 1929, og satiretegnerne boltrede sig.
Thit Jensen tog sig med sin kirke- og ægteskabskritik, med sin kamp for seksualoplysning, prævention og frivilligt moderskab vældig radikal ud. Det var hun ikke. Hendes indignation og aggressivitet udsprang af »sviget«, hendes urokkelige tillid til reformer til gengæld af den lille romantiske skæbnefigur, der er en uløselig del af det og som ufortrødent vandrer videre i det skønlitterære forfatterskab: Den eneste ene, kærlighedens tvillingesjæl, der, når vi først har mødt den, for altid lever usvækket i os. Netop denne figur genåbner efter 1918 den splittelse mellem selvstændighed og arbejde i Thit Jensens forfatterskab, som hun mente at have skrevet sig ud af. Men indtil da gør den indre ro og ydre overbevisning, der præger det journalistiske virke, sig også gældende i det skønlitterære.
Hovedtemaerne er givne, stof har hun nok af, det er formeksperimenterne, hun nu kaster sig ud i. Hun kæmper med skikkelsernes psykologi, med miljø- og naturbeskrivelsers betydning. Sandheden skal vokse ud af stoffets formgivning, ikke ud af forfatterens overbevisning. Thit Jensen har ro i sig til at forsøge igen og igen. Hun kaster sig ud i det mystisk-spiritistiske, i det lyrisksentimentale, i det satiriske og i en række variationer af det psykologisk-realistiske. Ikke altid med held. Sagn og Syner. Mystiske Fortællinger fra Island, 1909, Det banker. Fire Historietter, 1911, Elskovs Forbandelse. Nutids-Roman, 1911, og Stærkere end Tro, 1915, varierer kendte temaer. De er spændende som stiløvelse i en forfatterskabssammenhæng, ellers ikke.
Men fra 1915 begynder hun at få greb om både stof og form. En psykologisk funderet realisme, der kan andet og mere end blot profilere sin forfatters overbevisninger om mænds driftsmæssige dekadence, homoseksualitetens farer og de nye kvindetypers samfundsrevolutionerende mission. Med Jorden, 1915, og Jydske Historier, 1916, forlader hun det storbyens Sodoma og Gomorra, der indtil da har været forfatterskabets primære stoffelt, vender blikket mod det jyske barndomsland og møder her en lavmælt sprogtone og en skikkelsernes tavshed, der bliver kunstnerisk forløsende. Med den og med den indirekte genspejlende synsvinkelteknik, hun udvikler til perfektion i de kærligtsatiriske skildringer af ægteskabet med Hr. Berger intime, 1917, vender hun tilbage til sit samtidsforfatterskabs hovedtema: kvinden mellem kærligheds- og selvstændighedsidentitet – og skaber romanen Gerd. Forfatterskabets kunstneriske højdepunkt og samtidens ubetinget bedste danske kvindelige roman.
Gennembrud og opbrud
»Selv om hun blev gift – og selv om det blev med en Mand, der forstod hendes Arbejde – saa vilde hun alligevel altid komme til at leve sit indre Liv alene« (Familien Storm).
Læser man Thit Jensen biografisk, kan denne konstatering åbne mod den spiritistiske udødelighedstro, hun havde overtaget fra sin far, og som satte hende i forbindelse med både fortids- og fremtidsånder. Men i forfatterskabssammenhængen spiller denne spiritisme en underordnet rolle. Vi møder den primært som en sjette sans, en evne til at lytte indad og fornemme, hvornår selvstændigheden og omsorgen for andre krænkes. En særlig evne, der i Thit Jensens verden adskiller det kvindelige forståelsesunivers fra det mandlige – uden at den dog behøver være forbeholdt kvinder. Også mænd ejer den, de erkender det blot sjældent.
Det er i denne sammenhæng, citatets konstatering må forstås. Mænds og kvinders blik på verden og på hinanden er forskelligt. De ser hinanden, men i stedet for at forstå, hvad de ser, griber de til de samfundsmæssige drømme- og skræmmebilleder (engel/heks, madonna/luder), der forhindrer nyudviklinger og kaster begge parter tilbage i hver sin ensomhed. Den kerne, der skulle forløses af den anden, forbliver uset, og rummet omkring dem fyldes med magt, misforståelser og tvetydighed. Hvad der burde blive lykke, bliver kiv og kamp. Det er denne kønnenes indre ensomhed, Thit Jensen søger at fange i struktur, i dialoger, i skærende og spejlende synsvinkler. Med Gerd lykkes det. Alt bygges op på kontrasterende mands- og kvindesynsvinkler, kun naturbeskrivelserne røber, at en partiskhed findes.
Gerd, den rødhårede præstedatter på Fuur, er moderløs, drenget, lærdomsgrådig, viljestærk og sensuel. Tidligt lærer hun at mestre to udgaver af sig selv: den stille dyd og den vilde drift. Kvinderne omkring hende ved det. Mændene ænser det ikke. For faderen, pastor Palludan, er hun, alt mens hun i sit eget indre lægger dukker i salige samlejer, et »lille Moderemne … hun vilde kunne gøre en Mand lykkelig, saa stille hun var af Natur og saa lydig –«. For de mange bejlere bliver hun en gåde, en blomst, der koket beder om at blive plukket, for straks efter at nægte. Kun én byder hende intellektuel modstand, den morfinøse Dr. Hvit. Ham forelsker hun sig i, fordi han ser hende, som hun er. Da hun endelig både forelsker sig og forlover sig med kapellanen Philip Bull, går det galt. Han er beruset af hende, men ser dog alligevel i hendes insisteren på at blive taget intellektuelt alvorligt kun det forkælede enebarn, der bør opdrages. Ikke kernen, der skal dyrkes, hvis forelskelsen skal vokse til kærlighed. Derfor må han i romanens slutning undrende og fortvivlet konstatere: »Det ubegribelige. At Gerd var gaaet fra ham for at blive en Mand, ligesom han selv«.
For Philip Bull er verden stadig romantisk-dualistisk delt i en kvindelig og en mandlig del: Den følsomt elskende og omsorgsfulde, den intellektuelt erobrende og forsørgende, der, når de mødes i ægteskab, bliver ét. Gerd – og Thit Jensen – ved, at samfundets normer og opdragelsesmønstre følger dette syn på kønnene. Men de ved også, at det er fatalt. I dets navn undertrykkes det kvindelige i det mandlige og det mandlige i det kvindelige, og ud af den undertrykkelse springer både social ulighed og kønnenes ubodelige ensomhed. Philip Bull tager fejl. Gerd rejser ikke for at blive mand. Hun rejser, fordi det er hendes eneste mulighed for at blive menneske og hel. Det er Thit Jensens fortjeneste, at hele Fuurs natur giver hende ret. Med Gerd får Thit Jensens kritiske realisme sit kunstneriske gennembrud og dermed slutter den. Nutidsforfatterskabet er endegyldigt forbi.
1918 melder »sviget« sig personligt, og grundlaget for den kritiske realisme smuldrer. Det blik, Thit Jensen efter Familien Storm rettede stålsat ud i verden, vendes igen selvterapeutisk indad. I Den erotiske Hamster, 1919, rystes troen på den eneste ene, visionen om de nye kærligheds- og samfundsforhold, der ville vokse ud af selvstændigheden, splintres, og stilen fragmenteres. Det er en dybt personlig roman, skrevet i nød og svingende mellem afmægtigt had og rystende fortvivlelse, som forsøgsvis, men uden held, afpareres af en stilisering. Manden i Thit Jensens liv var gået.
Seks år er Thit Jensens litterære pen tavs, så udkommer fortsættelsen af Gerd: Aphrodite fra Fuur, 1925, med følgende dedikation:
»Til Henrik Pontoppidan. Da Verden igennem Aar havde berøvet mig min Trang til at give Kunst, gav De mig den igen. De kaldte det Tempeltjeneste!«
»… hvordan skulde vi Kvinder, der er vokset op i den for Kvinder største Brydningstid af alle, hvordan skulde vi undgaa, at det bryder i os selv! Vi staar med Fødderne i det nye Land, men med Hjertet tilbage i det tabte. … Hvad I som kommer efter, vil finde af størst værdi i Livet, hvad der vil ophæve jeres Savn og slukke jeres Længsel, hvad der indtil sidste Vene kan risle af dyb og svimlende Sødme igennem jer, det ved jeg ikke – nye Tider, nye Maal – nye Maal – nye Kampe, nye Våben. Men vi fra Brydningstiden. … Vi længes tilbage til hver sin Philip«. (Thit Jensen: Aphrodite fra Fuur).
I Gyrithe Lemches litterære univers er tempeltjeneste forbundet med opgivelse af en personlig lidenskab til fordel for et fællesskab. En opofrende sejr. I Thit Jensens univers drejer det sig om at se et nederlag i øjnene. Roen er genvundet, men visionen er tabt. Aphrodite fra Fuur er både en fortsættelse af Gerd og en ny og omvendt gennemskrivning af Den erotiske Hamster. Hadet er overvundet, resignationens tid inde. Med kommunelærerinde og folketingsmand Gerd Palludan i den forhadte elskerindeposition opløses form og fortælleridentitet i indbyrdes stridende stemmer, og visionen om en kvindelig livssammenhæng, der forbinder arbejdsidentitet med kærlighed, nedskrives til et nulpunkt.
Thit Jensen er tilbage, hvor hun startede – i splittelsen.
Danmarkshistorien som fortolkningsrum
Da virkeligheden afviser hendes vision, skriver hun den ind i Danmarkshistorien. Det er ikke tilfældigt, at hun vælger de store brydningsperioder mellem adel og kongemagt, katolicisme og protestantisme som tolkningsrum for det forhold mellem kvinder og mænd, magt og begær, der forblev forfatterskabets drivkraft. Den idealitet samtiden fornægtede, skaber hun sig i historien. Det er heller ikke tilfældigt, at Thit Jensens erindringer Hvorfra? Hvorhen?, 1950 – i modsætning til Agnes Henningsens, Gyrithe Lemches og Karin Michaëlis’ – er både stærkt udvalgte og kortfattede. Hendes eget liv havde nok stof, men ikke plads for den vision, hun ønskede at give videre. Men Danmarkshistorien lå der som et rum, der frit kunne digtes og tolkes i. De historiske romaner, der afslutter hendes forfatterskab – Af Blod er du kommet, 1928, Jørgen Lykke, I-II, 1931, Stygge Krumpen I-II, 1936, serien om Valdemar Atterdag I-VII, 1940-53, og Den sidste Valkyrie, 1954 – rummer en gennemskrivning og bearbejdelse af nutidsromanernes problemstillinger. Den energi, der i starten af hendes forfatterskab splitter romanerne i et collageagtigt landskab, investeres her i en pragtfascination og en sanselighed, der får romanerne til at svulme og handlingstrådene til at blegne. Side op og side ned med indgående beskrivelser af festarrangementer, farver, stofkvaliteter, mønstre og beklædningsmoder, smykker, bælter og tasker, snart med fokus på en enkelt hovedperson, snart med fokus på grupper, snart med udgangspunkt i overvældende festmenuer. Thit Jensens stædige demonstration af det historisk korrekte tidsdetailkendskab, der bærer handlingernes fiktioner. Vred blev hun, når det historiske blev anfægtet. Alligevel må det konstateres, at det er romanernes analyse af driftsstrukturer, der er bærende, ikke den politisk-historiske indsigt. Men hvad der ikke lykkes i de tidlige romaner, at få det mytisk-symbolske udgangspunkt til at vokse tolkende og forklarende sammen med nutidsstoffet, det lykkes faktisk her.
Fra den rødhårede Gerds tilbagetog til Fuur og Philip skabes i direkte linje – over Jørgen Lykke, Stygge Krumpen og til Valdemar Atterdag og fru Helvig – myten om de rødhårede Karlsdøtre på Fuur, jomfruøen, hvor matriarkatet hersker og almoderen Cybele er guddom. Denne myte og dens udvikling gennem de historiske romaner forbinder forfatterskabets nutid og fortid og rummer Thit Jensens endegyldige bud på begærets ret og forsoningen mellem det mandlige og det kvindelige.
Jomfruøen
Thit Jensens gennemskrivning starter i matriarkatsdrømmen Virgina Insula. Beskrivelserne af dette Datterhuus Kvindekloster på Fuur Ø henter træk fra antikkens Grækenland, fra serafiske himmelvisioner og parrer dem med en uskyldens sanselighed. Et kvindeligt paradis i en verden, der ellers beherskes af blindt begær. En drøm om den skønhed, frodighed og ømhed, der kunne styre verden, hvis driften ikke var til. Datterhuus står som Thit Jensens sidestykke til Gyrithe Lemches Edwardsgave. Men Thit Jensen ved fra starten, at drømmen er umulig. Et samfund i samfundet, der både dyrker naturen og bekæmper den. En kvindelig provokation. Paradiset på Fuur består kun, fordi den dyriske drift er taget i ed som vogter. Store glatskindede, brungrå og rødligt glinsende hunde, der bugter sig som slanger og ånder lystent med onde øjne, skærmer dette Eden mod mandlig indtrængen. For hver udgave af Datterhuus Thit Jensen skildrer, bliver disse maskuline driftssymboler mere og mere hæslige. I de første versioner af Datterhuus står det omgivende samfunds maskuline drift som rå voldtægt, der splintrer det kvindelige paradis. I romanserien Jørgen Lykke finder den første drejning sted. Jørgen Lykke sejler formummet som kvinde til Datterhus. Oplevelsen bliver omvæltende. Hidindtil havde han ynket de stakkels Karlsdøtre, der stik imod deres natur blev sat i kloster på Fuur.
»Er det ham, som har sagt det er et jammerligt Liv for unge Jomfruer? Så nogen af dem vel jammerlige ud? – – – – Lykkelige så de ud, som Engle i Edens fagre Lund, yndige som de Blomster de vandre iblandt, rene som Løvsalen spejlende sig i Vigen, hvori de dukkede deres uskyldige Legemer … Hvorfor er han blevet en Mand? Han ville ønske at være en Kvinde, øn ske at gå imellem de Uskyldige derovre, bade, være en af deres. Han fatter med eet Paradisets Gåde, hvor Sjæle gå attråløse mellem hverandre. Han ved, han ville gå attråløs, barnemild og uskyldig som de«.
Men revolutionen i hans sind hjælper ham ikke. Man hverken kan eller skal gå imod sin driftsnatur i Thit Jensens litterære univers, men man kan – også som mand – parre den med ømhed, med tålmodighed, med omsorg. Det gør Jørgen Lykke, da hans livs udkårne Ethelreda kommer til ham fra Fuur. Netop i dette møde viser Thit Jensen jomfruøens skjulte unatur. Ethelreda ser enhver af Jørgen Lykkes tilnærmelser, selv den ømmeste, som udtryk for overgreb. Til sidst må han gribe til list. Denne kvindelige seksualunddragelse rummer sin egen vold mod kvindenaturen. Ethelreda kunne have forædlet Jørgen Lykkes drift. Men hun nægter og sender ham dermed ud i en længsel, der bliver ødelæggende – for hende selv, for ham og for hans forvaltning af magt.
Det begærløse og dermed grundlæggende ufrugtbare Fuur må gå under, for at det begærsfyldte, men lovbundne Fuur kan opstå. Det skriver Thit Jensen frem allerede i den tragiske Jørgen Lykke. Alligevel iscenesætter hun samme problemstilling i stort format i Stygge Krumpen – blot med omvendt rollebesætning. Her er det Stygge, der både som menneske og religiøs leder unddrager sig sin driftsnatur, mens Elisabeth, hans hemmeligt elskede, håber til det sidste. Historien om Stygge og Elisabeth udspiller sig under reformationen. Katolicismen som autoritært dobbeltmoralsk magtsystem stilles over for et folkeligt protestantisk oprør, askese og cølibat over for retten til et seksuelt liv — også som religiøs leder. Midt i disse modsætninger står Stygge Krumpen. Som reformator søger han at rydde ud i det katolske systems værste økonomiske og seksuelle udskejelser, at bringe kirken i overensstemmelse med sine egne budskaber og dens præsteskab tilbage til cølibatet. Det mislykkes. I Thit Jensens regi fordi både autoritære systemer og askesekrav strider mod menneskets inderste natur. Det er i Stygge Krumpen, vi møder Thit Jensens selvvalgte alter ego, Dorete Due, Mariaklosterets frodige priorinde, fostermoder for Stygge Krumpens elskede Elisabeth, de protestantiske menigheders hemmelige beskytter, kvinden, der lykkeligt opgiver cølibatet og overgiver sig til sin modernatur, da muligheden gives. Det er også i Stygge Krumpen, Datterhuus’ antidemokratiske væsen afslører sig. Elisabeth lever med sin usynlige lille veninde Lucie, der i syner giver hende indsigt i trusler og kommende farer. For at beskytte hende bringer Dorete Due hende til Datterhuus, hvor freden hersker, og hvor leg og læren hænger sammen.
Elisabeth falder til, overvinder de viljesprøver, hun udsættes for, og udnævnes til minormoder for en gruppe på otte småpiger – heriblandt Alfrida, som ikke har det føjelige sind, Datterhuus kræver.
»Og det hænder Priorinden går forbi og hører ubegribelig grove Ukvemsord af en Barnemund. Hun lægger sine myge Hænder blødt om Alfridas Kinder og ser på hende med sine stærke Øjne, der kogler enhver til Underkastelse: ‘Alfridalille, vi vil så nødig miste dig. Men kan vi ikke lære dig datterlig Ærefrygt for Almoder og Venlighed mod andre, så skikker Almoder sit Sendebud efter dig for at bage dig om. For du kan ikke få lov at lære dine små Legesøstre Uskik, deres Sjæle til Skade. Kan du så smile’.
Da sker det Uhørte. Den Syvårige slår«. Datterhuus tolererer ingen form for opsætsighed og ingen form for vold. Alfridalille bliver »bagt om« – en omskrivning for ombragt – smukt og rituelt bisat. Dette kvindelige paradis bygger med andre ord på en udryddelse af de kræfter, der ikke harmonerer med dets orden. Datterhuus må gå under, fordi dets særlige form for frugtbarhed fornægter kvinders seksuelle natur, og fordi dets hierarkiske struktur, freden, kærligheden og naturdyrkelsen til trods, er af autoritær fascistisk art. Stygge Krumpen er Thit Jensens bedste historiske roman. Kompositionen spænder problemstillingen ud på sammenhængende ideologiske og mytiske planer, og hendes omvendte fortælleteknik, hvor helten sine kvaliteter til trods bliver antihelt, og hvor selv katolicismens mest lastefulde aftvinges forelskede nuancer, fungerer både psykologisk og spændingsmæssigt befordrende. Visionen om kønsdriften som naturkraft, der kan vælte selv de mægtigste, ligger styrende bag.
I syvbindsserien om Valdemar Atterdag og dronning Helvig foldes den ud, og Datterhuus genskabes på et nyt grundlag. »Vi lærer, siger Bisp Karl den Røde til Kongeparret, ikke Kødets Forsagelse, thi det er imod Sisu. Thi Gud er i alt, også i Begæret. Tror nogen, Gud skabte med kolde Lænder! Begæret er det gudsskabte Væsens rigeste Glød, som var i Gud, da han undfangede Altet. I Brand er Livets flammende Kræfter blevet til, i Begær gav Gud Livet Liv. I Jubel, i Lyst, i beruset Henrykkelse blev alt Levende til … Begæret i sig selv kan ikke være urent, så sandt det er Part af Skaberen. Det bliver først urent, når det stiler mod det Urene: at begære sin Næstes Mage, bryde sit Troskabsord, krænke en Jomfru. Thi da er det Brynde og Brynde er Bugslaven«.
På det grundlag opretter Karl den Røde søsterhuset på Fuur som en slags refugium. Ingen bindes af klosterløfte, alle kan forlade det og gifte sig, hvis de vil, og der er ikke forbud mod mænd på øen. Karl den Rødes grundlag for søsterhuset er Thit Jensens grundlag for skildringen af ægteskabet mellem Valdemar og Helvig. De er tvillingesjæle: selvstændige, men dog bundet i et monogamt kærligheds- og arbejdsfællesskab. Helvig er intellektuel, elskerinde, hustru, mor og herskerinde, Valdemar en stærk, handlekraftig, social og retfærdig hersker, en øm, altforglemmende elsker, en charmerende husfader og en omsorgsfuld far. Som i Gyrithe Lemches Edwardsgave er det netop det særlige forhold til Helvig, der gør det muligt for ham at genrejse Danmark. Men med helt og heltinde på plads fra starten og idealiteten som styrende projekt bliver syv bind en lang omgang. Det er ren triviallitteratur, men så indlevet gennemført, at man fornemmer smertens styrke, da virkeligheden nægtede at indfri denne vision om livssammenhæng.
Alle momenter i Valdemar Atterdags drøm af et kærligheds- og ægteskabsforhold skal stå helt klart, så Thit Jensen må bestandig ud i intrikate begivenheder – Valdemar, der efterstræbes af Sveriges Dronning, kan han modstå? Helvig, der hjemsøges af afdød uforløst brøde og bliver sindssyg – holder hans troskab? Børn, der dør og sætter forholdet på prøve osv. – for at vise os omfanget af sin ægteskabsvision.
Med serien om Valdemar Atterdag har Thit Jensen fuldført den begærsproblematik, hun begav sig ind i historien med. Matriarkatstankerne er afvist, jomfruøen destrueret, begæret – og med det monogamiet – placeret som alt livs og alle sociale forholds udgangspunkt, brynden udskilt som det destruktive, asociale element. Hendes mission er endt og den tillid til kvinders styrke og formåen, hun mistede midtvejs, genetableret. Det viser hun i forfatterskabets sidste roman Den sidste Valkyrie, hvor hedenskab og kristendom dyster, og Thyra Danebod som en omvendt Stygge Krumpen står som den centrale skikkelse. Her formulerer kvinderne en kritik både af krigen og af den patriarkalske magt, og herfra peger et moderne spor tilbage i rækken af historiske romaner. De drives af begærets problematik, men de rummer samtidig deres egne aktualiserende kommentarer til både 1. og 2. Verdenskrig.