Født i Stockholm som datter af snedker Carl Otto Osten og filmkritiker Gerd Osten, blev uddannet ved Lunds Universitet midt i 1960’erne, men vendte senere tilbage til Stockholm, hvor hun hurtigt blev en ledende kraft inden for teaterlivet. 1967-71 arbejdede hun med Fickteatern, og siden 1971 har hun været kunstnerisk leder af Unga Klara (Stockholms stadsteater), hvor hun har stået for en række nyskabende opsætninger, bl.a. uropførelsen af Lars Noréns Underjordens leende, Eva Ströms stykke Paddakvariet og en dramatisering af Alice Millers Hitlers barndom.
I begyndelsen af 1970’erne skabte hun sammen med Margareta Garpe en række slagkraftige debatstykker om kvinder som Kärleksföreställningen, 1973, og Jösses flickor, 1974. Som leder af Unga Klara har hun især interesseret sig for dramatik, der tematiserer barnets vilkår. Hendes iscenesættelser af en række spillefilm, som den selvbiografiske Mamma, 1982, Bröderna Mozart, 1986, og Skyddsängeln, 1990, har vakt stor opmærksomhed.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Suzanne Osten instrueret flere film og skrevet om teater. Siden 1995 er hun professor på Dramatiska Institutet.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Birgitta Johansson: Befrielsen är nära: feminism och teaterpraktik i Margareta Garpes och Suzanne Ostens 1970-talsteater, 2006
Suzanne Osten og Helena von Zweigbergk: Barndom, feminism och galenskap. Osten om Osten, 1990
Christina Svens: Regi med feministiska förtecken: Suzanne Osten på teatern, 2002