Tag: Åsa Beckman

Det herreløse digt

Flere kvindelige digtere i 1980’ernes svenske lyrik blev beskyldt for at skrive uigennemskueligt og ubegribeligt. Alligevel blev de periodens centrale digtere. Ann Jäderlund, Birgitta Lillpers og Katarina Frostenson debuterer efter et tiår med ligefrem og hverdagsagtig poesi. I 1980’er-lyrikken erkendes afstanden mellem sprog og verden imidlertid. Disse kvindelige lyrikere påviser den, benytter sig af den og leger med den. Det sprog, vi til daglig anvender for at orientere os i verden, fremstår pludselig som et vilkårligt system.De kvindelige lyrikere stræber efter at blokere for en intellektuel læsning for at gøre sproget mere direkte. Man kan kalde det et kroppens sprog. Et fælles kendetegn er, at de ikke selvfølgeligt kan sige jeg. De vender ryggen til modernismens stolte stræben efter et autentisk jeg. Det jeg, der træder frem i deres digte, er splittet.