Ásta Sigurðardóttir

1930 - 1971

Island

Levede som boheme og blev udpeget som det største talent i efterkrigstidens islandske litteratur. Hun er født og opvokset på Snæfellsnes og kom 17 år gammel til Reykjavik, hvor hun tog lærereksamen, arbejdede som nøgenmodel på kunstakademiet og virkede som billedkunstner og illustrator. Hun var mor til fem og skilt efter to ægteskaber.

Hun vakte stor opmærksomhed fra den tidlige novelledebut i avantgardetidsskriftet Líf og list i 1951 med “Sunnudagskvöld til mánudagsmorguns” (Søndag aften til mandag morgen), en skildring af drankernes, de hjemløses og promiskuøses outsidermiljø. Fortællingen er koncentreret, metaforisk med fantastiske indslag, sproget sanseligt, erotisk og til dels grotesk. Novellesamlingen Sunnudagskvöld til mánudagsmorguns udkom i 1961 og blev genoptrykt i samlingen Sögur og ljóð (Fortællinger og digte), 1985, sammen med nogle efterladte noveller, digte og upublicerede billeder.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Friðrikka Benónýs: Minn hlátur er sorg, 1992

Dagný Kristjánsdóttir: "Myndir" i: Tímarit Máls og menningar, nr. 2, 1986

Matthías Viðar Sæmundsson: "Götustelpan" i: Tímarits Máls og menningar, nr. 2, 1986