Hekseforfølgelserne i Europa blev sat i system med Pavebullen og med den siden så berømmelige bog Malleus Maleficarum (»Heksehammeren«), der udkom i 1487 skrevet af Sprenger og Institoris. Verdslige og gejstlige myndigheder måtte fra da af – med eller mod deres vilje – anse det for deres embedspligt at få hekseriet under kontrol. De anklagede blev underlagt forhør, ofte med kropslige lemlæstelser eller døden til følge. For de skulle bekende, koste hvad det ville.Det kom til at vare 300 år. Den sidste offïcielle heksebrænding i Europa fandt sted i slutningen af 1700-tallet. Det er ret tvivlsomt, om forfølgelsernes ophør skyldtes, at man mente, at man havde fået udryddet den »forbrydelse«, som »Pavebullen« og »Heksehammeren« havde forsøgt at indkredse.Det følgende handler om heksenes bekendelser i de danske trolddomsprocesser i 1500- og 1600-tallet.
Tag: Hekseforfølgelserne
Den kristne kirkes syn på og holdninger til kvinder, som har skrevet, missioneret, prædiket, profeteret eller på andre måder optrådt som Guds talerør, har været meget omskiftelig fra middelalderens kirkeliv til 1600-tallets vækkelser: snart accepterende, snart afventende. Positionerne er blevet bestemt af kirkens behov for budbringere og af forskellige bevægelsers pres på kirken. Man kan tale om fire perioder med relativ åbenhed over for disse talende og skrivende kvinder. For det første tiden forud for kirkens embedsorganisation (ca. 100-tallet e.Kr.). For det andet kirkens ekspansion i Europa i 600-800-tallet. For det tredje 1100- og 1200-tallets lægmandsfromhed, og for det fjerde 1600-tallets og 1700-tallets fromhedsbevægelser i kølvandet på reformation og modreformation.