Sverige var det første nordiske land, der lukkede kvinderne ind på universiteterne. Men studinerne følte sig usikre ved deres situation. Tilsyneladende delte de vilkår med mændene. Men i virkeligheden var vilkårene yderst forskellige. For mændene var de gamle traditioner en medfødt ret. Over for dette var kvinderne som indtrængende fra en fremmed planet. Og de spurgte sig selv, om de skulle falde ind, understrege det fælles, eller fremhæve det forskellige.I løbet af 1880’erne og begyndelsen af 90’erne vogtedes på alt, der kunne fokusere på kvinden som afvigende. Omkring århundredskiftet ændredes strategien imidlertid, »kvindeligheden« understregedes, forskellene sattes i relief.Året for omsvinget var i Sverige 1896 med Ellen Keys Missbrukad kvinnokraft. Her efterfølges emancipation og ligestilling af krav til kvinden om at præge samfundet og kulturen med sin egenart. Således fik kvinden en ny værdighed i sin egenskab af kvinde. Men også nye byrder. Og det påvirkede tidens kvindelige akademikere.
Tag: Selvmord
For Ingeborg Stuckenberg stod Johannes Jørgensens, Helge Rodes og Viggo Stuckenbergs undsigelse af det moderne gennembrud som et forræderi mod alt, hvad de havde troet på og kæmpet for. Hun havde inspireret, kritiseret, sat musik til vennernes digte og skrevet på mandens forfatterskab. Alligevel kunne hun ikke tage til genmæle mod deres svig. Ikke muse, ikke præstinde, ikke valkyrie for andre ville hun være, men soldat for sig selv.Det så hun ingen muligheder for i århundredskiftets Danmark. Foråret 1903 lod hun alt bag sig, tog til Bremen og indskibede sig på et emigrantskib med kurs mod New Zealand. Året efter, den 12. august 1904, begik hun selvmord, 38 år gammel. Hermed gik en filmisk sansende, kunstnerisk komponerende og socialt engageret stilist tabt.
Selv om svenske Victoria Benedictsson var kompromisløs i sin afstandtagen fra den frie kærligheds fortalere, var hun en ægte gennembrudsforfatter. Hun undslår sig ikke for at bevæge sig ind i det mest forbudte. Hendes store tema er kroppens vilkår i den nye moral. Kroppen bliver hendes instrument og et kunstnerisk barometer, hvis signaler hun aflæser i detaljer. Det er et modigt eksperiment, som får hende til at sætte kursen mod Georg Brandes, det moderne gennembruds fremmeste repræsentant i Danmark. I Stora Boken, hendes efterladte dagbog, fortælles om det skæbnesvangre møde.Hun går skridtet længere end sine kvindelige kolleger, da hun peger på prisen for tidens »frie kærlighed«, som er det kvindelige begærs udslettelse og kvindekroppens ødelæggelse. I sin sandhedsiver som »moderne« forfatter, overser hun imidlertid den patriarkalske modstand. Stora boken dokumenterer det øjeblik, hvor det kvindelige objekt bliver subjekt og under trussel om udslettelse begynder at tale. For denne indsigt og for dette kunstværk kom Victoria Benedictsson til at bøde med sit liv.
Den svenske forfatter Victoria Benedictsson følte sig som »en paria, en skabet Hund«. Før hun bestemte sig for pseudonymet »Ernst Ahlgren«, var hun længe usikker på, om det skulle være »Tardif«, den sentkomne, eller »O. Twist«, den uvelkomne. På denne identitetskonflikt skrev hun sit forfatterskab. »Jeg er en kvinde. Men jeg er forfatter, er jeg da ikke også noget af en mand?«, spørger hun i 1888.Hendes eget liv blev kort og sluttede tragisk. Men i løbet af få år i midten af 1880’erne var hun forbløffende produktiv. Her skrev hun sig lige ind i sædelighedsfejdens strid om kvinden. Hendes åndelige vitalitet i denne korte periode strider mod det billede af et sygeligt, undergangsmærket væsen, der har domineret hendes eftermæle.
Adda Ravnkildes spæde forfatterskab rager frem i det kvindelitterære landskab som et vartegn. Om »noget godt og stort«, men også om fiktionalisering og tilfældiggørelse. I hendes liv og værk koncentreres den optimistiske drift mod at bryde igennem, nå frem til det egentlige – den egentlige tale, den sande personlighed.Når hun var udstyret med antenner, der var i stand til at opfange tidens signaler, skyldes det for en stor del, at hun kom udefra. Uforberedt på det moderne storbyliv ramte moderniteten hende som en erotisk desorientering. Modsætningerne slog sammen i hendes krop og skrift: provins over for storby, målrettethed over for tilfældighed, realisme over for romantik.Hun tog sit liv som 21-årig, men nåede inden da at gennemleve både et erotisk nederlag, et opbrud fra faderhuset og et kunstnerisk gennembrud. Det sidste fik hun dog aldrig bekræftet. Hendes værker udkom først året efter hendes død.
Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.