Kerstin Strandberg

1932 -

Sverige

Født i Stockholm, men opvokset i Lund, hvor faderen var tandlæge. Moderen døde tidligt. Efter studentereksamen i 1952 gik hun 1955-61 på Konstfack. Hun har været bestyrelsesmedlem i Författarcentrum, Författarförlaget, Författarförbundets kvindeskribentgruppe m.m. Siden begyndelsen af 1950’erne har hun været gift med lægen Bo-Lennart Strandberg.

Hun debuterede med en tilsløret Lund-beskrivelse, Som en ballongpå skoj (Som en ballon for sjov), 1967, fuld af galgenhumoristiske påfund og ironiske iagttagelser. Med den næste roman Klotjorden (Jordkloden), 1970, fuldførte hun det satiriske anslag med en undergangsvision helt i sort. Først otte år senere kom Skriv Kerstin Skriv, 1978, der er blevet en klassiker. Med sin historie om skriveblokering og problemer med kreativiteten skrev romanen sig direkte ind i kvindebevægelsens diskussion om kvinderollens begrænsninger.

Også den følgende roman Som en vindil efter sanningen (Som et vindpust efter sandheden), 1984, er en afprøvning af forfatterrollen og ligesom den selvbiografiske fortælling om moderens død i den følgende roman Annemonas gördel (Annemonas bælte), 1990, præget af samme gådefuldhed og sorte, kryptiske humor som hendes tidligere tekster. I 1991 og 1993 udgav hun to metafortællinger, Lidelsens detaljer og Undangömda berättelser (Bortgemte fortællinger), hvor hun diskuterer den kunstneriske proces og gør rede for sin søgen efter alle de hverdagsnære hændelser og konkrete detaljer, der lå til grund for de foregående romaner.

 

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Kerstin Strandberg udgivet romanerne Tio syskon i en ömtålig berättelse, 2000, En obeskrivlig människa, 2004, og Silkespappersmönstret, 2009, hvoraf de første to blev nomineret til Augustprisen.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Immi Lundin: Att föra det egna till torgs: berättande, stoff och samtid i Kerstin Strandbergs, Enel Melbergs och Eva Adolfssons debutromaner, 2012

Lisbeth Larsson: "I förtröstan på berättelsen" i: BLM, nr. 2, 1994

Inga-Britt Wik: "Det som inte finns ord för ... - Kerstin Strandbergs författarskap" i: Horisont, 4-92, 1992

Cristine Sarrimo: När det personliga blev politiskt: 1970-talets kvinnliga bekännelse och självbiografi, 2000