Mare Kandre

1962 - 2005

Sverige

Mare Kandre havde estisk baggrund og tilbragte i seks-års alderen et par år i Canada. Hjemme i Sverige igen begyndte hun at male og spille og allerede som 12-årig at skrive med udgivelse for øje.

I debuten I ett annat land (N), 1984, skildrer hun familiens rejse gennem USA. Betegnende er den unge piges nærhed til naturen og et sprogsyn, hvor ordet på en utvungen måde kan udtrykke pigens kropslighed. Denne paradisiske tilstand indvæves senere som billedet på et tabt land og et tabt sprog i udviklingsromanen Aliide, Aliide, 1991 (da. 1992), der også har stærke selvbiografiske træk. I prosadigtsamlingen Bebådelsen fra 1986 indgår digtjeg’et i en tidløs og cyklisk kvindelig struktur. Kampen mod at blive voksen antager klaustrofobiske og arketypiske former i Bübins unge (R), 1987. Dette afspejler sig ikke mindst i det symbolog metaformættede sprog.

I sit senere forfatterskab søger Mare Kandre en mere realistisk og enkel form. I prosadigtsamlingen Deliria, 1992, mærkes denne nyorientering tydeligt, specielt i de indledende afsnits direkte opfordringer til læseren. Her giver hun også sit syn på forfatterens rolle som seer og samfundsvæsen. Også i Quinnan och Dr. Dreuf (R), 1994 (da. 1995), er der en nyorientering. Forfatteren opgiver sin skæbnetunge holdning til tilværelsen og kritiserer på overdrevent tydelig og parodisk vis det traditionelle patriarkalske syn på kvinden. Det tidlige forfatterskabs metaforiske og symbolske kvindelighed er her forvandlet til bevidst historiekritik.

Opdateret af redaktionen 2011:

Efter ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie udgav Mare Kandre romanerna Bestiarium, 1999, og Xavier, 2002, og novellesamlingen Hetta och vitt, 2001.

Hun modtog en række priser og udmærkelser, bl.a. De Nios Vinterpris 1996, Sveriges Författarfonds 10-årige stipendium 1997, Svenska Akademiens Kallebergerstipendium 1999, og Svenska Akademiens Doblougskapris 2003.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Annelie Bränström: "Barndommens orter. Mare Kandre och rekonstruktionen av sextiotalet" i: Horisont, nr. 4, 1993

Mattias Fyhr: "Mare Kandres monster och verkligheten" i: Aiolos, 40/41, 2011

Madeleine Grive og Claes Wahlin (red.): Att skriva sin tid. Nedslag i 80- och 90-talet, 1993

Ebba Witt-Brattström: Ur konets mörker, 1993