Født og opvokset i Oslo, hvor faderen var måleraflæser. Hun tog et-årig handelskole og realskole.
Hun skrev 20 digtsamlinger, de første fem mellem 1946 og 1955, de sidste 15 mellem 1971 og 1994, og fik stor betydning i efterkrigsmodernismen. De første fem samlinger skal læses med 2. Verdenskrigs ødelæggelse af menneskelighed og meningsfuldhed som horisont. Hun blev da også straks fortolket som sin generations lyriker, men efterhånden afvist som uforståelig, og kløften mellem digter og publikum voksede. Testamente til en evighet, den sidste digtsamling inden en pause på 16 år, antyder en anden tematik end krigens. Det blinde, ensomme og tavse barn er her en hovedfigur, og det er dette barn, digteren giver sprog.
Forfatterskabets sidste fase er præget af afklaret ro og moden refleksion. Hvor lidenskaben og smerten kom højlydt til orde i de første digtsamlinger, findes nu mest resignation og eftertanke. Gunvor Hofmo holdt sig konsekvent borte fra offentligheden. Hendes digtning var som en stemme fra mørket.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Sissel Furuseth: Mellom stemme og skrift: en studie i Gunvor Hofmos versifikasjon, 2003
Ole Karlsen (red.): En vei som skumrer mine bilder frem: om Gunvor Hofmos forfatterskap, 2002
Unni Langås: "Det talende fravær. Kroppen og barnet i Gunvor Hofmos tidlige dikt" i: Irene Iversen m.fl. (red.): Modernismens kjønn, 1996
Bo Sigrell: Att dikta sig fri från verkligheten: Tove Ditlevsen, Edith Södergran, Gunvor Hofmo, 2009
Temanummer om Gunvor Hofmo i Vagant, nr. 1, 1996
Jan Erik Vold: Her. Her i denne verden, 1984
Jan Erik Vold: Mørkets sangerske: en bok om Gunvor Hofmo, 2004
