Forfatteren var ud af en fremtrædende embedsmandsfamilie, født i Trondheim, men voksede op i Christiania og i Risør på Sørlandet. Hun boede sammen med forældrene til begges død i 1887. Efter et sanatorieophold blev hun optaget i en venindes familie og Hyttede med dem til Kongsberg, hvor hun blev resten af livet. Hun havde ingen formel uddannelse, men havde fået undervisning i maleri.
Hun debuterede under mærket K.E. med “En hverdagshistorie” i det radikale Nyt Tidsskrift i 1884. Senere udgav hun nogle fortællinger for børn og blev overtalt af en forlægger i Bergen til at skrive børnebøger. I 1890 udgav hun Vi børn, af Inger Johanne, 13 Aar gammel og senere i alt 12 bøger, hvor fortællingen er lagt i munden på den unge pige Inger Johanne. Succesen gjorde hende til “forfatteren af Inger Johanne-bøgerne”, men hun skrev både børnebøger, bl.a. Maja. Fortælling for smaapiger, 1905, hvor hun kritiserer den autoritære børneopdragelse, og bøger for voksne.
I novellesamlingerne Som kvinder er, 1895, og Ungt Sind, 1896, følger hun ægteskabskritikken og fokuseringen på kvindelivets indskrænkninger op. Samme kritiske perspektiv findes i Maren Ragna. Et stykke livshistorie, 1907, og Thekla, 1908, mens Emerentze. En slegtshistorie, 1906, skaber et billede af en kvinde, der former sin egen skæbne og bliver et stærkt og magtfuldt overhoved på slægtsgården.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Sonja Hagemann: "Dikken Zwilgmeyer" i: Vinduet, 1953
Jorunn Hareide: Protest, desillusionering, resignasjon. Dikken Zwilgmeyers forfatterskap for voksne, 1982
Sigrid Undset: "Dikken Zwilgmeyer" i: Jan Fr. Daniloff (red.): Artikler og essays om litteratur, 1986.
