Sara Lidman blev født i Missenträsk i Västerbotten, hvor hendes forældre var husmandsfolk. Denne landsby med 286 indbyggere blev omdrejningspunkt for hendes forfatterskab. Efter seks års skolegang kom hun på sanatorium, og her stiftede hun bekendtskab med radio og bøger. Hun tog realeksamen pr. korrespondance og studentereksamen som privatist efter to år på den såkaldte studenterfabrik, Mariannelund. Korte arbejdsperioder som servitrice og ved postgiroen samt en periode som teaterelev i Stockholm fulgtes af studier ved Uppsala universitet. I studietiden var hun flere gange indlagt på sanatorium, senest på det fælleseuropæiske studentersanatorium i Frankrig. Gennem den livlige litterære klub i Uppsala mødte hun Stina Aronson og Folke Fridell og gennem sprogstudiet den franske forfatter Marcel Prousts værker. Efter fil. kand.-eksamen i 1949 underviste hun som engelsklærer i Småland. 1955-1963 var hun medlem af Samfundet De Nio.
Fra debuten med Tjärdalen (R), 1953 (Tjæremilen, 1954), der i lighed med alle de følgende bøger handler om ansvaret for medmenneskene, fik hun stor succes. Allerede her møder man et af modernismen influeret sprog, hvis kerne er hjemegnens dialekt med basis i de gammellutheranske skrifter, et sprog der skildrer en hverdag med forbindelser til »det uhørte«. Det fortsætter i romanerne Hjortronlandet, 1955 (Multebærlandet, 1956), Regnspiran, 1958 (Døtrene, 1958), og Bära mistel, 1960 (Mistelten i hjertet, 1960). Den store succes med de første bøger oplevede hun som næsten kvælende, og de følgende års rejser og udlandsophold blev vigtige i hendes kunstneriske udvikling. Som en af de første svenskere i 1960’erne udvidede Sara Lidman solidariteten til Sydafrika, bl.a. med Jag och min son (R), 1961 (Min søn og jeg, 1961), og til Vietnam med rejsebogen Samtal i Hanoi, 1966 (Samtaler i Hanoi, 1967).
I denne periode, hvor også bogen om de svenske minearbejdere, Gruva, 1968 (Grube, 1969), udkom, var hun først og fremmest optaget af et poetisk-politisk engagement, og hendes forfatterskab blev kendt og diskuteret i hele Norden. I 1970’erne skabte hun det store jernbane-epos, der indledes med Din tjänare hör, 1977 (Din tjener hører, 1978), hvor en dyb menneskekundskab forenes med viden om kolonisering og udbytning. I 1996 udkom Lifsens rot (Livsens rod, 1998). Sara Lidmans forfatterskab, der også omfatter dramatik, udviklede sig til et af de rigeste i slutningen af 1900-tallet. Hun er oversat til flere sprog og har modtaget en række litterære priser.
Opdateret af redaktionen 2011:
Efter ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie udgav Sara Lidman romanen Oskuldens minut, 1999, og artikelsamlingen Kropp och skäl, 2003.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Eva Adolfsson: "I Sara Lidmans gränsvärldar" i: I gränsland. Essäer om kvinnliga författerskap, 1991
Birgitta Holm: "Det stoff som Jernvägar göres av. Några drag i Sara Lidmans prosa" i: BLM, nr. 1, 1982
Birgitta Holm: Sara Lidman - i liv och text, 2005
"Jernbanan", temanummer, BLM, nr. 5, 1994
Röster om Sara Lidman, 1991
Lina Sjöberg: Genesis och Jernet: ett möte mellan Sara Lidmans Jernbaneepos och bibelns berättelser, 2006
Ebba Witt-Brattström: ""Vakta dej för att få rätt, flicka": poesi och rättvisa hos Sara Lidman" i: Fem författardagar, 2001
Annelie Bränström Öhman: "kärlek! och någonting att skratta åt! dessutom": Sara Lidman och den kärleksfulla blicken, 2008
