Birgitta (cirka 1303-1373) blev født som ældste datter af den upplandske lagmand Birger Persson og hans hustru Ingeborg, datter af lagmand Bengt Magnusson fra Östergötland.
Hun havde sin herkomst i en slægt af stormænd, lovgivere og forfattere. Upplandslagen, der blev fuldført under hendes fars ledelse, hører, sammen med de øvrige landskabslove, til de første svenske tekster, der har litterær interesse. Selv bliver Birgitta, i kraft af sin individualitet, betragtet som en af de første svenske forfattere.
Hun fremtræder som en viljestærk kvinde, der med åbne øjne betragter den langsomme forandring i tiden, men samtidig var hun et menneske, som ikke havde nogen tydelig oplevelse af sit eget jeg. Hun lod sig omslutte og opsluge – hendes historie begynder og ender med dette paradoks – idet hun gjorde Gud til sit eget skjulested. Imidlertid vokser jeg’et gradvis frem i hende gennem en identifikation med Kristus. Han erstatter den moder, hun tidligt mistede.
»Vær ikke ængstelige, eders søn er på vej mod glæden, ikke mod sorgen. Jeg vil være en fader og en moder for ham, jeg vil være ham både broder og søster. Jeg vil afveje alting for ham, således at hans sjæl vil vokse sig stærk, uden at hans krop tager skade«. (Bernhard af Clairvaux).
Kaldelse og pligt
Hun opfattede tidligt sig selv som et menneske i opbrud fra de forventninger, som familien og en nation i sin vorden stillede til hende. Forskellige vidnesbyrd fortæller, hvordan hun følte sig »kaldet« til særlige opgaver. Hun formulerede sine behov gennem kristendommen, i direkte forbindelse med Jomfru Maria og Kristus. Hun lod dem begge tale med moderens ret. Det var hendes måde at ophæve snævre bånds grænser på: »Jeg er til visse som en moder, der løber sin forvildede søn i møde, viser ham et lys, så at han kan se vejen, møder ham kærligt på vejen og forkorter den for ham, nærmer mig ham, omfavner ham og frydes«.
Drømmen om et uforstyrret klosterliv prægede den unge Birgitta. Men faderen havde besluttet, at hun skulle bortgiftes til Ulf Gudmarsson. Det betød, at hun, fra hun var tretten år, var hustru og husmoder på Ulvåsa gård. I sit ægteskab fødte hun otte børn, hvoraf de fem nåede moden alder. Bedst kendt i eftertiden er datteren, Katarina, der fulgte med hende helt til Rom.
Livet på Ulvåsa satte Birgittas organisationsevne og omsorgsberedskab på prøve. Hun stillede krav om et redeligt liv i sin i verdslig henseende helt normale husholdning. Efter den sidste barselsseng, der var vanskelig og livstruende, blev ægtefællernes samliv sandsynligvis afbrudt, og Birgitta begav sig til Stockholm for at gøre tjeneste ved hoffet hos kong Magnus og dronning Blanka. Hun tog sin søn Gudmar med, men han døde kort tid efter. Det kan have været en medvirkende faktor til, at hun i 1338 drog ud på sin første pilgrimsrejse til Olaf den Helliges grav i Trondheim.
Birgittas stigende religiøse engagement påvirkede Ulf Gudmarsson, og i 1341 tiltrådte de en fælles pilgrimsrejse til den Hellige Jakobs grav i Compostela i det nordlige Spanien. Rejsen blev et vendepunkt for Birgitta og Ulf. De mødte et krigshærget og kaotisk Europa. Oplevelsen må have betydet både en kulturel og en politisk vækkelse af deres personlige samvittighed. For Birgitta blev den nye hengivelse, den devotio moderna uddybet, som fremover kom til at udgøre hendes grundstemning.
På hjemrejsen blev Ulf Gudmarsson syg, og i 1344, et par år efter hjemkomsten, døde han. På det tidspunkt var de to ægtefæller blevet enige om et liv i afholdenhed i hvert sit kloster, men efter mandens død fik Birgitta for alvor mulighed for at etablere det liv, der senere blev betragtet som hendes egentlige. I nært samarbejde med sin skriftefader, den i Frankrig teologisk skolede magister Mathias, begyndte Birgitta at nedskrive sine revelationer eller åbenbaringer.
Fra da af overvældede de hende, og de indeholdt bl.a. statutterne til den nye klosterregel, som hun ønskede at indstifte. Hendes stærke ønske om at virkeliggøre denne klosterregel kom til at styre hendes fremtidige valg og beslutninger, og hun afventede godkendelsen af dem med en blanding af aktiv iver og tålmodig venten.
Åbenbaringerne som henvendelse
»Jeg er som en tømrer, der fælder træer, fører dem hen til et hus, forfærdiger et smukt billede af træet og pryder det med farver og konturer. Hans venner ser billedet, der ville kunne prydes med endnu smukkere farver, og således sætter de også deres farver på det. På denne måde har jeg, Gud, af min guddommelige skov skåret mine ord ud og lagt dem i din mund. Mine venner har bragt dem sammen til bøger ifølge den nåde, som er blevet dem skænket, de har farvet og prydet dem. Nu skal de, på det at de måtte nå frem til flere folk, overlade alle åbenbaringsbøgerne med mine ord i til min biskop, Alfons, eremitten, og han skal sammenstille, klarlægge og sørge for, at min ånds katolske tanke er iagttaget. Og sig til ham, at han skal varetage evangelistens embede«.
Således lyder det i prologen til »Åttonde boken«, hvor Alfons da Vadaterra, Birgittas spanske skriftefader, har samlet alle de åbenbaringer, der har politisk indhold, eller som er henvendt til personer af verdslig stand.
Efter katolsk opfattelse er åbenbaringen en måde, hvorpå Gud lader sin sandhed tale gennem mennesket. Birgittas åbenbaringer er visioner, som er nedskrevet af hende selv i samarbejde med hendes skriftefædre: magister Mathias, Petrus Olovsson, der var underprior i Alvastra Kloster, Petrus Olovsson fra Skänninge og biskop Alfons da Vadaterra. Sidstnævnte samlede og udgav visionerne under titlen Revelationes coelestes efter Birgittas død. De blev oversat til gammelsvensk i slutningen af 1300-tallet, men en oversættelse til nusvensk forelå ikke, før Tryggve Lundén i 1950’erne udgav Himmelska uppenbarelser, I-IV.
Åbenbaringerne omfatter otte bøger samt ordensreglen, nogle bønner og »Revelationes Extravagantes« (Tilføjede Åbenbaringer). Ud over disse offentliggjorte tekster findes håndskrifter, som stemmer mere eller mindre godt overens med dem. I den tekstkritiske udgave, som nu er under udarbejdelse, tager man hensyn til disse håndskrifttekster. Åbenbaringerne i den form, de foreligger, er tekster, som både er bearbejdet af Birgitta og af hendes skriftefædre. I deres trykte form kan de kun med forbehold betragtes som personlige eller individuelle. De skal forstås som bearbejdede produkter, der har taget hensyn til omgivelsernes teologiske krav, og de taler til en veldefineret menighed: den tids kristne almenhed.
Senere tiders moralfilosofiske skrifter forfattet af f. eks. Simone Weil, E. M. Cioran og Søren Ulrik Thomsen kan give os en horisont for vor forståelse af Birgitta og en indsigt i, hvordan den åndelige hengivelse, hun beskriver, stadig kan være nærværende: »Hvorfor skulle jeg ikke sammenligne mig med de største helgener?
Har jeg ødslet mindre dårskab på at værne om mine selvmodsigelser, end de har gjort for at overvinde deres«. (E. M. Cioran. : Bitterhetens syllogismer, Stehag 1989).
Kampen for den indre erkendelses udtryksbehov
Birgittas åbenbaringer udtrykker en identitetskamp på grænsen til en ny tidsalder, hvor man arbejdede på at skabe en åndelig fornyelse. Det er sandsynligt, at hun gennem Mathias har kunnet få indblik i Joachim de Fiores idéer om en »åndens tidsalder«. Den skulle, ifølge de Fiore, indtræde omkring 1250 og efterfølge de to foregående perioder: Faderens og Sønnens, respektive lovens og evangeliets. Den nye tidsalder skulle præges af en ny klosterregel med lignende ambitioner som den, Birgitta ville indstifte, og være gennemsyret af viljen til at forny kristendommen.
Mathias fulgte lignende tankegange i sin kommentar til Johannes’ åbenbaring. Han havde en apokalyptisk og pragmatisk tendens. Mennesket skulle forandres gennem gode vaner: »Den, der ikke vil fortabes i den evige død i lasternes syndflod, må tugte sig selv, så de gode gerninger bliver en vane, og vanen vokser og til sidst bliver en anden natur«, hedder det i forordet til »Alphabetum distinccionum«, dvs. Bibelalfabetet.
»Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed«. (Johannes’ Åbenbaring, 2:4).
Åbenbaringerne består af beskrivelser og fortolkninger af Marias og Kristi liv, råd og formaninger til verdslige personer, rettergange over afdøde samt almindelige betragtninger over livet. Der tales først og fremmest gennem Kristus og Maria, men også gennem helgener og engle; sjældnere gennem Djævlen, en hos Birgitta grim og magtesløs skikkelse.
Åbenbaringerne er »lignelser om verden«, men samtidig Birgittas måde at formulere sine ønsker og behov på. De giver udtryk for hendes overbevisning om at være den rette forbedrer, Guds sande og nye repræsentant. Det var en opfattelse, som magister Mathias støttede hende i, indtil deres veje skiltes.
Hun er ikke kun Guds talerør, hun »er« også Gud på den måde, at den Gud, som taler gennem hendes visioner, samtidig er en lignelse for det jeg, som hun ikke kunne eller ville formulere.
Dengang opfattede mennesket ikke sig selv som et enkeltstående individ, men som en del af en universel krop og sjæl. Trods det beskriver åbenbaringerne en indre kamp og giver udtryk for idéer om det ikke-forudbestemte, for betydningen af den enkeltes valg, for den menneskelige viljes magt.
»Om Gud kan vi kun vide én ting: at han er det, vi ikke er. Kun vor elendighed giver os et billede deraf«. (Simone Weil: Tyngden och nåden, Lund 1978).
Birgittas åbenbaringer er endnu ikke litteratur i betydningen: bevidste udtryk for et individuelt valg – men hun er på vej til at bryde op fra en anonymitet i tiden for at kunne forstå og formulere et jeg. Åbenbaringerne er sig kun deres formål bevidst, sprogligt arbejder de på et intuitivt plan. Det hindrer dem imidlertid ikke i ugenert at give udtryk for befrielsen og pinen i selve det at skabe:
»Efter denne vision var mit hjerte opfyldt af en sådan glød og en sådan jubel, at det ikke kunne have rummet mere, hvis jeg skulle leve videre, ellers var det bristet af glæde. Ja, i nogle dage var mit hjerte som en boble, overfyldt med luft, indtil jeg havde fortalt en munk og gudsven om alle artiklerne i reglen og de ord, der indgår i den. Han skrev det hele ned, så hurtigt han kunne. Og da alt var skrevet ned, følte jeg, at mit hjerte og min krop lidt efter lidt vendte tilbage til deres naturlige tilstand«.
På forberedelsesstadiet til erkendelsen af sit eget jegs ret til at blive udtryksfuldt og aktivt lever Birgitta samtidig i det almene, det individuelle og det medmenneskelige. Uden Kristus ville hun være en anden, men uden hende fandtes Kristus, det vil sige Gud, heller ikke. Det er karakteristisk for den Mariavej, som Birgitta i cisterciensisk ånd (Bernhard af Clairvaux’ orden) fulgte, at betone samarbejdet mellem menneske og Gud. Maria handlede og valgte frit: Fordi hun valgte at sætte Kristus i verden, gjorde hun Guds historiske nærvær muligt.
Birgitta ser og tænker gennem en profetisklitterær tradition, der danner kernen i hendes sprog. I bund og grund er åbenbaringerne ikke udtryk for følelser, men er udspekulerede instrumenter, udsprunget af bestemte hensigter, for at huske på synden og huske, hvad det er, der bringer velsignelse.
Derudover lever de i en stadig tydeligere ophævelse af grænsen mellem synligt og usynligt, virkeligt og symbolsk, i hendes med tiden veludviklede »gennemsigtige« opfattelse af livet og døden og menneskets tilværelse i to forskellige verdener.
»Når jeg en sjælden gang imellem har skrevet noget, som jeg synes er lykkedes, befinder jeg mig i en tilstand af lykke, der er fuldstændig uantastelig og intet har at gøre med, hvordan jeg i øvrigt har det. Denne tindrende, næsten abstrakte lykke forekommer løftet ud af tilværelsens strøm, ligesom værket«. (Søren Ulrik Thomsen: Mit lys brænder, København 1985).
Oplevelsesbegavelse og bevidst træning
Det middelalderlige menneskes reaktionsmønstre var kropsligt levende og fik det til at forbinde sjælelige fænomener med håndgribelige, fysiske beviser. Man sagde om Birgitta, at hun kunne lugte sig frem til menneskers ondskab, at hun mærkede svovlsmagen af sin egen synd i munden. Hendes rige billedsprog har ikke kun bibelsk oprindelse: Det har også rødder i hendes tilværelse som husmor, hustru og mor. Tidens intellektuelle og kunstneriske traditioner må ud over pigekammeret og den levende natur forsyne hende med materialer til billeder og lignelser. Ikke mindst hendes helvedesskildringer vidner om, at hun stod den sanselige erfaring nær, og den fysiske straf er for forfatteren og den visionære en naturlig følge:
»Derefter viste der sig tre kvinder: en moder, en datter, en datterdatter. Moderen og datterdatteren så ud til at være døde, men datteren så ud, som om hun var levende. Den døde moder så ud til ligesom at kravle op af en mørk og snavset pøl. Hendes hjerte var trukket ud og hendes læber skåret af; hagen skælvede, og de lange skinnende hvide tænder klaprede. Næsen var gnavet itu, og øjnene, der var trykket ud, hang i to tråde ned på kinderne. Panden så ud, som om den var faldet ind, og i dens sted var der et mægtigt, mørkt svælg. Der var intet kød på hovedet; hjernen piblede frem som smeltet bly og flød ud som tjære. Hendes hals drejede rundt ligesom det stykke træ, der drejes på drejebænken, og mod hvilket det skarpeste jern er sat, så det bliver filet af uden barmhjertighed. Brystet var åbent og fuldt af lange, tynde orme, der snoede sig om hinanden. Armene var som slibestenshåndtag. Hænderne så ud som knortekæppe, og alle hendes rygstykker var løse, så at ét for op og et andet ned, uophørligt. En lang, tyk slange strakte sig fra mavens nederste til dens øverste del; den forenede hoved med hale ligesom en bue og drejede uophørligt, ligesom et hjul, rundt i kvindens indvolde. Benene så ud som to tornede kæppe, fyldt med de spidseste torne. Hendes fødder lignede tudsers«.
Teksten er en åbenbaring optegnet mellem 1344 og 1349, mens Birgitta stadig befandt sig i Sverige. Efter at have lovprist Gud får Birgitta tre kvinder at se, der alle er ofre for et forfængeligt levned. Derfor lider moderen og datterdatteren kvaler i helvede og skærsild. Datteren, der stadig er i live, kan ved at gå i kloster hjælpe deres sjæle til frelse. Åbenbaringen afslører Birgittas kamp mod sin verdslige og erotiske lyst. Den kan tolkes som et udtryk for hendes personlige forhold på samme måde som historien om slangeungen og dens mor og far i »Fjärde boken«s 32. kapitel, der fortæller, hvordan moderen trænede sønnen i at forsvare sig mod den verdslige magts fristelser. Den kan godt handle om virkelige, almene konflikter, men den refererer også til Birgittas vanskeligheder i forholdet til sin søn, den flotte og udsvævende Karl, der efter Ulf Gudmarssons død blev hendes formynder. Den kan også hidrøre fra hendes minder om moderen og om hendes afdøde datter, som begge hed Ingeborg.
»Og hendes børn vil jeg slå ihjel med sot, og alle menighederne skal kende, at jeg er den, som ransager nyrer og hjerter; og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger«. (Johannes’ Åbenbaring, 2:23).
I lighed med andre middelalderlige fromme »trænede« Birgitta sin modtagelighed for ekstraordinære oplevelser ved hjælp af fromme øvelser og askese: faste, spægelse og seksuel afholdenhed. Allerede som ung pige lærte hun den visionære verden at kende i en dobbelt oplevelse af identifikation med Marias liv og medfølelse med Kristi lidelse. Efter mandens død blev hendes syner mere intense, og deres betydning voksede. Ved hjælp af dem kæmper hun mod sin egen fortid.
Der er ingen grund til at tro, at ægteskabet med Ulf var ulykkeligt. Desuden var hun overordentlig øm om sine børns velfærd, både her og hisset. Man møder hele tiden formuleringer hos hende, der viser, at opbruddet fra det »almindelige« liv ikke var let, men meget vanskeligt. Opbruddet var nærmest et resultat af en viljesakt, der lignede en overanstrengelse. I hendes kanonisationsbulle, der blev udformet af Bonifacius IX, står der, at hun i sin tid i Rom »gjorde knæfald så længe og så mange gange, at hendes knæ blev stive og hårde som kamelers, for at bruge dette udtryk«. Således forberedte hun sig til at gøre sig fortjent til Kristi sidste ord til hende, ordene om at »regne din vilje til fuldbyrdet gerning«.
Birgittas længsel efter intellektuelt arbejde og praktisk resultat gav hende ikke andet valg end det absolutte. Hun ville se sin klosterregel virkeliggjort, hun ville forene kirken, og hun ville formå paven til at vende tilbage til Rom fra det udsvævende liv i Avignon. Hendes længsel efter koncentration førte hende bort fra det middelmådige i livet, og ved at lægge sin jordiske ejendom til side tog hun også skridt til at befri sig fra Karls formynderskab. At hendes sandhedssøgen ikke var ukompliceret, viser de brutalt sanselige billeder i fortællingen om den dårlige moders skæbne. Pinslerne efter døden er en gentagelse og en mangedobling af det, der i hendes liv engang var hendes nydelse. Om den slange, som snor sig inden i hende, skriver Birgitta i historien om dyrene som mor og far:
»Denne slange havde til visse en overmåde stærk lidenskab og en uudslukkelig lyst og brændte af attrå til hunslangen. Hun så, at han var klog, smuk og tapper, og brændte af den samme kærlighed til ham«.
De personlige berøringspunkter vender med fornyet styrke tilbage i den centrale tekst »Frågornas Bok« (dvs. Spørgsmålenes bog), der er Åbenbaringernes femte. Den er hendes sorgarbejde og påbegyndte udvej, hvor hun prøver sig selv ved at gøre op med de »mandlige« fejl, som hun har iagttaget hos Ulf, Karl, Mathias og sikkert også hos kong Magnus.
Overbevist om sine tvivl, derefter befriet
»For det femte gav jeg dig fødder, for at du skulle gå bort fra verdens kærlighed og gå til din sjæls hvile og kærlighed til mig, din Skaber og Genløser«, lyder Kristi svar på det første spørgsmål i »Frågornas Bok«.
Birgitta var udmærket klar over, at det var vanskeligt at gennemføre kravet om en ny klosterregel. I 1215 havde det fjerde Laterankoncil forbudt indstiftelse af nye ordener, og det var blevet bekræftet i Lyon i 1274. Til trods herfor var både Birgitta og Mathias overbevist om, at det ville lykkes for dem, og i 1340 havde kong Magnus skænket en bygning i Vadstena til det kommende kloster. Mathias’ teologiske bedømmelse af Birgitta var, at hun som gudsåbenbaring var endnu mere »forbavsende« end Kristus, eftersom hans tilstedeværelse blandt mennesker var kødelig, mens Birgittas var åndelig. I sin prolog til åbenbaringerne skriver han:
»Denne åbenbaring er i sandhed mere forbavsende end den, gennem hvilken han viste sig i kødet. Den sidstnævnte betonede et kødets ydre for kødelige øjne, mens den førstnævnte viser Guden og mennesket for åndelige øjne«.
Da biskop Hemming af Abo og prior Petrus i 1348 vendte tomhændede hjem fra Frankrig uden pavens godkendelse af klosterreglen og uden at have mæglet fred mellem England og Frankrig, begyndte Mathias at tvivle på, at han havde haft ret i spørgsmålet om sin skriftedatters status. Birgittas stilling ved hoffet blev også svagere; tidligere havde hun været kong Magnus’ rådgiver i alle vigtige spørgsmål. Alt dette må have udløst en krise hos hende, og i »Frågornas Bok« bearbejder hun både omgivelsernes og sine egne falske forestillinger og motiver.
Under en ridetur i Östergötland ser Birgitta en stige blive rejst mellem jord og himmel, og hun hører en lærd, men tvivlende munk stille spørgsmål til Kristus, der med sin moder og »en uendelig hærskare af engle og en ufattelig mængde helgener« ved sin side besvarer hans spørgsmål. Spørgsmålene, der stilles med »ubeherskede, højst utålmodige gebærder«, er klare tegn på Birgittas sindstilstand. Frem for alt vidner de om hendes fornyede kamp mod verdsligt begær og lyst til nydelse.
»Frågornas Bok« er ikke udformet efter de samme organiske principper som andre åbenbaringstekster. Den bygger på en traditionel retorisk form, nemlig disputationens. Spørgsmålene er inddelt i 16 spørgsmål med svar og 13 åbenbaringer til den lyttende og iagttagende brud: Birgitta. Åbenbaringernes opgave er at overbevise om det meningsfulde i at overvinde munkens forvildelser og naivitet.
Hans spørgsmål er indlysende og enkle, som om gudskravet til mennesket gennemgående var absurd:
»Hvorfor fik jeg lyst, når jeg ikke må nyde den? hvorfor rigdomme, når jeg ikke bør beholde dem? hvorfor har dyrene ikke nogen sjæl og hvorfor er det ikke lige så lyst om natten som om dagen?«
I svarene erkendes på den ene side menneskets evne til valg og vilje – Guds motiver for at give mennesket mulighed for at leve sit liv på mere end én måde – på den anden side kræves det, at man underkaster sig Guds almagt. Gud kræver, at man er nærværende i verden, for at man skal kunne fornægte den, han kræver modenhed, for at man kan opnå evne til underdanighed. Han prøver menneskene for at give dem frihed til at vælge rigtigt, og han arrangerer sine prøvelser på en måde, der gør det muligt at følge ham af kærlighed, ikke af frygt.
Det bliver således tilbudt menneskene at opdage, at det er i den frie vilje, at den »rene« ånd inderst inde er forankret. Tanken er den, at indsigt uden modstand er lige så umulig, som den er værdiløs, og at mennesket gennem velvalgte handlinger og gode vaner kommer virkeligheden nærmere, uddyber samhørigheden og udvikler visdom (som den anden natur, Mathias talte om). Arbejdet sker via menneskets egne redskaber: Kroppens evne, som mennesket skal beskytte så meget, som det er nødvendigt, og sjælsevnerne, som mennesket skal udvikle til det yderste. Teksten afspejler den overgangsperiode, i hvilken den er opstået, og peger på modsætningsparret i Birgittas tilværelse. Hendes første drøm var klosterlivets beskyttelse, men da hun virkeliggjorde drømmen, valgte hun ikke stilstanden, men vandringen. Mens hun bekendte sig til Maria, var hun først Marta, derefter Maria, da hun skrev:
»For det tredje må Maria ikke være uvirksom, og heller ej Marta … Thi den, der fuldkommen tragter efter at være Maria, bør først være Marta … Thi hvorledes kan den, som ej er prøvet og har lært at modstå fristelserne og det, der rører sig i kødet, bestandig holde fast ved det himmelske?«
»Men Marta havde travlt med meget husligt arbejde, og hun kom hen og sagde: ‘Herre! bryder du dig ikke om, at min søster har ladet mig være ene om arbejdet? sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig’!Men Herren svarede og sagde til hende: ‘Marta! Marta! du gør dig bekymring og uro med mange ting; men ét er nødvendigt. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende’«. (Lukas, 10:40-42).
I »Frågornas Bok« udsætter Birgitta sig for denne prøvelse for til sidst at blive undervist i de yderste steder: Marias krop, Betlehem, Golgata, urtegården, hvor Kristus blev begravet, og Oliebjerget, hvorfra han steg op til himlen. Det er anden gang, Birgitta får at vide, at hun skal forlade Sverige; første gang var i Arras, på vejen hjem fra Compostela, hvor den hellige Dionysos sagde til hende, at hun skulle komme til Rom og Jerusalem. Nu afsluttes åbenbaringernes femte bog med ordene:
»Den, som derfor kommer til disse steder ren samt med god og fuldkommen vilje, han skal få at se og smage, hvor dejlig og herlig jeg, Gud, er. Når du selv kommer til disse steder, skal jeg vise dig mere«.
Man er ikke sikker på, om den sidstnævnte åbenbaring oprindelig hørte til i det samlede östergötske syn, eller om den er blevet skrevet til bagefter. Det bekræfter en ny form for enhed mellem hendes guds- og jegfølelse, og derefter flyttede hun sig aldrig på nogen måde, uden at hun havde erfaret en guddommelig opfordring til det. Havde hun tidligere troet, at hun kunne styre et forløb, så er hun nu blevet forandret, således at afslutningen på »Frågornas Bok« giver udtryk for hendes højeste ønske: At få lov til at opsøge og kende alle de steder, der mere end andre kunne føre hende nærmere målet, først og fremmest Jerusalem.
Vejen ud
Tre ting var mislykkedes for Birgitta, da hun i 1349 besluttede sig til at forlade Sverige: Hendes fredsbudskab til de engelske og franske konger havde ikke vundet gehør, hendes indflydelse ved hoffet var blevet mindsket; desuden var kong Magnus’ stilling blevet svækket, og da hendes klosterregel blev nægtet anerkendelse, betød det også, at magister Mathias trak sig tilbage.
Vi ved ikke, om Birgitta var skuffet eller vred, resigneret eller fuld af fortrøstning, da hun – på grænsen til sin egen gåde – forlod det land, hvor hun ikke havde kunnet udrette det, hun ville, og begav sig af sted mod Rom gennem et landskab, der som et datidens Hiroshima var hærget af krig og pest.
»Nu indtræffer denne hjemsøgelse i et samfund, der kendte tryghed, der havde opnået en forholdsvis let adgang til ‘livets goder’. Pludselig brød alting sammen: tryghed, håb, venner, naboer, lykke, selve livet styrtede sammen i løbet af så godt som én nat i en modbydelig opløsning og en grænseløs elendighed. Den sorte død virkede som et i det uendelige udtrukket bombeangreb, og det svælg, som derved åbnede sig, markerer en grænselinje mellem to tidsaldre, på den ene side enhed, på den anden opløsning«. (Lewis Mumford: Människans villkor, Stockholm 1947).
Klosterreglens mål
Birgittas liv i Rom placerede hende med nære forbindelser til indflydelsesrige kredse. På grund af sin stadige moralske propaganda skabte hun en ikke ringe irritation omkring sin person. Det lykkedes hende delvis at opnå anerkendelse og opmærksomhed som en enestående personlighed, men samtidig fremtvang hun konflikter, der truede med at isolere hende.
Hun skulle snart tiltræde rejsen fra Rom til Napoli, og den vej skulle hun for at komme til Palæstina, hendes sidste rejsemål.
Kampen drejede sig ikke mindst om at få klosterreglen godkendt. Forbindelsen med den nye skriftefader, biskop Alfons da Vadaterra, politiserede hendes person endnu mere, fordi han var engageret i de italienske slægters indbyrdes stridigheder.
Reglen blev aldrig godkendt som selvstændig, men blev i 1370 accepteret som form ved hjælp af de detaljerede konstitutioner, som Birgitta havde formuleret. Reglen, der skulle ligge til grund for det fremtidige klosterliv, som hun havde beskrevet, var augustinerordenen. Den afgørelse, hun fik, var med andre ord en succes fuld af skuffelse.
Reglen, Ordo Sancti Salvatoris (Frelserens ordensregel), betød ikke nogen nydannelse i teologisk henseende. Den var gennemsyret af brude- og Mariamystik, inspireret af cistercienserne og af de apokalyptiske forestillinger, Birgitta havde delt med magister Mathias.
Man skulle bygge et kloster for munke og nonner, der skulle ledes af en abbedisse. Modellen var den mest vidtgående dobbelte klosteridé i tiden. Klosterlivet skulle præges af lydighed, ydmyghed og fattigdom. Det var først og fremmest et udtryk for Birgittas moralske og politiske intelligens. Hun insisterede på klostrets åndelige og intellektuelle arbejde i en tid, hvor en sådan virksomhed i almindelighed var forfaldet, eller hvor klostrene var blevet reduceret til institutioner for trængende, og hvor de hovedsagelig havde praktiske opgaver.
Birgitta betragtede ikke kirken og verden som to adskilte ting. Hendes klosteridé fremtræder som et billede af verden, som den burde være i et Europa, og dermed også i Sverige, som i både bogstavelig og overført betydning forekom forpestet.
Pilgrimmens endegyldige indsigt
Birgittas liv kan sammenlignes med en til stadighed afbrudt pilgrimsrejse. Det ser dog ud, som om den alvorligste afbrydelse, ægteskabet, blev oprindelsen til hendes varige indsats, den »litteratur« i åbenbaringernes form, som hun lige så lidt kunne hindre i at komme til udtryk, som hun kunne hindre de børn i at komme til verden, som hun havde født.
Hendes børnefødsler havde ikke altid været nemme, og hendes forhold til de voksne børn var langt fra ukompliceret. Konflikterne med verdensmanden Karl var de mest turbulente. Hendes endelige opgør med hans – og dermed også med sit eget – hovmod kulminerer i forbønner, efterfulgt af de visioner, hun fik efter hans død i Napoli på vejen til Palæstina. Karl blev fristet til et bigamistisk forhold til byens dronning Johanna, der havde forelsket sig i ham. Hans død forhindrede, at forholdet blev fuldbyrdet, men Birgitta var ængstelig for ham. Da jomfru Maria kom hende til hjælp og reddede ham af nåde, tog Birgitta det som et tegn på, at også hun var blevet tilgivet, og det banede vej for åbenbaringen om Jesu fødsel. Maria havde gentagne gange lovet hende, at hun skulle få lov til at »se« den.
Ligesom i »Frågornas Bok« er Birgittas undren for det første konkret og for det andet banal: Hvordan gik det til? Hvilken kropsdel blev han født ud af? Det svar, Maria giver hende i Betlehem, er kort og indeholder blandt andet følgende redegørelse:
»Med opløftede hænder og blikket fæstet på himlen stod hun ligesom i betragtning og henrykkelse, beruset af guddommelig dejlighed. Mens hun var hensunket i bøn på den måde, så jeg barnet bevæge sig i hendes liv, og i det samme, ja, på et øjeblik, fødte hun sin Søn, fra hvem der udgik en så usigelig stråleglans, at solen ikke kunne sammenlignes dermed. Det vokslys, som den gamle satte frem, spredte intet lys, for den guddommelige stråleglans druknede helt og holdent vokslysets legemlige skær. Og så hastig og øjeblikkelig var denne fødsel, at jeg ikke kunne iagttage eller skelne, hvordan og med hvilken legemsdel jomfruen fødte«.
De omhyggelige forberedelser, Birgitta forinden har beskrevet, f.eks. hvor Maria lægger »to små skjorter og to små uldne klædningsstykker, meget rene og fine« frem, kunne sammenlignes med den lange forberedelse, som hendes liv havde været på at nå frem til indsigten i oprindelsens karakter, inspirationsøjeblikket. Det er for Birgitta ensbetydende med åbenbaringen, hvor den enkelte formår at åbne sig for den indgivelse, hvoraf litteratur opstår.
Hendes udvikling beskriver vejen mod en selvindsigt, hvor hun gradvis har fundet løsningen på de problemer, hun selv har defineret og skildret: forholdet til moderen, Ulf, Mathias, kong Magnus og Karl. Gennem Kristusmeditationen bliver hun efterhånden befriet for kønnets komplikation og klassetilhørsforholdets svøbe, således at hun gennem klosterreglen kan formulere forudsætningerne for et andet og bedre liv. Gud, Kristus og Maria bliver ét i Birgitta, der bryder gennem sin skal hen imod en tidløs kristendom uden skolastik. Det vidner bl.a. hendes mangel på sentimentalitet om.
Det er en gudsforståelse, der falder sammen med ligevægten i jeg’et, der gør »jeg« lig med »Gud«, når den individuelle skyldproblematik opløses. Således at mennesket kan blive skabende og ikke længere behøver at leve som fortabt eller dømt. I sin oplevelsesverden kan Birgitta betragtes som en mystiker, men hendes konkrete liv viser hende som et handlingsmenneske, der ville gribe ind i verden. Denne tendens forlener hende med et humanistisk engagement og stiller hende samtidig delvis i et modsætningsforhold til mystikken; senere tiders mystikere har som oftest været afvisende over for idealer om en levende og aktiv deltagelse i verden.
»Vi bør være uberørte over for godt såvel som ondt, men når vi er uberørte – dvs. når vi fordeler opmærksomhedens lys ligeligt på dem begge – så sejrer det gode helt automatisk. Det er det, som er nåden. Definitionen på og kriteriet for det gode. Den guddommelige inspiration virker uomgængelig, uimodståelig, hvis man ikke vender sin opmærksomhed bort fra den, ikke afviser den. Man behøver ikke træffe noget valg til fordel for den, det er tilstrækkeligt, at man ikke nægter at erkende, at den eksisterer«. (Simone Weil: Tyngden och nåden, Lund 1978).
Et indfald der ikke lader sig beskrive
Betragtningerne over Birgittas åbenbaringer blev her indledt med blikket rettet mod »taleren«, »den visionære« eller »forfatteren« og behandlede problemet, hvorvidt hendes åbenbaringer skulle betragtes som værende »litterære« i nogen væsentlig betydning eller ej; men betragtningerne blev afsluttet med overvejelser over hendes måde at lade sin overbevisning komme til udtryk på. Vor tids litteraturbegreber bliver stillet i et nyt lys på grund af den provokation, som ligger i den indefra voksende tvang og det profetiske ambitionsniveau, der kommer frem i hendes ord og tekst.
Det er snarere oprindelsen end den afsluttede form, der står i centrum. I traditionel litteraturhistorisk forstand er teksten om Jesu fødsel genretypisk for Birgitta: gentagende, overtydelig, overfyldt med billeder og ikke særlig raffineret. Men som »billede« i overført betydning af det ubeskrivelige i de kræfter, som fremtvinger en formulering af levende erfaring, af kaldelsens sammenfald med oplevelsen af jeg’et, så er det en eksemplarisk tekst, og den drejer sig dermed om at forstå et af det kunstneriske arbejdes kerneproblemer. Hermed bekræftes det træk af evighed i Birgittas personlighed, hvormed hun brød igennem sin tid og kunne nå os.
Efter tilbagekomsten til Rom blev Birgitta syg og døde den 23. juli 1373. Hendes jordiske rester blev ført til Vadstena, og i 1391, 18 år efter sin død, blev hun helgenkåret, hvorefter hun omtales som »den hellige«. Hendes datter Katarina blev det nye klosters første abbedisse. Hun blev senere saligkåret, men hendes kanonisationsproces blev afbrudt på grund af reformationen.
»Bernhard taler dog allerstærkest til os i sin egenskab af bønnens mand. Hvis nogen tid, for at overleve, overhovedet har haft brug for at opdage og genopdage kontemplationen, tavsheden og stilheden, så er det vor tid. Men ikke engang stilheden er et mål i sig selv: Bernhard søger den, fordi han dér først kan finde sig selv, sit sande jeg, derefter Gud, for at elske ham og lade sit jeg gå op i ham, at blive ét med kærligheden og finde den fuldkomne sjælefred, den, der på mirakuløs måde kan leve midt i lidelsen og kampen«. (Gunnel Vallquist: Helgonens svar, Stockholm 1963).