Fire kvindelige lyrikere gjorde sig bemærket i Sverige på tærsklen til det 20. århundrede: Jane Gernandt-Claines forfatterskab, der foruden digtsamlingerne bestod af 12 romaner og fem novellesamlinger, var hendes forbindelse til fædrelandet. Siden debuten i 1893 havde hun udgivet prosabøger med emner fra fremmede lande. Gennem hele forfatterskabet høres et stærkt engagement for kvindens ret og lighed, samtidig med at kærligheden fremstilles som livets mål.Anna Cederlund agiterede for skønhedens betydning for dagligdagen. Digtsamlingens sidste digt taler om en mægtig kraft uden for hende selv, en kærlighedens kraft. Harriet Löwenhjelms forfatterskab består af 22 dagbøger med vignetter, raderinger og tegninger, manuskripter til bøger, breve og enkelte digte. Hun var kendt for at gøgle og skjule sig bag forskellige forklædninger. Hun hentede sine figurer fra middelalderens folkelige lystspil, commedia dell’arte. Karin Ek havde et ønske om at nå ud til hele det svenske folk. Det, hun først og fremmest ville formidle, var kærligheden til poesien. Hendes egne digte udsprang af såvel lidenskab som lidelse, for hende blev poesien nødvendig.
Tag: Børn
Efter at have frigjort sig fra Herman Bang-inspirationen og ægtemandens formynderskab fandt forfatterinden Karin Michaëlis den kombination af brev- og dagbogsroman, hun skulle udvikle til mesterskab. Den efterfølgende berømmelse gjorde hende til efterspurgt foredragsholder. Med 1. Verdenskrigs udbrud fik hun en sag, der kun kunne forløses journalistisk. Som reporter lagde hun ikke skjul på sin foragt for krigen og pegede på de enorme menneskelige omkostninger.Det var en forfatter, der nøje valgte sit billedsprog, og for en gangs skyld lod den patos, der ellers måtte styres i fiktionen, få frit løb. Hun manede myten om den gode mor i jorden. Og skildringerne af virkelighedens kvindeforkrøblinger og visionerne om børnene som løftestang for en ny verden blev bundet i den indignerede patos, der i forfatterskabets start var dets svaghed, men senere blev dets styrke.
»Naar Kvinden først har rejst sig«, skrev den norske forfatter Amalie Skram i 1880 begejstret om Ibsens Et Dukkehjem, »lader hun sig ikke mere standse«. Og standse – det gjorde hun heller ikke selv. I 1884 giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram, og herfra tog hendes forfatterskab fart.Men hun kom aldrig til at ligne de danske gennembrudskvinder. Der var lidenskaben til forskel. Hvor de stillede sig udenfor, gik Amalie Skram i ét med sit stof – i hensynsløst forbrug og selvforbrug. Det er blaserthedens attitude over for passionens. Som kunstner og kvinde befandt hun sig i en outsiderposition. For voldsom for sine danske kolleger og decideret black-listet i Norge.Hendes værker er lige så lidenskabelige studier af sindets dybder som den samtidige Freuds. Forfatterskabet bærer således ud over det moderne gennembrud – frem mod det 20. århundredes galskaber og kundskaber.