Thekla Knös (1815-1880) blev af sin samtid opfattet som en typisk eksponent for hverdagskulturen, da hun næsten 40 år gammel udgav nogle digte, som i alt væsentligt lægger sig op ad det, der er blevet kaldt »professorhjemmenes klaverlyrik« – en glad, from og hyggelig hjemmeidealisme.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor reel fordringsløsheden var. I private breve og intime dagbogsoptegnelser giver Thekla Knös nemlig gang på gang udtryk for et stærkt behov for det, hun kalder »virkelig virksomhed«. Dette er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, som Thekla Knös og hendes mor Alida, almindeligt kaldet »de små knöse«, indhyllede deres liv i en spøgefuld uvirkeligheds slør.
Alida Knös, født Olbers (1786-1855), var gift med professor i teologi Gustaf Knös (1773-1828) og fik med ham to døtre, Nanny (1812-1819) og Thekla. Det var efter Gustaf Knös’ død, at man begyndte at kalde mor og datter »de små Knöse«.
Til »den lille fuglerede«, som deres hjem blev kaldt, gik man, dvs. Gunnar Wennerberg, Curry Treffenberg m.fl.,
Gunnar Wennerberg (1817-1901) var student i Uppsala og ophavsmand til »Gluntarne«, en meget populær samling studentersange. Curry Treffenberg (1825-1897) var student i Uppsala og er berygtet, fordi han som amtmand lod Sundsvallstrejken i 1879 slå ned med våbenmagt.
efter at man havde været hos Malla Silfverstolpe. Mallas salon var højtidelig, men hos Thekla og Alida Knös legede man stavelege, sang og indstiftede en »Pimpinelleorden« efter Bellmansk model, skønt mere nydeligt og mere idyllisk. Dukkehjemsstemningen er fuldkommen overvældende i Theklas egen beskrivelse senere hen: »Vort lille hjem med dets enkelhed og sit pust af poesi, de perlefarvede små sofaer, barnestolene og de små anretninger samt vor beskedne stuepige Lovisa, der kaldte ‘gå åstad nu’ (dvs. værs’go’), når bordet var i orden«.
Hjemmet var nu ikke et hvilket som helst dukkehjem, men en eksotisk hule, der skilte sig ud fra tidens borgerlige hjem. Møblerne var betrukket med broderet kinesisk silke; væggene og dele af interiøret var overgroet med planter, der normalt hører hjemme i naturen og i haven: efeu, jasmin, liljer. I årenes løb behandlede og betragtede Alida og Thekla Knös mere og mere deres planter som levende væsener med et udviklet og særpræget følelsesliv. De viste sig f.eks. aldrig afklædte for liljen af hensyn til dens særlige uskyld.
»De små anretninger« var enkle, tit blev der kun serveret te – efter professor Knös’ død var hjemmet fattigt – men ved fantasiens hjælp kunne lidt eau de cologne i en skål blive røgelse og myrra. Ved indstiftelsen af Pimpinelleordenen under tilstedeværelse af stormesterinde Alida, stormester Gunnar Wennerberg, ceremonimester Thekla og æresmedlemmerne prins Ferdinand (Knösenes kat) og Miranda (Knösenes fugl i sit bur) blev nogle flasker Liebfraumilch, skænket af baron von Kraemer, og kniplingskager, bagt af Malla Silfverstolpe, forvandlet til Bellmansk rødvin og nyskudt bekkasin.
Der var noget bizart over det Knöske hjem, som kaster et ambivalent lys over den idealiserede nydelighed, samtiden tilskriver »de små Knöse«. Romantikkens natur- og fantasidyrkelse flytter ind i det senromantiske borgerlige idealhjem og truer med at sprænge hjemmets vægge. En tilsvarende ambivalens finder man også i Thekla Knös’ digte, skønt de umiddelbart virker konventionelle og tidstypiske. Flere af dem kan betegnes som børnerim og er også blevet det. »Klappe, klappe kage« er en af de første remser, som hvert svensk barn lærer – selvfølgelig uden at vide, at det er Thekla Knös, der har skrevet den.
Flere af Thekla Knös’ digte blev sat i musik og cirkulerede i afskrifter i Uppsala, indtil det lykkedes Atterbom at overtale Thekla til at få lov til at udgive dem. I forordet til det bind, han lod udgive i 1852, hylder han hendes digte for deres enkelhed – en udmærkelse i den tids litterære klima. Digtsamlingen er en prøvekollektion af senromantikkens mest populære digttyper: genrebilledet og rolledigtet.
Genrebillederne skildrede gerne jævne mennesker, gamle, enker, børn, arbejdende bønder osv., og det gør også Thekla Knös’ bidrag til genren. Hun holder sig fortrinsvis til køkkenet, og det er frem for alt børn, hun tegner i sine »idyller«. Titler som »Syltevise«, »Bagevise« og »Strygevise« fortæller om hendes valg af emner. Hendes forbilleder er Frans Michael Franzén, Erik Gustaf Geijer, Johan Ludvig Runeberg, de tre ledestjerner for en hel generation af efterklangsdigtere, der hyldede det enkle, naturlige og idylliske. Men allerede samtiden fremhævede også formødre som Anna Maria Lenngren og Euphrosyne. I det hele taget er Thekla Knös’ digtning et af de mange belæg for, at det sene 1700-tals borgerligt realistiske lyrik aldrig helt var blevet bragt til tavshed af romantikkens højstemte sprog eller Tegnérismens trompetfanfarer. Efter at højromantikken var klinget ud, vågnede interessen for Lenngren, Franzén m.fl. til live igen. Da værdsatte man ikke så meget oplysningsforkynderen Anna Maria Lenngren som portrætmaleren, realisten, idyllikeren, den skarpøjede iagttager.
Thekla Knös hentyder til Anna Maria Lenngrens berømte digt »Théconseilen« fra 1777, når hun satirisk i »Kaffebjudningen« (Kaffe-selskabet) beskriver, hvor »nette, sippede damer tripper«. Men tonen ændres øjeblikkelig til en flammende appel, når hun fokuserer på de stakkels piger, som er nødt til at sidde og dødkede sig ved kaffeslabberaset, mens deres jævnaldrende mandlige kammerater drager omkring i forårssolen med faner og sang i »muntre ynglingetog«.
Samtidens kritik roste Thekla Knös’ digte og så i hendes lyrik en bekræftelse på tesen om, at kunstperioden i historien var forbi. Digtet, poesien, havde dog ingenlunde udspillet sin rolle, men havde fået en ny opgave: at forgylde hverdagen. Dermed åbnede det poetiske felt sig også for den kvindelige digter; kvinden havde jo allerede længe haft til opgave at forgylde den »virkelige« hverdag. Den »følelsens enkelhed og renhed«, kritikken syntes, at den fandt hos Thekla Knös, passede som hånd i handske til disse teorier.
Da hun publicerer et forsøg i en af tidens mere krævende og mandlige genrer Ragnar Lodbrok. Skaldestycke, en versfortælling med oldnordisk emne i stil med Tegnérs »Frithiofs Saga«, er kritikken imidlertid ikke lige så nådig (skønt digtet blev prisbelønnet af Svenska Akademien) – hun passer bedre »i hjemmets verden« og burde følgelig være blevet dér.
Alligevel er Thekla Knös’ lange versfortælling om Regnar Lodbrog på mange måder en nok så kvindelig og hjemmevævet variant af helteepikken. Den kan også ses som et litterært svar på »Frithiofs Saga«. Vi møder ikke først og fremmest Regnar Lodbrog på slagmarken. I stedet ser vi ham netop i hjemmet og i forskellige romantiske situationer. Det sidste var i og for sig typisk for 1830’ernes og 1840’ernes versepik, der interesserede sig mere for heltens kærlighedshistorier end for hans krigeriske bedrifter, men en helt med børn om benene havde man dog ikke set før. Fortællingen om Regnar Lodbrog er interessant, fordi den sprænger grænsen for sin egen genre og peger frem mod den psykologiske roman. Hvor den ældre epik anbragte hovedpersonen i en konfliktsituation mellem æren (pligten over for konge og fædreland) og den individuelle lykke (kærligheden), bruger Thekla Knös to forskellige episoder fra de oldnordiske sagaer om Regnar Lodbrog og knytter dem samme n til en slags »ægteskabsroman« på vers, der omfatter forelskelse, familie, familiekrise og forløsning. Familien går af med sejren.
Thekla Knös’ interesse for børn er udtalt. Hun skriver ikke kun om børn, hun skriver også for børn, og hendes karriere som kvindelig forfatter er dermed tidstypisk. Mange kvindelige forfattere begyndte at skrive almanakpoesi, måske en og anden prosafortælling, for efterhånden at gå over til børnebøger. Det hører med, at Thekla Knös, i lighed med mange andre af tidens kvindelige forfattere, ikke selv havde børn. I stedet beskriver hun sine digte som sine børn. Da hun endelig går med til at udgive dem, er hun ængstelig for, hvordan hendes »børn« skal klare sig ude i verden. I andre sammenhænge indtager hun selv barnets rolle, hendes dukkehjemstilværelse er ét eksempel.
Børnelyrik, børneerotik, børneidyl og børneidealer – sådan var tidens smag i dagligstuekulturens sommetider kvælende atmosfære. Men det er også dér, i det som stemmer bedst overens med tidens smag og krav, at Thekla Knös’ ambivalens bliver tydelig. Ligesom Atterbom skrev hun mange digte om blomster – »Rosorna« f.eks. – men hvor Atterbom lader planterne stå som symboler på menneskelige »individuationer«, er grænsen mellem menneske og natur mere svævende hos Thekla Knös. Hos hende er det sommetider blomstens sjæl, man kan skimte i mennesket, ikke omvendt.
I nogle af sine rolledigte overskrider hun datidens grænse for det passende, for »følelsens enkelhed og renhed«. Rolledigte er nu om stunder en næsten ukendt genre, og man tager derfor ofte fejl og læser ældre tiders rolledigte, som om digtets jeg var identisk med forfatterens. Slår man op i en litterær almanak fra midten af 1830’erne, kan man være sikker på at finde mindst ét digt med titlen »Forbryderen« og ét med titlen »Den fremmede«. Det var populære typer, som enhver digter, selv det mest lovlydige hjemmemenneske, ville fremstille i monologform. Geijers »Vikingen« og »Odalbonden« (begge 1811) tilhører denne genre. Derfor skal man naturligvis vogte sig for at tolke for meget af forfatterens egne følelser ind i digtets jeg. Alligevel er det interessant at se, at ganske mange af Thekla Knös’ bidrag til genren skildrer en mand, der iagttager en kvinde. Et af disse digte, »Kan en myg besynges?«, var tilstrækkelig tvetydigt til at ophidse den samtidige kritik. I digtet smugkigger jeg’et, en ung mand, på en pige, der arbejder i køkkenet. Hendes svedige hårgrænse, hendes nø gne hals og arme beskrives, og jeg’et bliver skinsyg på en myg, der suger hendes blod. Det er ikke mange digte i Thekla Knös’ to digtsamlinger, der fremviser en sådan ambivalens, men der er antydninger i hendes efterladte papirer af, at hun skulle have tilintetgjort en række »upassende« digte, inden hun havnede dér, hvor så mange kreative og frustrerede kvinder tidligere endte deres liv, nemlig på sindssygehospitalet.