Christiane Birgitte Koren (1764-1815) var oprindelig dansk født, og hendes forfatterskab blev til inden for rammerne af ægteskabet med den norske sorenskriver Johan Koren. Som embedsmandshustru og mor i det landlige provins-Norge udfyldte hun en ansvarsfuld moderrolle, men også hendes forfatterskab er i vid udstrækning præget af familiære relationer.
»Qvinden og Moderen kan umuelig, uden at fornægte sit hele Væsen, se udover sin Kreds, og ligegyldigt ved det Nærværende blot glæde sig i den Fjærne Fremtid. Kun opover det Alt løfter vi vort Blik saa høyt, om ikke høyere end Manden«, lyder det i Korens dagbog.
Dagbogsskrift og omsorgsfunktion
Hovedparten af Christiane Korens dagbøger blev skrevet i løbet af årene 1808-1815, men først udgivet i 1915 under titlen »Moer Korens« Dagbøger.
»Den gamle Lyst og Vane at holde Journal, er atter opvaagnet. Ofte har den yttret sig i denne Tiid, naar mit fulde Hierte har følt saa inderlig Trang til at meddele sig de fraværende Elskede, og jeg ikke nu som før kunde tage Tilflugt til Brevskrivningen«, skriver Koren i sin dagbog.
Selve dagbogsgenren giver teksterne en dobbelt karakter. På den ene side fremstår de som en privat form for skrift og repræsenterer det, en dagbog er i hverdagen, nemlig et tilflugtssted og en fortrolig ven. På den anden side er Korens dagbøger erstatninger for direkte henvendelser eller breve til andre, og beregnet på en større læserkreds end normalt for det private brev. Forfatteren henvender sig for det meste til den nærmeste familie på skrivergården i Hovind, først og fremmest til ægtemanden Johan. Men teksterne stiles også til venner og omgangskreds både i Danmark og Norge. Begge disse tænkte grupper af læsere betegnes som »børn« (sønner eller døtre) og svarer dermed til titlens ikke tilfældigt valgte »Moer«.
»Jeg ønsker… inderlig giærne, at min Hanna, min Adolf, mine Blomsterkrandse og hvad det mere er og kan blive, maa overleve mig. ‘Men hvad kommer dette Dit Ansigt ved?’ Aanej vist ikke – det siger jeg ogsaa«, hedder det i dag-bogen.
Christiane Korens dagbøger er imidlertid ment som mere end blot en forlængelse af moderlig omsorg. De er også et følelsesmæssigt og intellektuelt udtryksmiddel. Moderens rolle i familien indebar formidling af humanitet og kultur i hjemmet, og inden for denne ramme kunne Koren udfolde sig som teaterkritiker, litteraturanmelder, eventyr- og anekdotefortæller og ikke mindst som formidler af menneskekundskab og livserfaring. Det er netop i skildringen og vurderingen af forskellige mennesketyper, at Koren eksponerer sig selv. Og fordi menneskekenderen er så nært knyttet til moderfunktionen, behøver hun ikke at skjule sin vurderingsevne og sin indsigt. I Dagbog for Kristiane Koren hedder det således:
»Men, saa meget tør jeg tiltroe min Menneskekundskab, at jeg, uden at have hørt det mindste om ham, vilde ved et Par Samtaler som de første vi havde …, opdaget Mandens Tænkemåde …og ved mangt et lidet Træk, ubemærked for de fleste, har jeg lært at kiende Menneskers Inderste i meget kort Tiid, og sielden fundet mig nødt til at forandre mine Meninger«.
»Ogsaa mine, ikke i Iagttagelser uøvede Øjne, har jeg meget at takke. En Mine, et Blik, et Skuldertræk, har ofte lært mig, hvad jeg ved blot at høre, ikke havde kommet efter i lang Tiid«, skriver Koren om sig selv.
Koren udtalte sig med sikkerhed, når det gjaldt hendes medmenneskers karaktertræk. Hun var mere forsigtig, når hun skrev om litteratur, teater og skuespilkunst. Hun understregede, at disse tekster ikke måtte opfattes som faglige udtalelser, men skulle ses som personlige og mangelfulde vurderinger.
Dramatiske »forsøg«
Årsagen til, at Christiane Koren fik lejlighed til at publicere sine tre dramaer, Dramatiske Forsøg, 1803, må søges i hendes tilknytning til Danmark. Såvel gennem sin brevveksling som gennem den rejse, hun fortæller om i sin allerførste dagbog, Dagbog for Kristiane Koren: paa en Reyse fra Norge til Dannemark begyndt den 6. september 1802 (publiceret i 1945), holdt hun kontakten med sit hjemland. I København mødte hun Oehlenschläger, som var den ledende kulturpersonlighed i dansk-norsk romantisk digtning. Men Koren tog aldrig nogen af de romantiske idéer til sig, og Oehlenschläger var ikke særlig begejstret for hendes dramaer.
Christiane Koren besøgte også Bakkehuset i København, Kamma og Knud Lyhne Rahbeks hjem. Og det var Rahbek, der sørgede for udgivelsen af Dramatiske Forsøg. Han skrev desuden en anbefaling i form af en »Fortale«. Her påpegede han, at særlig de to første dramaer, Adolf og Blomsterkrandsene, genremæssigt kunne placeres nær syngespillet, en munter forløber for operetten. I modsætning til operaen havde syngespillet dansk tekst. Dramaerne har også træk til fælles med idyllen, hvor naturskildringer spiller en væsentlig rolle.
Christiane Korens dramaer blev aldrig opført. Heller ikke i eftertiden har de været genstand for opmærksomhed. Det er først og fremmest forfatterens dagbøger, der værdsættes, og da som kulturhistoriske dokumenter.
Jeg’ets følelser og familiens krav: Kærlighed og pligt
De tre dramaer er skematisk set variationer over samme tema: konflikten mellem egne følelser og behov og pligten over for omgivelserne. Men stykket Hanna, som er det sidste i rækken af Christiane Korens dramatiske »forsøg«, adskiller sig på flere måder fra de øvrige. Især i menneskeskildringen fremstår Hanna som det mest moderne. Personerne er mere individualiserede og tillagt en mere kompleks psyke end i de to første tekster. Brugen af prosadialog og fraværet af sangindslag er også moderne træk.
Hanna er ideologisk set tvetydig og modsætningsfyldt, specielt når det gælder kvindeskildringerne. Kvinderne er her tildelt centrale positioner i mere end en forstand. Set udefra drejer det sig om et trekantdrama med Hanna, Konrad og Karoline som hovedaktører. 19-årige Konrad rejser hjemmefra for at tilegne sig dannelse og livserfaring. En ven af hans afdøde far tager sig af ham. Vennen ser i Konrad en mulig ægtemand for sin datter Karoline, men problemet er, at Konrad allerede er bundet til Hanna. Hun er hans mors plejedatter og sygner hen, fordi Konrad har svigtet hende. Hun er gravid med hans barn, og Konrad ved det ikke. Hanna tror, da tiden er inde, at barnet er dødfødt, mens det i virkeligheden tages fra hende lige efter fødslen.
I denne konflikt repræsenterer Karoline den rene kvinde. Hun legemliggør datidens kvindeideal: Hun er ren, yndig og moderlig. Hanna er derimod uren. Hun er offeret, den passivt lidende kvinde, uden andet mål end flugt og selvudslettelse. Bortset fra dette skel mellem ren og uren er Karoline og Hanna imidlertid næsten identiske. For Konrad som for læseren smelter de to næsten sammen til ét kvindebillede.
»Sandhed og Uskyldighed blomstrer paa hendes Kinder – Engang blomstrede de ogsaa paa mine«, siger titelfiguren om Karoline i Hanna.
Maria – en aktiv iscenesætter
Mellem Karoline og Hanna på den ene side og Konrad på den anden har Christiane Koren fundet plads til en kvindeskikkelse, der skiller sig væsentligt ud. Det drejer sig om Maria, Konrads søster. Hun er den, der driver handlingen fremad, trækker i trådene, skaber konfrontationer og åbner for løsninger. Hendes rolle er iscenesætterens, tydeliggjort ved, at ord og vendinger fra teaterfaget eksplicit er forbundet med hendes person.
Maria benytter sig i sin strategi af de familiære bånd: Hun vil skabe lydhørhed for Hannas ret til Konrad. Som aktiv og handlekraftig iscenesætter fremstår Maria som et dristigt modbillede til de traditionelt objektgjorte Karoline og Hanna. I modsætning til disse har Maria en åbenbar status som handlende subjekt i dramaet.
Maria-skikkelsen kan umiddelbart sættes i forbindelse med Christiane Koren selv. I det virkelige liv hed Korens søster Maria, men det er forfatterens egne personlige kvaliteter, der her er tillagt den fiktive skikkelse: Maria besidder menneskekundskab og livserfaring. Og i lighed med Koren er hun sig disse egenskaber bevidst. Det er fristende at konkludere, at iscenesætteren Maria er Korens talerør i Hanna.
Christiane Koren var i høj grad bundet til oplysningstidens tro på fornuft og pligt. Som i flere digte af hendes samtidige, lyrikeren Magdalene Buchholm (1758-1825), var det hos Koren pligten, der måtte sejre på bekostning af individuel følelse og lyst. Dette kommer til udtryk på en ganske særegen måde i »Hanna«. Her er det nemlig mandens pligt over for kvinden, der belyses. Konrad erkender, at han har forpligtelser over for Hanna, og at han må give hende, hvad hun har krav på. Efter alt at dømme bliver hun Konrads hustru, og som en bekræftelse får hun sit barn tilbage, symbolet på hendes og Konrads samhørighed.
»At hun ikke mere var uskyldig som hun – o! just det burde have givet hende den første, den helligste Ret til Din Kjerlighed«, siger Maria om Hanna i stykket af samme navn.
Karoline og Konrad må altså ofre kærligheden. Til gengæld får Karoline en slags søsterlig status i forhold til både Konrad og Hanna. Dramaet ender med andre ord lykkeligt på alle niveauer. Brikkerne i familiespillet er lagt på plads.
I en af det moderne gennembruds bedst kendte romaner, Constance Ring (1885) af Amalie Skram (1846-1905), fremstilles kærligheden som et umuligt projekt på grund af samtidens kvinderolle og kønsideologi. For Constance Ring er døden den eneste udvej. I Christiane Korens 1700-tals-univers er kærligheden også umulig, men slutfacit er et andet: Fornuften – ikke døden – må gå af med sejren, harmonien i familieuniverset genoprettes. Den svigtede kvinde får oprejsning, og barnet vokser op hos sine retmæssige forældre.