Forfatteren blev født i Falköping og har beskrevet sin opvækst i middelklassen i den selvbiografiske roman Oskuld, 1978. Efter studier ved Lunds Universitet til fil. kand., arbejdede hun som journalist. Hun blev gift 1933 og enke 1984.
Gunnel Beckman, der debuterede med børne- og ungdomsromanen Medan katten var borta, 1960, begyndte som idylliker for siden at blive realistisk ungdomsbogsforfatter med fokus på den unge kvindes søgen efter identitet. Stærkest står den monologiskejeg-roman om en kræftsyg 19-årig Tillträde till festen, 1969 (Adgang til festen, 1970). I romaner som Tre veckor över tiden, 1973 (Det sker ikke for mig, 1973), og Våren då allting hände, 1974 (Foråret, da Mia blev voksen, 1974), har hun behandlet seksualitet, abort og faglige ambitioner.
Udvalgt litteratur om forfatteren
De skriver för barn och ungdom. Svenska nutidforfattare A-K, 1990
Lena Kjersén Edman: I ungdomsrevoltens tid. Svensk ungdomsbok och dess mottagande åren kring 1968, 1990
Vivi Edström og Kristin Hallberg (red.): Ungdomsboken, 1984
Mia Franck: Frigjord oskuld: heterosexuellt mognadsimperativ i svensk ungdomsroman, 2009