»Det er dog alligevel, tror jeg, det morsomste jeg ved, at læse«, skriver amtmandsdatteren Louise Munthe i sin dagbog den 2.1.1860. Hun har i dagens løb brugt nogen tid på at læse i Grace Aguilars roman Hemmet och hjertat, og det har været hende en stor fornøjelse. Men hun er en velopdragen pige og kender udmærket det vedtagne syn på romanlæsning. Og som af en indre tvang begynder hun øjeblikkelig at forsvare sig: »Jeg kan udmærket sy, hvis jeg blot må styrke mig med lidt lekture ind imellem«, skriver hun og fortsætter:
»Man vil ellers påstå, at det ikke skulle være sundt at hengive sig for meget dertil. Jeg tror godt, at det kan være sådan, fordi man tilsidesætter andre gøremål og andre beskæftigelser, men at det kan være skadeligt på anden måde, har jeg svært ved at forstå«.
I løbet af 1700- og 1800-tallet bliver den borgerlige roman til i et intenst vekselspil med den læsende kvinde, og i vid udstrækning både henvender tidens nye genre sig til hende og handler om hende.
Læsningen blev en adspredelse for borgerskabets beskyttede kvinde og en skoling i den nye kvinderolle, men læsningen blev også en meget diskuteret og kritiseret beskæftigelse.
Kvindeligheden, kvindens eksistensproblemer, men frem for alt kvindens sensibilitet er den borgerlige romans centrale emner i 1700- og 1800-tallet. På den tid var der, skriver Ian Watt, der i sin klassiske studie The Rise of the Novel har skildret denne udvikling, »en tendens for litteraturen til hovedsagelig at blive et kvindeligt anliggende«. Eller som den tyske professor Wilhelm Heinrich Riehl mere indigneret udtrykker sig i 1856, da litteraturens tilknytning til den kvindelige læser er blevet en veletableret kendsgerning: »I særdeleshed er næsten hele vor belletristik kommet til at være under tøflen«.
Lige siden 1700-tallet havde kvinden været boghandelens bedste kunde, bibliotekernes flittigste låner og læseklubbernes mest pålidelige medlem, men hendes læsning havde hele tiden været udsat for kritik. Og da romanlitteraturen i den sidste del af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet vinder indpas i Sverige, er det til akkompagnement af hidsige diskussioner om genrens skadelige indvirkning på sine kvindelige læsere. For den unge Louise Munthe i Umeå står kampen mellem nytte og fornøjelse. Romanlæsning er skadelig, hvis den trækker sin læser bort fra de opgaver, hun skal udføre, mener hun. I den almindelige diskussion om romanlæsningens farer er det dog læserindens mentale sundhed, man først og fremmest er bekymret for: »’Jeg ville kun hade romanlæsningen af den grund’, fortsatte Edvard, ‘at den opsluger alt andet. Læs blot en side, og I hviler ikke, før I har gennemlæst alle bindene, før I har gennemlæst alt, hvad der er i huset, i nabolaget .. . For unge kvinder i det mindste kan jeg ikke andet end anse den slags studier for lidet nyttige. De spæde følelser, de endnu navnløse ønsker, der ligger i knop i deres bryst, bør ikke blive overmodne eller kedes, således at de søger sig en genstand udenfor. Deres indbildning er endnu for ren, for skær til at dvæle blandt forestillinger, der tilhører en senere alder’«.
V. F. Palmblads dialogessay »Öfver romanen«, der blev offentliggjort i romantikernes tidsskrift Phosphoros, 1812, hvor Palmblad tillige var redaktør, fortæller om en læserinde, der »reddes«: Den unge Mathilde har været forsvundet i nogle dage. Hun har gemt sig i sin værtindes bibliotek og har nydende fordybet sig i den rige romanlitteratur, hun dér har fundet. Men til sidst træder det øvrige selskab i samlet trop ind for resolut at rykke den unge kvinde ud af, hvad de nærmest beskriver som en sygdomstilstand. Og det er først og fremmest mændene, der ser sig kaldede hertil. Essayets protagonist og tillige romanens antagonist, Edvard, har dårlig nok ord for at beskrive romanlæsningens skadelige indvirkning på unge kvinder, og som advarende eksempel fortæller han om en af mange ulykkelige skæbner:
»Jeg boede engang i en lille skånsk by hos en nygift frue og så hver morgen hendes kammerjomfru slæbe pakker fulde af lasede og snavsede bøger hjem fra lånebiblioteket, og den ellers forstandige frue lukkede sig inde med disse bøger og gav sig ikke tid til at spise middagsmad eller til at sove om natten, før hun havde fundet ud af, på hvilken måde den eller den ædle yngling havde opnået den eller den frøken … Hendes husholdning kom i uorden, manden blev utilfreds (heldigvis havde hun ikke børn), og hun selv blev forvandlet til et skyggeagtigt, forgrædt væsen, der til sidst kun havde hjerte for opdigtet elendighed«.
Palmblads portræt af romanlæserinden indeholder alle de tidstypiske – og efterhånden også klassiske – ingredienser. Han maler en kvindelig læser, der modstandsløst lader sig opsluge af den litteratur, som hun selv sluger. En kvinde, der i sin læsning dyrker en intens følsomhed, samtidig med at hun taber interessen for sine omgivelser og bliver ude af stand til at nære rigtige følelser.
Samtidig med at romanen i begyndelsen af 1800-tallet bliver en selvskreven del af den unge kvindes opvækst og de voksne kvinders liv, fordømmes og forkastes den. At læse romaner var usundt og passiviserende, mente man.
Når Gustave Flaubert i 1856 i sin klassiske roman Madame Bovary lader den romanlæsende Emma Bovary dø af læsning, står han på fast grund. »Hun tog endog bogen med ved middagsbordet, hun vendte blad, mens Charles spiste og talte til hende«, skriver Flaubert misbilligende. Og Flaubert lader hende gå en forfærdelig død i møde. Da hun svedig, grim og bange kaster sig frem og tilbage i en af litteraturhistoriens mest modbydelige dødskampe, er der heller ingen tvivl om, at hun lige så meget er et offer for sin egen læselyst som for den arsenik, hun lige har slugt. Og lige så lidt som hun trods forfærdelige opkastninger og krampetrækninger kan slippe af med giften, lige så lidt kan hendes psyke blive den mentale gift kvit, som hun så glubsk har sat til livs gennem sin læsning.
Det gjorde kvinden urealistisk, drømmende og ude af stand til at leve.
I et uløseligt paradoks fælder forfattere som Palmblad deres dom over læsningen af en genre, som de selv er med til at udforme. Og det er, som om århundredets svenske romanforfattere – og ikke mindst de kvindelige – hele tiden er nødt til at forholde sig til deres egen genres lave status og formodede negative virkninger på læseren:
»Milde himmel!«, skriver Fredrika Bremer i en artikel om »Romanen och Romanerna«, »havde jeg endda ikke selv lidt under det giftige tøjeri? Skulle jeg nu selv forgifte andre med den slags?« Hun genkalder sig sin ungdoms læsning, hvor hun har vandret sammen med alle disse »Sophiaer, Juliaer, Rosaer, Amandaer, Alicer, Elisaer, indtil jeg var ved at miste mig selv«. Romanlæsningen havde fået Fredrika og hendes søster til at lytte efter skridt om natten og helt urealistisk drømme sig bortført på vej hjem fra kirke, men denne læsning havde også – nota bene – holdt Fredrika Bremer følelsesmæssigt levende i et koldt og patriarkalsk undertrykkende miljø. Og i sin gennembrudsroman Famillen H***, 1830-32, træder forfatteren frem til forsvar for romanen: »’Jeg ville hellere mangle mad og drikke end være berøvet læsning. Gives der mon noget for sjælen mere forædlende end læsningen af gode bøger? Noget som løfter ånd… jeg mener løfter tanken og føle lsen til … over … til …’«, udbryder den unge Julia i Famillen H***. Hun er en indædt romanslugerske, men kan kun stamme og rødme, når hun forsvarer sin læsning. Og hun møder straks modstand fra så godt som alle i familiens dagligstue:
»’Hvis jeg nogen sinde gifter mig’, sagde en herre på omkring tres år, ‘så gør jeg det på den betingelse, at min kone aldrig læser andre bøger end, når det går højt, salmebogen og kogebogen’«.
Og Julies nyslåede svoger fastslår myndigt at: »’Romanlæsning er for sjælen, hvad opium er for kroppen; en uafbrudt fortsat brug deraf svækker og skader’«.
Desværre stemmer også Julies forlovede, Arvid, højlydt og helhjertet i med denne kritik af romanen:
»’Ja, jeg forstår minsandten ikke, hvorfor fruentimmer nu om dage skal befatte sig så meget med lekture, minsandten om jeg forstår det!’ sagde løjtnant Arvid, idet han strakte sig efter en tallerken konfekt og tog sig en håndfuld«. I løbet af romanen mister Arvid også sin forlovedes hengivenhed, og senere hører vi om, at Julie er meget lykkeligt gift med den tilsyneladende lidt sure og triste præst, professor L. Det er også ham, der tager romanen i forsvar. Han overrasker allerede Julie i dagligstuescenen med et meget veltalende foredrag om romanlæsningens moralsk og sjæleligt dannende virkninger, og han afslutter sin lange monolog med at fastslå:
»’I øvrigt er det naturligt, at en ædel ungdom vil elske romanerne ligesom sine bedste venner, da den deri genfinder alle de ildfulde, store og smukke følelser, som den gemmer i sit eget hjerte, og som dér har født de første himmelske anelser om salighed og udødelighed’«.
Fredrika Bremer forsvarer således romanen i sin egen gennembrudsroman fra 1830. Går man til andre af århundredets store kvindelige forfattere, Sophie von Knorring, Emilie Flygare-Carlén, Victoria Benedictsson og Selma Lagerlöf, kan man imidlertid se, hvordan fordømmelsen af romanen ligefrem æder sig ind på den kvindelige forfatter, efterhånden som århundredet skrider frem. Hun er hele tiden nødt til at tage stilling til dommen over romanen, og det er også, som om hun får stadig sværere ved at værge sig mod den. I 1880’erne underskriver Victoria Benedictsson helhjertet fordømmelsen af romanen, og ved århundredets slutning lader Selma Lagerlöf i Gösta Berlings saga med en storslået gestus århundredets kærlighedsroman kastes for ulvene, både billedligt og bogstaveligt.
I Sophie von Knorrings romaner fra de tidligere årtier af 1800-tallet spiller romanlæsningen dog stadig en vigtig og mange gange god rolle. Man finder som oftest hendes heltinder med en bog i skødet, og de er næsten komisk velbevandrede i tidens romanlitteratur. I sin debut- og gennembrudsroman Cousinerna, 1834, nævnes ikke mindre end tres forfattere, og i Förhoppningar fra 1843 udspiller romanens afgørende hændelser sig under kvindens og mandens læsning i biblioteket. Da Otilia, som er 30 år og nylig blevet enke, opdager manglerne i sin unge myndling Hugos franske udtale, beslutter hun nemlig, at han hver dag skal læse en fransk tekst for hende. Hun finder nogle romaner af »en som hedder Balzac« på bibliotekshylderne, men de bliver øjeblikkelig forkastet, og Otilia vælger i stedet Lamartines romantiske kærlighedsroman Jocelyn fra 1836. Og under læsningen af Lamartines fortælling vækkes den forkælede Hugos følelsesliv. Otilia bliver grebet af en stadig stærkere beundring for den unge mands smukke og rene tanker, mens hun lytter til ham og taler med ham om det læste. De mødes i ly af læsningen i et inderligt og intenst venskab, der straks forvandles til lidenskab – og driver dem begge mod katastrofen.
De følelser, litteraturen har lokket frem i manden og kvinden, fører dem sammen et kort øjeblik, men derefter udvikler de sig i hver sin retning. Til at begynde med ser det således ud, som om romanlæsningen slet ikke har forårsaget noget godt, kun en kort rus. Men da Hugo mister Otilia, viser det sig imidlertid, at de følelser, som læsningen har vakt i ham, har sat sig dybere spor, end man hidtil havde kunnet ane, og han modnes nu til den fine mand, som Otilia syntes, hun så i biblioteket.
Den danske digter Poul Martin Møller advarer i sine tre essays »Kvindelighed« i 1822 og 1823 kvinder mod både at læse og skrive. I det første essay »Min Kusine« fortæller han: »Hendes gamle Moster, som tilbragte sine sidste Levedage hos hende, havde faaet det Husraad mod sin Gigt, at hun hver Aften skulde gnides paa Ryggen med en Flonels Klud. Hun havde den Særhed, at ingen uden min Kusine kunde forrette denne Tjeneste ret efter hendes Hoved. Men uheldigvis plejede denne just i samme Tid at være fordybet i Fortællinger om Ridderfruer og Ædlinge, der opofrede deres jordiske lykke for Guds Riges Skyld. Denne henrivende Læsning kunde hun sjældent overtale sig til at ombytte med saa plump en Haandgærning, og Moster blev derfor almindeligvis forsømt«.
Den samme dobbelte fortælling om litteraturens velsignelse og ødelæggelse finder man hos Emilie Flygare-Carlén, der i øvrigt, ifølge sin selvbiografi, har fået navn efter heltinden i en af Lamartines romaner, fordi han var hendes mors yndlingsforfatter. I Romanhjeltinnan fra 1849 fordømmer forfatterinden udtrykkeligt romanlæsningen. Hovedpersonen, der er vokset op på en kost bestående af ridder og familieromaner, idet hendes mor har regnet dem for at være de ypperste, har et ødelæggende romantisk syn på virkeligheden. Hun hedder Blenda og er som forblændet af litteratur. »Aldrig nogen sinde faldt det den beskedne frue ind at tænke på, at al denne poetiske og løse føde, nydt indtil overmål, kunne skade hendes elskede Blenda«, skriver Emilie Flygare-Carlén, og hun vender gang på gang tilbage til faren ved at sluge romaner. Læsningen har indhyllet Blenda i farlige illusioner, og hendes moster, der også er en svoren fjende af romanlæsning, frygter, at hun kan blive et let offer for en hvilken som helst lykkeridder.
Romanen Förhoppningar, 1843, er en meget bevidst metaroman om forskellige slags ro-‘manlæsning. Parallelt med handlingen kommenterer Sophie von Knorring ironisk, hvordan hendes roman vil blive opfattet af det læsende publikum (og af den strenge kritik) ved hjælp af en rammefiktion. Bogen bliver læst højt af fru D. for fru C. (i denne roman i tre bind hedder kapitlerne således »læsninger«). Disse garvede læserinder er vant til litteratur i stil med Sues Parisromaner og er mistænksomme over for »igen en af disse virkelige tegninger fra dette hverdagsliv, som vi er så fuldkommen lede og kede af«. Sophie von Knorring beskriver muntert deres modvillige, men stigende fascination. Efterhånden tier deres indvendinger helt, og den ukommenterede roman lægger beslag på deres – og vores – opmærksomhed. Det er et genialt og durkdrevent forfattergreb.
Emilie Flygare-Carlén stiller to typer romaner op mod hinanden, den romantiske og den realistiske, og skønt hun på mange måder selv skriver i den førstnævntes ånd, så er der i hendes udtrykkelige vurderinger et forsvar for den sidstnævnte. I begge Victoria Benedictssons romaner Pengar, 1885, og Fru Marianne, 1887, stiller forfatteren sig faktisk afvisende til læsning af romanlitteratur i det hele taget. I Pengar får det slappe, ignorante og umodne hos Richards kone sit tydeligste udtryk i, at hun helst vil ligge på sofaen og læse romaner, mens hovedpersonen Selmas storhed vises i hendes intense læsning af faglitteratur. Richard forstår da også Selmas virkelige kvaliteter, da han får det imponerende naturvidenskabelige privatbibliotek, Selma har opbygget, at se.
Fru Marianne, i romanen af samme navn fra 1887, er imidlertid, ligesom Flauberts Emma Bovary, fuldkommen ødelagt af litteratur.
Ikke desto mindre bliver lysten til romanlæsning Biendas vej til lykken. Under en rejse diskuterer hun tidens litteratur med en medpassager. Inden de skilles, giver han hende en pakke bøger. Den indeholder ikke bøger af Blendas yndlingsforfattere, Lamartine og Lafontaine, men derimod af repræsentanter for den nye, mere realistiske roman. Da Blenda først er kommet sig over sin skuffelse, bliver dette romanbibliotek hendes kæreste ejendom.
Hun kan ikke skelne mellem liv og litteratur, og hendes intense romanlæsning hindrer hende i at se og acceptere livet, som det er. »Hun havde kastet bogen til side for at læse brevet«, står der, da hun har fået sin kommende ægtemands frierbrev, »og da hun havde læst færdigt, lå hun stille med blikket rettet drømmende ud i rummet. Forudanelsen om en virkelighedsroman bredte sig over hendes fantasi som en dis«. Ægteskabet bliver for Marianne, ligesom for Emma Bovary, en skuffelse, og hun synker hen i sine romaner: »Til at fylde tomheden og bedøve sin angst havde Marianne én eneste udvej: romanerne. I fantasien levede hun det liv, som virkeligheden ikke undte hende«. Hun »sugede romanernes erotik til sig ligesom et barn sutter på sin tommelfinger«, skriver Victoria Benedictsson. Og da Pål, ægtemandens depraverede barndomsven, duk ker op midt i romanlæsningen, synes Mariannes skæbne at være fuldbyrdet. Men Marianne går ikke under som Emma. Da hun indser, at hendes romantiske ideal næsten har drevet hende ind i en situation, hvor Pål lige så godt som hendes ægtemand kunne være far til det barn, der vokser i hende, vender hun sig i væmmelse bort fra romanlitteraturen og tager fat på det husholdningsarbejde, som hun hidtil har forsømt. Til sidst anlægger hun også en stor, smuk have rundt om det hus, hvor fliden nu hersker, og romanlæsningens tid én gang for alle er forbi.
Ved århundredets slutning underskriver Victoria Benedictsson således den vedtagne dom over romanlæserinden, selv om hun dog giver hende udviklingsmuligheder. I Gösta Berlings saga, 1891, foretager Selma Lagerlöf en manøvre, som er sværere at fortolke. Hun lader sin hovedperson, Gösta Berling, med en storladen gestus kaste den romantiske kærlighedsroman for ulvene, men samtidig skriver hun helt åbenlyst i dens tradition, og hendes dom over romanen ligner lige så meget en endegyldig genoprejsning.
Da Gösta, som har spændt sin hest Don Juan for slæden for at tage til juleballet på Borg, standser op for at spise til middag på gården Berga, finder han ganske vist den traditionelle romanlæserinde; kaptajnfruen på Berga, gårdens husmoder, er ikke stået op endnu, men »lå og læste romaner, som hun altid havde gjort«, skriver Selma Lagerlöf. Og til at begynde med ser det ud, som om Selma Lagerlöf skriver sig lige ind i fordømmelsens tradition. På Berga hersker netop det forfald, som ifølge romantikeren Palmblads romanhelt Edvard i århundredets begyndelse var den naturlige følge af damers romanlæsning. Man har dårlig nok noget at spise, husholdersken er ude i byen for at få fat i peberrod til det seje middagskød, og desuden er man fortvivlet over, at den smukke og rige Anna Stjärnhök, der har lovet at gifte sig med sønnen på gården, nu tænker på at forlove sig med en anden. Men Gösta Berling bliver grebet af medlidenhed, han lover at føre den utro tilbage, og inden natten er forbi, skal romanen have vist sin kraft.
Netop som Gösta Berling vil tage af sted, træder kaptajnsfruen ud på trappen. I hånden har hun det kæreste, hun ejer, tre små bøger, indbundet i rødt, og dem giver hun til Gösta som afskedsgave og velsignelse:
»’ – Tag dem’, sagde hun til Gösta, der allerede sad i slæden, ‘tag dem, hvis det ikke lykkes for dig! Det er Corinne, madame Staëls Corinne’«.
Germaine de Staëls Corinne fra 1807 var århundredets succesroman, læst og diskuteret som ingen anden. Den er prototypen på kvinders yndlingslæsning, og den redder ikke alene Gösta Berling og Anna Stjärnhök, men også gården Berga.
»Der kom en brusende færd i natten. Lydende kærlighedens bud lod de Don Juan bortføre dem«, skriver Selma Lagerlöf. Ligesom i en traditionel kærlighedsroman bliver Gösta Berling og Anna Stjärnhök forelskede i hinanden, og det unge par suser frem over sneen. Men snart dukker ulvene op af nattens mørke. Gösta pisker sin Don Juan, men uhyrerne nærmer sig mere og mere. Et kort øjeblik lader bæsterne sig dog distrahere af det grønne rejsebælte, som Gösta har fået af den onde Sintram selv, men først da Gösta Berling kaster Germaine de Staëls Corinne i gabet på ulvene, giver de op, og Gösta vender slæden mod Berga.
Den kvindelige romanlæser får sin gård tilbage, men prisen er opgivelsen af læsningen, kunne man måske sige, hvis ikke det var, fordi Selma Lagerlöf i Gösta Berlings saga lader kærlighedsromanen genopstå igen og igen. Ligesom grisen Særimner i den nordiske mytologi bliver romanen fortæret gang på gang, men kun for at blive genskabt og på ny vise sin kraft og tillokkelse, sådan som den også har gjort det på bogmarkedet.