Født i København som datter af en manufakturhandler. Hun har været mere kendt som litterært stof end som forfatter. Hendes kunstnersind, hendes kompromisløse frihedstro, hendes bidrag til Viggo Stuckenbergs forfatterskab og deres fælles dramatiske ægteskabshistorie har givet stof til digte, erindringsskitser og romaner, der er langt mere kendte end de Korte Breve fra en lang Rejse, der bærer hendes eget navn, og som først blev udgivet posthumt.
Ingeborg Pamperin blev gift med forfatteren Viggo Stuckenberg. Ægteparrets hjem blev samlingssted og Ingeborg Stuckenberg et på én gang inspirerende og praktisk centrum for unge Brandes-radikale forfattere og billedkunstnere – Sophus Claussen, Johannes Jørgensen, Albert Gottschalk. Ægteskabet blev præget af økonomiske brydninger og opbrud. 1893 forlod Ingeborg Stuckenberg hjemmet for første gang, 1894 vendte hun tilbage og bidrog med sin version af bruddet til romanen Fagre Ord, 1895.
1903 brød hun endegyldigt op, emigrerede til New Zealand og skrev under rejsen og lige efter ankomsten de rejsebreve, der fastholder hende som en kunstnerisk bevidst, socialt engageret stilist. 1904 begik hun selvmord.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Jørgen Andersen: Viggo Stuckenberg og hans Samtid I-II, 1944
Johannes Brøndum-Nielsen: Litterærhistoriske Epistler, 1960
Johannes Brøndum-Nielsen: Fagre Ord, 1962
Gunnar Martin Hansen: Venskab og opgør: striden om livssyn mellem Ingeborg og Viggo Stuckenberg, Johannes Jørgensen og Sophus Claussen, 2005
Beth Juncker: "Ingeborg Stuckenberg: en muse" i: Spring, nr. 23, 2005
Malene Rehr: Afstandens mellemværende: iscenesættelsens udtryksformer hos Ingeborg og Viggo Stuckenberg og hos Vilhelm Hammerhøj, 2001
