Ingen kvinde og ingen guddom har i middelalderen tiltrukket digterne som Maria, Jesu mor.
Men det er svært at læse, hvad digterne skrev om Maria. Det skyldes, at vi er blokeret af fordomme, der hindrer os i at se, hvad teksterne siger. Protestanter kan ikke lide hende, fordi hun tillægges guddommelighed. Mandschauvinister kan ikke lide hende, fordi hun er kvinde. Feminister kan ikke lide hende, fordi hun er kvinde på en måde, de ikke bryder sig om. Nationalister kan ikke lide hende, fordi hun religiøst og sprogligt repræsenterer et fremmedelement. Marxister kan ikke lide hende, fordi de mener, hun (i Norden) ikke dyrkedes af folket.
I det følgende afsnit om danske middelalderlige Mariatekster gøres der forsøg på at se bort fra disse fordomme.
Mariadigtningen hænger sammen med den folkelige Mariadyrkelse og den teologiske Marialære, den sidste kom som regel efter den første. Maria er omtalt i Det nye Testamente, med størst udførlighed og individualitet i Lukasevangeliet. Den teologiske Marialære tager udgangspunkt her, men udvikler sig ofte til fortolkninger, som går ud over direkte bibelsk belæg.
Det første vigtige led i Marialæren var beslutningen i Efesos i 431 om, at Maria ikke blot var mor til den menneskelige, men også til den guddommelige Jesus. Hun blev Dei genitrix, Guds moder. Det blev hun, forklarede teologerne, på grund af sin fysiske og psykiske renhed. Det førte til, at Maria blev opfattet som »evig jomfru«, dvs. jomfru både før og efter Jesu fødsel. Maria blev Virgo virginum, jomfruernes jomfru. Men først i 1854 vedtoges dogmet om hendes »ubesmittede undfangelse«, dvs. læren om, at hun blev født uden arvesynd, hvilket vil sige, at hun var uden anlæg for synd og uden lyst til synd.
Da Maria blev opfattet som mor til Gud og selv var uplettet, blev hun Mediatrix, dvs. formidler af menneskets frelse. Formidlingen gik to veje: Dels formidlede hun så at sige Gud til menneskene ved at føde ham, dels formidlede hun mennesker til Gud ved at gå i forbøn for dem. Det sidste væsentlige led i Marialæren er Assumptionen, dvs. læren om, at Maria blev optaget i himlen med legeme og sjæl. Denne lære blev først dogme i 1950. Der var allerede i middelalderen delte meninger om, hvorvidt Maria døde, før hun blev optaget i himlen. Spørgsmålet er i katolsk teologi stadig uafklaret. Under alle omstændigheder fik Maria gennem denne lære en særstilling, fordi andre frelste mennesker først på dommedag får legemet forenet med sjælen.
Under indflydelse fra den østromerske kirke kom Mariadyrkelsen til at spille en stadig større rolle i den latinske vestromerske kirke, og der afholdtes særlige kirkelige Mariafester: Marias renselse 2. februar, Marias bebudelse 25. marts, Marias optagelse i himlen 15. august og Marias fødsel 8. september. Samtidig dyrkedes Maria ved forskellige folkelige fester, bl.a. frugtbarhedsfester, og ofte indgik hun på hedenske frugtbarhedsgudinders plads. Man kan bemærke, at første juledag, Jesu fødselsdag, betragtedes som en Kristusfest, ikke en Mariafest.
Marialyrik
Marialyrikken på latin var stor og meget varieret både med hensyn til mængde og til kvalitet. Det er dog muligt at udpege nogle hovedemner som lovprisninger (Ave Marialyrikken), der ofte var knyttet sammen med bønner til Maria, digte om Marias sorger (Stabat mater som det berømteste eksempel) og digte om Marias glæder (Gaude Maria, dvs. Glæd dig, Maria).
Der udvikledes efterhånden en særlig Mariastil, bl.a. med opremsning af hendes tilnavne som sol, morgenstjerne, rose, lilje, himmeldronning, og der udarbejdedes en særlig Mariasymbolik, hvor elementer fra naturen eller fra Det gamle Testamente blev brugt til at forklare vanskelige punkter i Marialæren, f.eks. forklaredes jomfrufødslen ofte således: Lige som solen skinner gennem en glasrude, uden at den går i stykker, således bliver Maria frugtsommelig uden at miste sin jomfrudom.
Marialyrikken kan i den græskkatolske kirke spores til 500-tallet. Den fik her sin blomstring i 800-tallet, og derfra kom den til den romerskkatolske kirke, hvor den kulminerede ca. 1100-1400. I senmiddelalderen indgik elementer fra den franske troubadourdigtning (kærlighedsdigtning) i Marialyrikken.
Mariadigtningen udvikledes først på det internationale religiøse sprog latin, senere blev den oversat, og der blev også digtet originalt i mange genrer på de såkaldte »folkesprog«.
Lyrisk, episk og dramatisk Mariadigtning findes over hele Norden. På norrønt sprog er bevaret ca. 50 Mariatekster, men de har ikke været genstand for sammenhængende forskning. Dele af den norrøne Marialyrik kan være skrevet i norske klostre. I Sverige digtedes til Maria både på latin og svensk. Den svensksprogede Marialyrik fik især gennem Birgittinerklostrene betydning for den danske Marialyrik. De svenske digte omfatter bl.a. et digt om »Vor frue pine« og – i forskellige versioner – et stort digt om »Marias syv glæder«; et af glædesdigtene indgår i den store rimede andagtsbog Siælinna thröst (dvs. Sjælens trøst). Den ældste, nedskrevne version af salmen »Den signede dag« er svensk og har stærke Mariaelementer.
Marialyrikken i Danmark omfatter dels latinske digte skrevet af danskere, dels originale og oversatte digte på dansk sprog.
To latinske sekvenser, dvs. salmer, der fulgte efter halleluja, »Missus Gabriel« og »Stella solem«, blev tidligere tillagt biskop Anders Sunesen (1167-1228), men nyere forskning har vist, at de ikke kan være af ham. Et langt latinsk digt »Salutacio beate Marie« på 150 dobbeltstrofer er med nogenlunde sikkerhed tillagt roskildeklerken Jacobus de Dacia, der døde i slutningen af 1300-tallet.
Marialyrikken på dansk sprog omfatter 22 digte. Nogle af disse digte er skrevet af navngivne mandlige forfattere. Per Ræv Lille har skrevet fem danske Mariadigte, der alle findes i et håndskrift fra ca. 1470; det er udgivet under titlen En Klosterbog. Der er noder til nogle af digtene. Per Ræv regnes for vores fornemste Mariadigter.
Odensepræsten hr. Michael har skrevet et enkelt Mariadigt som indledning til en bog, han skrev om rosenkransdyrkelsen. Poul Helgesen skrev i reformationstiden nogle Mariadigte; i et af dem udtrykker han sin vrede over, at Maria ikke må dyrkes mere.
De øvrige danske Mariadigte findes alle i bønnebøger. Der er bevaret ca. 30 danske bønnebøger fra senmiddelalderen. Tilsammen indeholder de godt 1100 bønner, hvoraf nogle få er på vers. Bønnebøgerne er illustreret, således som der var europæisk tradition for. Bønnerne er udgivet ved Karl Martin Nielsen som Middelalderens danske bønnebøger I-V (1946-1982).
»Mariaviser« er et samlebegreb for al sangbar Marialyrik, også den lyrik, hvortil der ikke er, men kunne være musik.
Bønnebøgernes ejere har alle været kvinder. De har også været bøgernes anlæggere, dvs. de har sørget for, at de blev skrevet. Disse kvinder var højtstående adelskvinder, der havde tilknytning til klostermiljøet. Bønnerne er ofte oversættelser fra latin, tysk eller svensk; men nogle må oprindeligt være digtet på dansk. Forfatterne eller oversætterne har været munke og nonner. I denne sammenhæng er det væsentligt at fremhæve, at bønnebøgernes forfattere og oversættere af Marialyrik kan være kvinder. Det er disse Mariadigte, der skal omtales nærmere her.
Bønnebøgernes Marialyrik
Dansk Marialyrik er grundigst behandlet af Ernst Frandsen i hans disputats Mariaviserne fra 1926. Denne bog er stadigvæk standardværket med banebrydende oplysninger og resultater. Men den er præget af, at Ernst Frandsen gennemgående er forbeholden over for sit emne på grund af nationale, protestantiske og kønsbestemte fordomme. Det er hans hovedsynspunkt, at »det mærkelige udanske stof« ikke rigtig fængede hos digterne i Danmark, og at selv Per Ræv blot repræsenterer »Andenhaandsarbejde«.
Ernst Frandsen har ret i, at den danske Marialyrik ikke er af originalt og internationalt format som de danske folkeviser. Men vælger man at betragte dem ikke som noget »fremmed«, men som en inspiration og udfordring for dansk tankegang og dansk sprog, bliver synsvinklen en anden.
De danske Mariaviser i bønnebøgerne samler sig i tre grupper: lovprisninger af Maria, beskrivelser af Marias sorger, beskrivelser af Marias glæder – alle med indbyggede bønner.
Ave Maria
Da ærkeenglen bragte Maria bebudelsen, indledte han ifølge Lukasevangeliet med denne hilsen: »Vær hilset, du benådede, Herren er med dig« (Ave Maria, gratia plena, Dominus tecum). Da Maria senere besøgte Elisabeth, blev hun modtaget med ordene: »Velsignet er du blandt kvinder og velsignet dit livs frugt« (benedicta tu in mulieribus et benedictus fructus ventris tui). Oprindelig bestod den verdenskendte latinske bøn Ave Maria blot af disse to hilsener. Teksten kan føres tilbage til den østromerske kirke i 800-tallet. Den vandt almindelig europæisk udbredelse i 1000-tallet og blev i slutningen af 1100-tallet officielt inddraget i kirkens bønner. Franciskaner og dominikaner-munkene medvirkede til, at bønnen blev udbredt også blandt almindelige mennesker. De enkle ord – eller nogle af dem –kunne læres også af folk, der ikke kunne latin. Efterhånden blev der også føjet en direkte bøn til Ave Maria (officielt dog først i 1568). Bønnen lød: »Hellige Maria, Guds moder, bed for os syndere nu og i vor dødstime. Amen« (Sancta Maria, mater dei, ora pro nobis peccatoribus, nunc et in hora mortis nostræ. Amen).
De enkle linjer i »Ave Maria« indebærer hver især vidtrækkende perspektiver. Når Gabriel siger »fuld af nåde«, kan det tolkes således, at Maria ikke var fyldt med andet end nåde, dvs. hun var uden synd. Denne syndefrihed er forudsætningen for opfattelsen af, at Maria har besejret døden og har kraft til at gå i forbøn for døende. »Ave Maria« er fortsat den mest udbredte bøn i den katolske verden.
Der findes på latin andre lovprisningsbønner til Maria, bl.a. Ave regina (dvs. Hil dig, dronning) og Ave maris stella (dvs. Hil dig, havets stjerne).
Blandt de danske Mariaviser i bønnebøgerne findes tre, der klart er lovprisningsbønner, og to, der delvist er det. I ingen af tilfældene har man kunnet påvise forlæg. De kan altså være originale. Når de i det følgende citeres, er det i moderniseret retskrivning.
Hil dig, Maria, den skinnende lilje,
du fødte din signede søn med vilje,
med de dråber, Gud selv dide (dvs. diede),
frels min sjæl fra helvedes kvide.
(»dråber« har i originalteksten »taaræ«. Det kan ikke ad sproglig vej afgøres, om det betyder dråber eller tårer. Men sammenhængen taler for det første). Denne rimede bøn, hvortil der hørte musik, står tre steder i danske bønnebøger. Den, der her er citeret, er næsten perfekt med hensyn til rim og rytme, hvilket ikke er almindeligt i dansk middelalderlyrik. Der foreligger ingen oplysninger om denne vise, men da den er citeret tre steder, må den have været ret udbredt.
Digtet er godt, ikke blot på grund af rim og rytme, men fordi det på alle planer er på én gang enkelt og mangfoldigt. Maria er beskrevet med et af de kendte tilnavne, liljen. Den angiver skønhed og renhed, her forstærket med adjektivet »skinnende«. Men »lilje« rimer på »vilje«. Det antyder, at Maria ikke blot er et smukt og passivt hylster, men at hun er blevet mor til Jesus ud fra et bevidst valg. Det svarer til Lukasevangeliets Mariaopfattelse. Nogle har udlagt Maria i dette evangelium som verdens første kristne menneske, fordi hun er den første, der hører om og accepterer Kristus. Hele dette religiøse perspektiv har det lille danske digt samlet i rimet liljevilje, der lydligt er korrekt og samtidig indholdsmæssigt betydningsfuldt: skønhed og bevidsthed.
Digtet har et andet kernepunkt: »Med de dråber, Gud selv diede«. Dette billede viser den grundlæggende morbarnsituation, amningen. Samtidig får det sin guddommelige dimension, fordi forfatteren har valgt ikke at lade barnet Jesus die, men »Gud selv«. Disse dråber tillægges desuden den kraft, at de kan frelse jeg fortællerens sjæl.
Den amerikanske forsker Marina Warner har i sin Mariabog Alone of All Her Sex, 1978, et helt kapitel om »Mælken fra paradis«, og hun har interessante bemærkninger om, at mælk og tårer blev betragtet som de eneste acceptable væsker fra kvindekroppen.
Digtet »Hil dig, Maria, havsens stjerne« har fem strofer. Digtet får en hård medfart af Ernst Frandsen; han siger om forfatteren: »Hans digteriske Evne er ringe, den begrænses til at kunne rime. Og denne Evne behersker han ikke, det er snarere Rimet, som behersker ham«.
Man kunne godt vende rimfærdigheden positivt og notere, at der her er endnu en dansk forfatter, der har styr på rim og rytme. Teksten er som helhed ikke særlig vellykket, men der er spændende formuleringer, f.eks. i strofe tre:
Du er oprunden af Davids rod,
aldrig fødes sådan imod.
Jeg kan det prøve med selver mig,
ærligste blomster fødes af dig.
Ifølge sammenhængen må denne strofe være henvendt til Jesus. Linje to betyder: Aldrig bliver der født nogen, som kan holdes op imod dig, dvs. sammenlignes med dig. I de næste linjer sammenligner jeg’et sig selv med Jesus og erkender, at Jesus er større. Det er et mærkeligt billede, der bruges: ærligste (dvs. de, der er mest værd) blomster fødes af dig. Hvad vil det sige at »føde blomster«? Og hvad vil det sige, at Jesus »føder«? Det kan være hensigten, at man skal tænke på, at Jesus gerninger er de største, men det er særpræget at associere gerninger med blomster og Jesus med en føder. Der kan være sket det, at billeder, der oftest bruges om Jesu mor, her bruges om ham selv. Dermed viser billederne, hvad der er synligt i hele visen, at Maria og hendes søn undertiden er ét for jeg’et.
Andre steder i digtet er de tydeligt adskilte. Tilnavnet havets stjerne er utvetydigt Maria. Det latinske »Stella maris« er udmærket oversat ved »havsens stjerne«. Der er tvivl om oprindelsen til dette tilnavn, men det medførte, at Maria blev beskytter for søfarende. Derfor blev hun også, hvad den danske tekst har med i sin strofe 4, en »ledestjerne«. Konkret var »havets stjerne« Venus, den første stjerne, der tændes om aftenen, og den sidste, der slukkes om morgenen. Der er altså en sammenhæng mellem det valgte tilnavn og jeg’ets ønske om at følge Maria. Jeg’et selv har fået en vis individualitet i denne tekst, det er ikke bare et stilistisk jeg, men et menneske, der kan vælge sin vej:
Gud haver mig givet vid og skel,
giv mig dem at styre vel.
Det er i denne overførte styresituation, jeg’et har brug for de søfarendes ledestjerne Maria.
»Hil dig, Maria, verdens trøst« er jævn og ligefrem i sin jegfremstilling:
Jeg er det menneske, som brødelig står,
hver dag jeg på jorden går.
Digtet er i det hele taget jævnt og ligefremt uden de store indholdsmæssige og kunstneriske udsving. Det er bygget op over kontrasten mellem jeg’et og Maria. Sin største interesse har digtet ved sin gode fordanskning af Mariatilnavne: verdens trøst, himmerigs dronning, smukkeste spejl, væne rosens blomster, syndemænds lægedom, moder uden mand.
»Hil dig Maria, fuld med nåde« er i sin første linje en direkte oversættelse af »Ave Maria, gratia plena«, men resten af digtet handler om Marias sorger og vil blive behandlet nedenfor i den sammenhæng.
»O Maria, jomfru fin« henvender sig både til Maria og til hendes mor Anna. Digtet er særpræget ved sin forholdsvis kraftige udmaling af djævel og pinsler:
I helvede er redt med ild og kuld (kulde),
og sjælen er med sorger fuld.
Mater Dolorosa
Det var franciskaner og dominikanermunke, der i 1200- og 1300-tallet var med til at udbrede digte om Marias sorger og glæder, emner som almindelige mennesker umiddelbart kunne forstå. I 1300-tallet, hvor den sorte død udryddede en tredjedel af Europas befolkning, kunne enhver identificere sig med Maria som mater dolorosa, den sørgende moder.
På dansk findes et tolinjet digt »O du overflydende kilde«, der i sine bedste strofer enkelt og fint skildrer Marias sorg over den døde Jesus:
O du overflydende kilde,
hvorfor er du nu så udflydende vilde?
O du vise mester over alle mennesker på jorden
hvorfor er du nu så tiende vorden? (dvs. blevet så tavs).
O du klare skinnende sol,
over dig går så mørkt et mulm (dvs. mørke).
Denne digteriske Pietà er bygget over modsætningen mellem den levende og den døde søn.
Det berømteste latinske digt om Marias sorg er »Stabat mater«, der tillægges franciskaneren Jacopone da Todi (ca. 1230-1306). Hans digt er i indhold som i form lidenskabeligt og flot. Det falder i to dele, først beskrives Marias sorg ved korset, dernæst følger jeg’ets bøn til Maria om at blive delagtig i hendes sorg og opnå hendes forbøn i døden.
Den latinske tekst er perfekt i rim og rytme og fuld af stilistiske raffinementer. Stroferne hører gennem rimene sammen to og to (første og anden linje rimer, ligeledes fjerde og femte linje og endelig tredje og sjette linje). Den danske forfatter Peter Schindler har sagt, at de latinske rim lyder som »dybe dødsklokker«.
Stabat mater dolorosa
Juxta crucem lacrimosa,
Dum pendebat filius,
Cuius animam gementem,
Contristatem et dolentem,
Pertransivit gladius.
Stabat mater er oversat til dansk prosa i Anna Brades bønnebog, til vers i Marine Jespersdatters bønnebog. De første strofer i den danske versoversættelse lyder:
Hos korsets træ
med sorg og ve
stod Kristi moder
med grådens floder,
hendes søn på korset hængte.
Af suk og gråd
som før var spå’t
med stor ufryd
stak drøvelsens spyd
hendes hjerte det da trængte.
Denne tekst er ikke flot og perfekt som den latinske, men den er godt dansk, og rim og rytme er korrekt, faktisk er der flere rim end i originalen, fordi hver strofe har fået fem i stedet for tre linjer. Ved oversættelsen er ikke blot stil, men også indhold dæmpet ned. Jeg’et er ikke så flammende i sin lidenskab, det har f.eks. ikke den latinske teksts »lad mig beruses ved korset«. Jeg’et ønsker først og fremmest at vise sin medfølelse med Marias lidelse. Maria selv er i originalteksten på én gang den milde moder og den strenge himmeljomfru. I den danske tekst er hun helt igennem mild. Alle disse neddæmpninger får et fint udtryk i følgende strofe, der i øvrigt har et originalt billede, som ikke findes på latin, »milde rose«:
O milde ros’
lad mig stå hos
og bære med dig
af drøvelse slig,
som da dit hjerte måtte gæste.
Selv om der ikke i den danske tekst er stilistiske glansnumre som i den latinske, så har oversætteren dog tydeligt gjort sig umage også med den rent lydlige side af sagen. Der er f.eks. meget tydelig kunstnerisk udnyttelse af ø- og mlyde i slutverset. Den, der har skrevet denne formidling til dansk af et stort internationalt digt, kan være stolt af sit værk:
O milde mø,
når jeg skal dø,
gak for din søn
med moderlig bøn og frels min sjæl af våde. Amen.
»Hil dig Maria, fuld med nåde« følger Marias passionsvej, dvs. de sorger, hun i sit liv mødte gennem Jesus. Digtet indledes som tidligere nævnt med Gabriels hilsen, og det slutter sig til lovprisningstraditionen, idet de fleste strofer slutter med et Ave Maria. Teksten er opbygget efter et mønster, som følges ret konsekvent: Først skildres en af Marias sorger, dernæst udtaler jeg’et en bøn, som har tilknytning til denne sorg. Strofe 4 lyder således (på gammeldansk er rimene rene, f.eks. twongenfongen):
Maria, du var af sorgen tvungen
den tid, du spurgte, din søn var fangen,
jøderne bandt ham med migel gere (dvs. mange bånd)
så ledte de ham for dommer fire.
Fordi han tålte så uskildelig (dvs. med urette)
Frels min sjæl evindelig. Amen. Ave Maria.
Det er et specielt træk ved denne Mariavise, at den har tydelige folkevisevendinger, det ses i den citerede strofe, men også i slutstrofens skildring af Maria:
Din’ kinder blege, din’ øjen var røde
aldrig så nogen tåle sådan møde (dvs. kval).
Glæd dig, Maria
Den danske bønnebogslyrik formidler ikke blot traditionen fra Ave Maria og Mater dolorosa. Den har også digte om jomfru Marias glæder.
»Gaude virgo, mater Christi« (dvs. Glæd dig, Maria, Guds moder) er en lyrisk latinsk tradition, der kan føres langt tilbage og har mange varianter. Oprindelig er »Glæd dig, Maria«-digtene formodentlig skrevet (og sunget) til Mariafesterne. Munken Notker skrev således i det berømte St. Gallen kloster i Schweiz i 800-tallet en »Moderhymne« til julefesten 1. januar. Den skal ikke forveksles med julesangen til Jesu fødselsdag 25. december, der også handler om glæde: »Dies es laetitiae« (dvs. Dette er glædens dag). Glæd digdigtningen udviklede sig efterhånden til digte om enten Marias himmelske eller hendes jordiske glæder. Den sidste tradition opregnede som regel fem eller syv glæder.
»Glæd dig Maria, Guds moder, og fryd dig« er det længste og mest omtalte af de danske glædesdigte. Digtet ligger tæt på fire svenske og et tysk digt, men varianterne er for store til, at der kan være tale om en direkte oversættelse.
Ingen, der har beskæftiget sig med det danske digt, har bemærket, at digtets jeg er kvinde. Det viser sig ellers direkte i tre af digtets bønner: »og hans tro tjenestekvinde dø« (glæde fire), »alsomhelst vil jeg din tjenestekvinde være« (glæde seks), og »giv mig min jomfrudom således at leve/ at jeg må være uden din vrede« (glæde syv). Den sidste bøn kunne tyde på, at den talende kvinde er ung, og at det kræver en indsats fra hendes side at leve i jomfrudom. Der er det interessante kildeforhold, at den tyske tekst ikke har antydning af kvindeligt jeg, og kun det ene af de svenske digte har et kvindeligt jeg, men kun én gang, i modsætning til de danske tre gange.
Man kan ikke slutte fra kvindeligt fortæller jeg til kvindelig forfatter/bearbejder. Men man kan anføre, at forfatteren kan være kvinde. Brugeren derimod må være kvinde, da det ikke er sandsynligt, at nogen har skrevet en bøn med kvindeligt jeg til brug for en munk eller en adelsmand.
Når man vil forstå »Glæd dig, Maria«, er det nødvendigt at være opmærksom på, at digtet er skrevet fra det perspektiv, at den lovprisende og bedende er en kvinde, der ønsker at følge Maria i hendes jomfrurolle.
De syv glæder, digtet handler om, er: bebudelsen, besøget hos Elisabeth, fødslen, Hellige tre kongers besøg, besøget i templet, gensynet med Jesus efter at han tre dage har været forsvundet i templet, Marias optagelse i himlen. Ernst Frandsen er utilfreds med glæde fem og seks, som efter hans mening burde handle om Jesu opstandelse og himmelfart. Forfatteren kan have undgået disse to glæder, mener han, »fordi de kræver større religiøs Energi end de, som han sætter i Stedet«. Hvis man er opmærksom på, at hele digtets energifelt er den indefra følte jomfruproblematik, kan man nå til et andet resultat. Som eksempel skal glæde seks gennemgås, den citeres i moderniseret retskrivning:
Glæd dig, Maria, den signede daggry,
den sjette glæde kom dig til hand, (dvs. hånd)
så at ingen hende fuldsige kan,
der du din signede søn igenfandt.
O du søde jomfru rene,
i tre dage havde du ham tabt
og tålte for ham men.
Alsomhelst vil jeg din tjenestekvinde være,
fordi at din renhed monne den enhjørning forvinde,
du haver af den løve et lam gjort
og tæmmet den vilde ørn, som vi have hørt,
du haver bundet den stærke Samson
og forvundet (dvs. overvundet) den vise Salomon,
du haver den vilde pelikan fanget,
og salamander er af ilden til dig gangen;
du haver og spæget den vilde panter
og tvunget den store elefant,
af dig blev den gamle Fønix ung,
der Guds søn sprang det høje spring
af det høje himmerige
og hid ned til jorderige,
der Guds søn lod sig føde af dig.
For din sjette glæde beder jeg dig,
vend din grundløse (dvs. bundløse) miskund(hed) til mig.
Maria trøst mig usle menneske,
og hør min hjertens røst,
tag min mening for alles tale
giv alle bedrøvede hjerter husvalelse,
hver efter som ham trænger nød
hjælper ikke du, da bliver jeg død.
Amen. Salve regina misericordie.
Glæde seks har som udgangspunkt Lukasevangeliets beretning om, hvordan Jesus som 12-årig ved et besøg i Jerusalem forsvinder i tre dage, fordi han er optaget af at tale med de vise mænd i templet. Kernepunktet i denne tekst er det guddommelige barns konflikt mellem himmelsk og jordisk lydighed.
»Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min faders hus?«, siger Jesus. Hans forældre forstår ham ikke, men Maria »gemte alle disse ord i sit hjerte«, og Jesus »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker«. (Lukas 2:41-52). Denne episode fra evangeliet bliver behandlet flere steder i dansk middelalderlitteratur. I folkebogen Jesu barndomsbog bliver konflikten tydeligere fremstillet, og et balancepunkt opnås. Josef og Maria forstår, at Jesus er Guds søn, og han på sin side »øvede sig i dødelighed«, dvs. lærer at påtage sig et dødeligt menneskes forpligtelser. Emnet er også behandlet i folkevisen »Jesus og jomfru Maria«. Maria finder her Jesus i en urtegård:
»Hør du, Jesus, kære sønnen min,
hvi gjorde du mig den angst og kvide?«
Jesus han svarede moder sin:
»Skal jeg ikke luge blomsterne mine?
Jeg luger de store, jeg luger de små,
dem, torne bær, kaster jeg frå (dvs. fra)«.
Pointen i bønnebogens behandling af historien om Jesus, der bliver væk, er, at Maria ikke blot genfinder, men genvinder sit guddommelige barn. Grunden til, at hun har den styrke, at hun så at sige kan konkurrere med Gud om barnet, er – ifølge »Glæd dig, Maria« – hendes jomfrudom. Den er hendes styrkekilde.
Selma Lagerlöf har i novellen »I templet« (Kristuslegender, 1904) skildret den samme episode. »’Hvorfor græder du? Jeg kom jo, så snart jeg hørte din stemme’. ‘Skulle jeg ikke græde?’ sagde moderen. ‘Jeg troede, jeg havde mistet dig’.
De gik ud af byen, og mørket faldt på, og moderen blev ved at græde. ‘Hvorfor græder du?’ sagde barnet. ‘Jeg vidste ikke, at hele dagen var gået. Jeg troede, det var morgen endnu, og jeg kom, så snart jeg hørte din stemme’. De gik hele natten, og moderen græd bestandig. Da det begyndte at gry ad dag, sagde barnet: ‘Hvorfor græder du? Jeg har ikke søgt min egen ære, men Gud har ladet mig gøre undere, fordi han ville hjælpe disse tre stakkels mennesker. Og så snart jeg hørte din stemme, kom jeg tilbage til dig’.
‘Min søn,’ svarede moderen, ‘jeg græder, fordi jeg alligevel har mistet dig. Du kommer aldrig mere til at tilhøre mig. Fra nu af vil dit livs stræ-ben være retfærdighed, og din længsel vil stå til paradiset, og din kærlighed kommer til at omfatte alle de stakkels mennesker, der opfylder jorden’«.
Alle de symboler, forfatteren finder frem fra middelalderens naturhistorie og fra Det gamle Testamente, tjener den ene ting at vise Marias usædvanlige styrke. Hun kan fange enhjørningen, hun kan tæmme panteren, elefanten, den vise Salomon. Hun kan få salamanderen, der kun kan fanges gennem ild, til at springe fra Guds ild til hendes ild, hun kan gøre den gamle Fønix ung igen. Alle de elementer, hun tæmmer, er symboler for Jesus; teksten får et erotisk spil, fordi symbolerne sommetider betyder Gud, sommetider Jesus, således at det undertiden er både et barn og en elsker, hun fanger ind med sin jomfrustyrke.
Den danske bearbejders personlige alvor i tilegnelsen og formidlingen af Marias sjette glæde viser de sidste seks linjer. De er alle tildigtede og har hverken tysk eller svensk parallel. Det er enkle linjer, der uden stilistiske raffinementer taler til Maria slet og ret. Det lyder virkelig som et menneske, der taler med »hjertets røst«, ydmygt og oprigtigt – og uden at glemme de andre.
Den danske tekst står også alene med slutningen på hele digtet. Det er kun her, vi finder bønnen: »giv mig min jomfrudom således at leve …«. Det underbygger opfattelsen af, at det er en jomfru, der taler til Maria.
»Glæd dig Maria, moder Krist« består af syv rimeligt regelmæssige strofer. Det beskriver de sædvanlige Mariaglæder. Om jomfrufødslen har digtet dette særprægede billede:
Som roser og liljer udspredt giver lugt af sig,
så fødte du Jesus, sand mand af dig.
Tankegangen bag dette billede er, at Maria føder helt og aldeles ubesværet.
Dette blev i middelalderen ofte fremhævet, og et af de almindelige sproglige billeder var: Som stjernen giver lys fra sig uden at miste sin kraft, således fødte Maria Jesus. Billedet i den danske tekst skal ifølge Ernst Frandsen være originalt dansk; Per Ræv har det også.
For en nutidig betragtning er det nemt at se kropsfortrængningen i disse billeder: Alt, hvad der antyder kvindeligt fødselsarbejde og -smerte, er væk.
I middelalderens maleriske fremstillinger af jomfrufødslen står Maria ofte op og føder, eller hun sidder på hug. Disse malerier åbner for en anden fortolkning, som også kan ligge i de sproglige billeder, nemlig at Maria udtrykker et levn fra naturkvinders fødestilling, hun føder oprejst og ubesværet. Sådan kan to helt modstridende fødselsopfattelser indgå i det samme billede.
Det tredje danske glædesdigt »Glæd dig, Guds moder, jomfru Maria, fuld med ære« handler ikke om de glæder, Maria fik, men om den glæde, hun er. Konsekvent nok beder jeg’et her om at få del i denne »evindelig(e) glæde«. Digtet er karakteristisk ved de mange Mariatilnavne, det præsenterer: glædens dronning, mildheds kilde, klar som skin, sødheds gren, engles og hellige mænds fryd, jomfruers spejl. Det sidste tilnavn er ifølge Ernst Frandsen originalt dansk. Men man finder det også i overskriften til den danske oversættelse af Legenden om Katarina af Siena i Mariager Legende håndskrift fra slutningen af 1400-tallet.
En sammenligning med Per Ræv og hr. Michael
Per Rævs og hr. Michaels Mariadigtning skal ikke gennemgås her, hvor bønnebøgernes Mariadigtning, som kan være skrevet af kvinder, er hovedsagen. Per Ræv og hr. Michael skal blot nævnes for at give bønnebøgernes Maria perspektiv.
Per Rævs Mariadigte står alle i et blandingshåndskrift fra 1400-tallets slutning, håndskriftet er i 1933 blevet udgivet under titlen En Klosterbog.
Per Rævs Mariaviser er anderledes end de andre. De er erotiske. Fortælleren er forelsket i Maria. Man har kaldt Per Ræv for »Vor Frues troubadour«, fordi han synger til Maria, som de franske troubadourer sang til de gifte adelsfruer, de sværmede for. Per Rævs Mariaviser er sandsynligvis originalt danske.
Vil man sammenligne Per Ræv med bønnebøgerne, kan man vælge hans Mariavise »Guds faders magt kalder jeg oppå«. Digtet har 17 strofer, der alle rimer, så det er en fryd. Per Ræv bruger i dette digt de samme gammeltestamentlige og naturhistoriske symboler som forfatteren til »Glæd dig, Maria, Guds moder, og fryd dig«: Panteren, enhjørningen, salamanderen, fugl Fønix og mange flere, men de bliver brugt i en anden sammenhæng. Per Ræv identificerer sig ikke med Maria og prøver ikke at forstå hendes glæder. Han er glad for hende og vil beskrive hende, som han siger »fra top til tå og derimellem«. Det bliver til et portræt i helfigur af en kvinde med gult hår, strålende øjne, liljehvide hænder og fødder og en velformet figur:
Du er vel voksen smal omkring,
du lignes ved den alædleste ting,
som himmel og jord kan have,
det volder (dvs. gør) Gud fader han haver dig kær,
du fødte hans søn, både ren og skær,
alt af den helligånds nåde.
Også i bønnebogens tekst står der, at Gud fik Maria »kær«, men her er argumentet ligesom i Lukasevangeliet, at Marias sjæl var rede. For Per Ræv er argumentet, at Maria var smuk.
Hvis bønnebogsforfatteren er jomfruen i dansk Marialyrik, Per Ræv erotikeren, så er hr. Michael teologen.
Han var præst ved Albani kirke i Odense. Han har skrevet en enkelt Mariavise. Den står som indledning til hans rimede bog om Jomfru Mariæ Rosenkrans. Den er trykt i 1515 og formodentlig skrevet i 1496.
»Min hu, min agt og alle minne sinde« hedder hr. Michaels Mariadigt, der er på 21 strofer. De to første har træk fra troubadour-lyrikken: Jeg’et vil prise »en værdig kvinde«, men så hører troubadouren i hr. Michael op. Her er intet guldhår, ingen liljehænder og slanke taljer, her er ikke roser og liljer, ikke enhjørninger og salamandre. Alle billeder hentes fra Det gamle Testamente: Arons stav, den brændende busk og en lang række bibelske personer. Det påfaldende er, at de nævnte gammelte stamentlige mænd og især kvinder alle har dræbt en fjende: »Judith hun tog hans egen kniv/ hans hoved hug hun fra hans liv«, – »en kvinde med en mægtig sten/ knused hans hoved, gjorde hannum det mén«. Alt dette skal sætte Maria i relief, for hun har dræbt en større fjende:
Så lægger Maria djævlen øde,
dem, synden haver dræbt, rejser hun af døde.
Hr. Michael er den religiøst set alvorligste danske Mariadigter. Hos ham er hun ikke formidleren, men frelseren.
Sproghistorisk er de danske Mariaviser et led i den opgave, som sprogforskeren Paul Diderichsen har kaldt at forme et dansk litterært sprog efter de latinske forbilleder. For Marialyrikkens vedkommende har opgaven været at forme dansk sprog i rim og rytme, at udvikle fornemmelsen af et lyrisk jeg og at formidle Mariadigtningens særlige stiltræk, tilnavnene og symbolerne. I modsætning til Ernst Frandsen mener jeg, at opgaven er godt løst.
Samtidig har Mariavisernes forfattere og oversættere skullet introducere et internationalt, men i Norden helt nyt tema, Maria. Det er gjort varieret. Bønnebøgernes Maria, der kan være skabt af kvinder, er den milde og stærke jomfru, Per Rævs Maria er den underskønne kvinde, og hr. Michaels Maria er frelseren.
Maria blev indført i dansk litteratur af kvinder og mænd i klostermiljø. Hun er kommet for at blive, trods skiftende tider. »Intet Billed stod fast i Menneskers Drøm som Gudsmoder«, skrev Sophus Claussen i sit berømte digt »Atomernes Oprør«, 1925. Sophus Claussen har givetvis ret. Der findes fra og med middelalderen ingen periode i dansk litteratur, knap nok nogen forfatter, som ikke på en eller anden måde forholder sig til Mariatraditionen. Hovedpersonen i Kirsten Thorups Himmel og Helvede (1982) har f.eks. en del af sin udstråling fra sit navn, Maria. Hvis hun havde heddet Susanne, ville hun have været en anden.
Bønnebøgernes Mariadigte er her behandlet tekstanalytisk. Læsningen gør det sandsynligt, at nogle af forfatterne har været kvinder. Denne undersøgelse ville kunne uddybes gennem repertoire-undersøgelse af håndskrifterne, dvs. man undersøger, hvem der ejede hver enkelt bønnebog, hvem der har sat den i gang, hvem der har skrevet i den. Det sidste kræver indgående håndskriftstudier. Man kan også undersøge hvert håndskrift som en helhed, så får man et overblik over den prosa, den lyrik, de notater og de illustrationer, det enkelte håndskrift indeholder. Når man således har studeret hvert håndskrifts »repertoire«, har man et billede af dets hele miljø. Udgiverne af »Middelalderens danske bønnebøger« har givet et grundlag for sådanne repertoire-studier, men der er mange spørgsmål at tage op, f.eks. identificering af de enkelte skrivere. Det er sandsynligt, at en sådan undersøgelse af danske bønnebøger vil styrke billedet af adelskvinders og nonners betydning i dansk middelalders litteraturhistorie.
Filosofisk er Maria et af de væsentligste udtryk for den tankegang, at skønhed og godhed hænger sammen. Det er ikke muligt at forestille sig en Maria, der er grim. »Skønhed føder godhed«, skrev en italiensk renæssancedigter. Det er et markant perspektiv til vor egen tid, hvor det skønne og det gode ikke længere hænger sammen. Æstetik og etik er adskilt for os.
Det psykologiske perspektiv i Mariaskikkelsen er – bortset fra en klog artikel af Julia Kristeva – det mindst udforskede. Der er ingen tvivl om, at Maria har sat dybe spor i vestlig psyke. Men der mangler tilbundsgående studier af »Madonnakomplekset«.
Der er nok i 1970’erne foretaget undersøgelser af spaltningen madonna/luder, men disse undersøgelser omfatter kun et enkelt og meget snævert perspektiv af Mariafiguren. Undersøgelserne lider desuden alle af den mangel, at de ikke ser den samtidige spaltning af mandsbilledet i Gud/djævel, Gud/Josef, Gud/ Jesus.
Religiøst betegner Maria en mellemstation. I forhold til de moder- og kærlighedsgudinder fra førkristen religion, som hun erstatter, er hun en guddom stærkt beskåret i kraft og indflydelse. Men i forhold til den protestantisme, der i Nordeuropa følger efter katolicismen, er Maria betydningsfuld. Efter hende forsvinder al kvindelig guddom fra nordisk religion. Maria står på tærsklen til et patriarkat, der øger sin magt.