Jakobína Sigurðardóttir

1918 - 1994

Island

Født og opvokset i trange kår på Hornstrandir, den nordligste del af Vestisland. Hun levede som bondekone på Nordisland fra 1949-1994 og blev mor til fire børn.

Fra hun i 1959 debuterede med en børnebog, Sagan af Snæbjörtu Eldsdóttur og Ketilríði Kotungsdóttur (Fortællingen om Snelys, ildens datter, og bondedatteren Ketilriður), udviklede hun trods et hårdt arbejdsliv som bondekone og svigtende helbred et betydeligt forfatterskab præget af stor formbevidsthed fra eksperimenterende realisme til postmodernistisk metafiktion. Dertil skrev hun engagerede debatindlæg og essays som Natobase-modstander og miljøaktivist.

Centrum i hendes noveller og romaner var hele tiden et socialt engagement i arbejderklassen, mens arbejderbevægelsens ledelse blev udsat for hård kritik og efterhånden desillusion. Gennembrudsromanen Dægurvísa (Døgnvise), 1965, der er en kollektiv roman, udspiller sig i et hus gennem et døgn. De følgende romaner Snaran (Snaren), 1968, og Lifandi vatnið (Det levende vand), 1974, analyserer det islandske samfunds værdiopløsning i efterkrigsårene med arbejdernes desillusion, fremmedgørelse og magtesløshed til følge. I den lille, men komplicerede kunstnerroman Í sama klefa (I samme kahyt), 1981, beskrives et problematisk forhold mellem to kvinder.

Posthumt udkom den smukke selvbiografiske bog Í barndómi (Tilbage til barndommen), 1994. Andre værker er Kvæði (Digte), 1960, Púnktur á skökkum stað (Punktum et forkert sted) (N), 1964, Sjö vindur gráar (Syv grå ruller garn) (N), 1970, og Vegurinn upp á fjallið (Vejen op på fjeldet) (N), 1990.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Ástráður Eysteinsson: "... þetta er skáldsaga" i: Tímarit Máls og menningar, nr. 1, 1983

Dagný Kristjánsdóttir: "Þögnin í orðunum" i: Tímarit Máls og menningar, nr. 1, 1997

Ragnhildur Richter: "Allar góðar skáldsögur eru sannar. Um sögur Jakobínu Sigurðardóttur" i: Andvari, 1995