Anna Magdalene Thoresen

1819 - 1903

Danmark

Opvokset i Fredericia, hvor hendes far var fragtskipper. Hun læste til lærerinde i København, blev guvernante hos og i 1843 gift med provst Hans Thoresen, Bergen, stedmoder og mor til ti børn. Hun var medstifter af Det norske Teater i Bergen, hvortil hun skrev fire (utrykte) stykker. Hun blev enke i 1858 og herefter professionel forfatter, fra 1861 oftest bosat i Danmark.

Det store forfatterskab falder inden for fire genrer. Hovedgenren er den poetisk-realistiske “bondefortælling”, komponeret over enkle og typisk romantiske køns- og kulturmyter, samt egne erfaringer fra barndommens almueliv og de norske bygder. Hertil hører romanerne Signes historie, 1864, og Solen i Siljedalen, 1868, og novellesamlingerne Nyere Fortællinger, 1873, Livsbilleder, 1877, Mindre Fortællinger, 1891, Elverdrag og andre Fortællinger, 1893, Livsluft, 1895, Udenom Afgrunden, 1897, og Skjæbner og Viljer, 1899. Den anden væsentlige genre er nutidsdramaet, som hun samtidig med Bjørnson og Ibsen, men med mindre held, indførte på de københavnske og norske scener med stykker som Et rigt Parti, 1870, Inden Døre, 1877, En opgaaende Sol, 1881, og En Udflytning, 1897.

Størst succes fik hun med rejsebøgerne Billeder fra Vestkysten af Norge, 1872, og Billeder fra Midnatsolens Land, 1-11, 1884-86, der blander maleriske turistbeskrivelser, kultursociologiske analyser og sagn og historier. Endelig udgav hun to digtsamlinger, hvor lejlighedspoesi veksler med intime selvudtryk, Digte af en Dame, udgivet anonymt af Bjørnson i 1860, og Digte, 1887. For sig selv står novellen “Min Bedstemoders Fortælling”, 1867, og romanen Herluf Nordal, 1879, om konflikten i den kvindelige erotik mellem aktiv erobring og passiv hengivelse. Magdalene Thoresen fik dansk digtergage fra 1891, men blev aldrig anerkendt i Norge.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Anton Andersen: Danske Forfatterinder, 1896

J. Clausen og P. Riist (udg.): Breve fra Magdalene Thoresen i: Memoirer og Breve, bd. 30, 1971

Irene Engelstad m.fl. (red.): Norsk kvinnelitteraturhistorie, bd. 1, 1988

Gerda Hauge Nielsen: Magdalene Thoresen 1819-1903, 1997

Elin Page: The real lady from the sea: a study in the authorship of Magdalene Thoresen (1918-1903), 2002