Forfatteren, der er opvokset i Stockholms arbejderkvarter, boede i 1890’erne nogle år i Amerika, hvor hun publicerede sine første bidrag i det svensk-amerikanske tidsskrift Nordstjernan. Efter hjemkomsten blev hun døv og næsten blind. Sammen med moderen, som også var døv, drev hun et lille ismejeri. Hun kom tidligt i kontakt med den kvindelige arbejderbevægelse og var medarbejder ved tidsskriftet Morgonbris, startet af Kvinnornas Fackförbund 1904.
Opmuntret af kvindekredsen omkring Ellen Key debuterede hun i 1908 med novellesamlingen Vid svältgränsen och andra berättelser, efterfulgt af værker som Virveln, 1913, Familjen Vinge, 1913, Hexdansen, 1919, og Droppar i folkhavet, 1924. Maria Sandel var en outsider i såvel de litterære kredse som i sit eget miljø. Hendes prosa er karakteriseret af et vekslende fortælletemperament og skift mellem pessimistisk moralisme og løssluppen humor.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Tilda Maria Forselius: "Själsadeln och de ystra sinnenas rop" i: Eva Adolfsson m fl (red): Vardagsslit och drömmars språk, 1981
Eva Heggestad: "Cross-dressing, genustrubbel och queert läckage i några svenska 1920-talsromaner" i: Lambda nordica, 14:1, 2009
Äke Runnquist: "Maria Sandel. Ett diktaröde" i: Lars Forssell (red.): Vintergatan. Sveriges Författarförenings litteraturkalender, 1959
Bengt Tomson: "Maria Sandels feminism" i: Nordisk Tidskrift, nr. 4-5, 1951
