Et af de digte, Hanna Winsnes (1789-1872) tog med i udgivelsen af sin eneste digtsamling, Smaa-Digte fra 1848, er med sin kærlige, opdragende hensigt karakteristisk for den norske præstekones forfatterskab.
I et fortællende forløb møder læseren drengen Fritz, som belæres af sin mor om den skytsengel, alle mennesker har. Men barnet ønsker sig mest af alt en legekammerat og leder derfor efter en mere konkret engel: »…Jeg gad nok vidst, hvor stor han er… maaske at han som jeg er lille?« Håbefuldt kigger han som en lille Narcissus efter englen i sit eget spejlbillede i søen: »… hans Blouse stribet er som min,… o! hvor vi passe for hinanden«. Da Fritz strækker sig efter synet af englens hænder, falder han på hovedet i vandet. Den dramatiske begivenhed udløser en heftig diskussion i familien om, hvad drengen egentlig så i dammen, og hvilke farlige kræfter der trak ham ned til sig. Da fører moderen Fritz hen til spejlet og forklarer ham, at han nok bare så sit eget spejlbillede, og at han må glæde sig over, at det ikke var formørket af »Lastens Udtryk«. Han er ingen engel. Den egentlige engel vil først kunne komme til syne, når drengens liv er forbi:
Da skal du vist din Engel see,
men ei før dette Liv har Ende;
gid da sit eget Billede
i de forklarte Træk han kiende!
Moderens tro og kærlighed er det alt overskyggende for barnet, ligesom Hanna Winsnes overalt i sin digtning igen og igen vender tilbage til, at kærligheden – såvel mellem mor og barn som mellem mand og kvinde – ved siden af gudstroen og ydmygheden har højeste prioritet i tilværelsen. Selviske behov må altid komme i anden række.
Tugt og tekst
Hanna Winsnes’ digteriske verden er gennemgående harmonisk og overskuelig, fordi hun aldrig udtrykker tvivl om fundamentet for, hvad der er rigtigt og forkert. Enhver person har sin bestemmelse og bør handle i overensstemmelse med denne. Således må f.eks. helten Alexander i romanen Det første Skridt fra 1844 på trods af sin godhed give afkald på en stor del af sin »fædrene arv«, da det viser sig, at han er et forbyttet barn – skolelærerinden Elise Reins hemmelige søn. Fattig på penge, men med vished om sit egentlige ophav kan han alligevel berige sig gennem trofasthed og dybere følelser fra sit livs ledestjerne, den tålmodigt ventende Stella. Ethvert menneske skal have, hvad der tilkommer det alt efter arv og fortjeneste. Men kærligheden overgår alligevel alt. Det hævdede Hanna Winsnes hele sit liv. Opvækst og miljø forstærker og udvikler egenskaber, der er givet fra fødslen, ingen kan løbe fra sit ophav. Det første skridt mod fordærvelsen, som det foretages af heltens »bror« og modpart, da han ulovligt tager penge fra faderens chatol, kunne måske have været undgået. Men forfatterinden lader aldrig den dovne og feje undslippe sin skæbne. Den onde bukker under for sine dårlige egenskaber og dør, den gode søn finder sin rigtige mor eller datteren sin biologiske far, og de trofast og uselvisk elskende får hinanden til slut. Den gode opdragelse finder grobund hos den godt udrustede, »taberen« vil derimod som regel unddrage sig muligheden for et retskaffent liv. Eller vedkommende udsættes for dårlige påvirkninger, som hans eller hendes natur inviterer til.
Teksternes jegfortæller sorterer hele tiden med al tydelighed det moralske inventar for læseren. Således er vi, ligesom når vi læser eventyr, aldrig i tvivl om, hvem der er ven, og hvem der er fjende, om gode eller dårlige egenskaber osv. På den ene side står troen på Gud og en vis rationalitet, på den anden side arvens og biologiens afgørende betydning. »Hvo formaar at bestemme, hvormeget et Menneskes Karakteer har sin Grund i dets legemlige Organisation, dets medfødte Sjeleevner, eller i Opdragelsen?«, kommenterer den markante jegfortæller i den tidlige roman Grevens Datter fra 1841.
Men på trods af denne tilsyneladende enkelhed fremviser Hanna Winsnes’ tekster flere facetter og større dybde, end en nutidig læser fanger ved første øjekast. Netop fortolkningen og opfattelsen af omverden og medmennesker er vigtige temaer, der af og til bringer overraskelser ind i den ellers så fornuftige, vejledende og forudsigelige fortælling.
Præstekonens hemmelighed
I løbet af et langt liv skrev Hanna Winsnes både til underholdning og gavn digte og religiøse tekster på vers, romaner, noveller og fortællinger for børn. Hun havde egentlig ingen ambitioner i kunstnerisk retning, men var glad for at fortælle inden for familiens kreds og altid optaget af formidling. Både Hanna selv og ægtemanden Paul Winsnes var i lang tid stærkt optaget af grundtvigianske idéer om kristendommen.
Hanna Winsnes var i det hele taget belæst og godt orienteret i både ældre og nyere litteratur. Goethe og Walter Scott fremhæves ofte som forfattere, der har påvirket hendes skribentvirksomhed. Der findes flere paralleller til hendes forfatterskab i 1700-tallets moralske prosa med dens kritik af sværmeri; men forfatterskabet rummer også følsomhed og underfundig satire. Ikke mindst har »Præstedatteren i Elverum. En Idyl i fire Sange. Skrevet 1830«, trykt i Smaa-Digte, med sin fine situationsskildring ligheder med den svenske 1700-tals digter Anna Maria Lenngrens idyller.
I Grevens Datter, 1841, læser to tvillingesøstre i smug de romaner, som deres fader, urtekræmmeren, bruger til at lime poser af. Faderen mener, at læsning fører til »Børnenes egen Fordærvelse« og finder på at rive siderne ud af bøgerne og blande dem mellem hinanden. Men det giver pigerne en ny fornøjelse. »Man fattede snart den Idee, at den, der var hjemme om Søndagen skulde ved egne Udfyldninger sammensætte en Historie af de mange Brudstykker, eller man paalagde hinanden at slutte et halvt Brev osv. «.
Hanna Winsnes er også optaget af de samtidige danske skribenter. Som helt ung havde hun i en periode anledning til at være gæst i Bakkehuset i København. En senere novelle, »Tyrolersangerne«, 1842, henter sit stof herfra. Hun anvender ovenikøbet flere autentiske navne. Hanna, i københavnertiden stadig med efternavnet Strøm, var desuden stærkt interesseret i teater. Både noveller og romaner bærer tydeligt præg af komediens typer og intrigemønstre. Alene de mange forbyttede børn skulle være nok at nævne i den forbindelse.
Hugo Schwartz, Hanna Winsnes’ pseudonym, blev egentlig til, fordi hun som præstekone manglede penge til sin store husholdning. Navnet – tiden fordrede mandlige digternavne – var længe et af de bedst bevarede pseudonymer i norsk litteratur. Hun valgte at tage navn efter helten i sin tidligste novelle med den betegnende titel »De to Anonymer«, 1841. Handlingen er henlagt til København. Schwartz er student og repræsenterer et spændende og tillokkende miljø, som hun havde fået beskrevet af sine mandlige slægtninge i Strøm-familien.
Den åbenlyst opbyggelige litteratur var ikke noget problem at vedkende sig for Hanna Winsnes, men det var upassende, at en præstekone udgav populære romaner og noveller. Kun den allernærmeste familie kendte til hendes »andet liv«, og de havde fået streng besked om at holde på hemmeligheden. Af hensyn til sin anonymitet valgte Hanna Winsnes at sige nej til at udgive flere fortællinger i månedsmagasinet Nat og Dag, da hun i 1850’erne blev bedt om at følge sin succes fra 1841-46 op. Den beskedne fortæller havde imidlertid valgt at stå frem som alle norske husmødres mor …
Man tager…
Mest af alt er Hanna Winsnes nemlig berømt, elsket – og kritiseret – som hele Norges kogebogsforfatterinde. Allerede fra den første udgivelse i 1845 blev hendes Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen sammen med en senere publikation, tilpasset de mindre velståendes behov, populær læsning. Indtægterne blev brugt til adskillige kurophold, så forfatteren kunne samle kræfter til at møde den strenge, norske vinter.
Kritikere af hendes bog hæftede sig ved den (tilsyneladende) overdådighed, Hanna Winsnes kunne lægge op til, når det gjaldt madudvalg og mængder: »Det leves nemlig godt inde hos herskabet. Der vades i eg, sukker og smør; lader og kjeldere er fulde; man tager… tager… tager… og plages ikke af spørgsmaalet om, hvor man skal tage det fra. Thi verden er i orden«, ironiserer den fremtrædende naturalistiske digter Arne Garborg ikke uden godmodighed i tidsskriftet Samtiden, 1890, og han er bestemt ikke den eneste kritiker. Han sammenligner desuden, ganske interessant, husholdningsbogen med en roman, – »En skildring fra de gamle preste- og embedsgaarde, omfattende væsentlige sider af det liv, som der blev ført, og ægte i tonen«. »Kogebogen« viser da også sider af Hanna Winsnes’ »realisme« og grundighed, som sammen med de mere romantiske og fantasifulde virkemidler i det skønlitterære forfatterskab ligger til grund for hendes opfattelse af et vellykket liv : Vis omtanke, og udnyt altid det, du har til rådighed.
Selv var den stærke, intelligente og vellidte præstekone samtidig et beskedent menneske, ikke grådigt »tagende«. Hun understreger i »kogebogens« forord, at det ikke er ud fra en bedrevidende holdning, hun udgiver opskrifter på alt fra rengøring, hvordan man laver sæbe, husdyrhold til brugen af cognac i de finere desserter:
»I det jeg overgiver nærværende lille Bog til det qvindelige Publikum, maa jeg forudskikke den Forsikring, at jeg ingenlunde nærer den forfængelige Tro at besidde en større Indsigt i Huusvæsenet, end saa mange andre duelige Huusmødre. Nei! det er tvertimod den Uvidenhed, hvori jeg henlevede min første Ungdom som en elsket Moders Sygevogterske, der har været den første Anledning hertil; thi den lærte mig en saadan Tilstands Ubehageligheder, og indgav mig en ivrig Attraa efter at samle Kundskab«.
Hun bevarer en ydmyghed som selvlært, men er fast besluttet, når det gælder den unge husmors behov for vejledning og husholdningsuddannelse.
Den styrende hånd
Hanna Winsnes’ skønlitterære fortællere omgiver sig fra tid til anden med en lignende beskedenhed. F.eks. advarer fortælleren i Grevens Datter en aldrende skolelærer, der drives ind i skribentvirksomheden af sin ulykkelige kærlighed til grevedatteren, mod blind forelskelse i sit eget »afkom«:
»Endelig kom jeg paa den heldige Idee, at lægge min Elskedes Historie til Grundvold for en Roman… Virkeligheden gaaer da mere over i det Ideale, og ligesom en tro Ægtemands usvækkede Kjærlighed taber sin Lidenskabelighed ved Tilsætningen af den nye Slags Kjærlighed til Børnene, saa formidles ogsaa Digterens Lidenskab ved Kjærligheden til hans egne Børn – hans Aands Produkter, og det hele vil maaske tilsidst tabe sig i – Egenkjærlighed«.
Hanna Winsnes’ digtsamling SmaaDigte, 1848, blev som den første bog af en kvindelig forfatter udførligt præsenteret og vurderet i Norges mest anerkendte litteraturtidsskrift Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur.
Selvoptagethed er en risiko ved kunsten, og den bør vige pladsen for en redelig trang til altid at fortsætte med at arbejde: »Og hermed vil jeg ogsaa tage Afsked fra Læseren af dette mit første Arbeide«, lader Hanna Winsnes afslutningsvis den ensomme lærer ytre, »med det Løfte som en Vertinde ofte gjør sine Gjæster, men som hun ofte seer sig nødsaget til at bryde: ‘Det skal blive bedre næste Gang’«.
Her er ikke den store afstand fra mandlig fortæller til kvindeligt blik! Som Thomasine Gyllembourg lader Hanna Winsnes ofte en mandlig fortæller føre ordet, og et særligt gennemgående tema er fortællerens magt og afmagt i forhold til sin egen fortælling. Huslæreren må opgive forsøget på at beskrive fortroligheden mellem veninder, i stedet tyer han til gengivelsen af et brev. Men da han senere ligeledes vil lokke et brev ud af den gamle jomfru Nørager, »det vilde meget forbedre min Roman«, protesterer hun: Hun ved nok om, hvordan ældre romaner harcellerer over gamle jomfruer og vil ikke selv gøres til genstand for satire. Først da jeg-fortælleren forsikrer hende om, at hun skal være en af romanens hovedpersoner, affinder hun sig med situationen. Ikke så lidt humor i Hanna Winsnes’ fremstilling! Men originalt er det ikke. Tysk romantisk litteratur opviser mange eksempler på lignende retoriske teknikker.
»’Gudfaderbevares! De giør mig ordentlig bange,’ sagde Præstekonen. ‘Men veed De hvad? den Forrettighed vil jeg virkelig forbeholde mig for min Gjestfrihed imod Dem, at De aldrig beskriver mig i en Roman’.
‘Ja!’ vedblev hun endnu ivrigere, ‘dersom jeg seer den mindste Tøddel, der kan sigte til mig eller nogen af min Familie’, der kastede hun et hurtigt Blik paa sin Broder, ‘saa faar De aldrig en Stump Uldgarn af mig mere’«, lyder det fra præstekonen til den fattige idyldigter i Det første Skridt, 1844.
Brugen af den gammeldags og styrende fortæller var nok alligevel en medvirkende årsag til, at den engang så populære Hugo Schwartz’ forfatterskab efter relativt få år blev regnet for passé.
Beskedenheden virker tvetydig på grund af forfatterens stadige iscenesættelse af fortæller-jeg’et. På trods af detaljerede miljøskildringer og nøjagtige beskrivelser af folks levevilkår havde teksterne, efter gennembrudstidens smag, for lidt af den voksende realismes tendens og kritik i sig, sådan som den efterhånden blev udtrykt gennem en mere neutral og tilbagetrukket fortællerinstans. Samme art kritik ramte også børnebogen Aftenerne paa Egelund, 1852. Her lader Hanna Winsnes en håndfuld småpiger samles til fælles glæde og gavn hos fru Lind, som bor alene på Egelund med sin datter Mariane:
»Hun (fru Lind) holder meget af Børn, og vil saa gjerne, at de skal blive fromme og duelige; derfor ønsker hun at rette deres Feil, men hun morer sig ogsaa over deres Spøg og vil gjerne skaffe dem Fornøielse«.
I opdragelsen indgår daglige aftenstunder, hvor fru Lind fortæller eventyr og udfordrer småpigerne med komplicerede ordgåder. Hanna Winsnes var i øvrigt selv et jern til at lave gåder; særligt i perioder, hvor hun led af søvnløshed på grund af fysiske smerter, kunne hun finde på de mest intrikate rebusser, som hun senere morede sine omgivelser med.
Historiens eventyr vælges ofte ud fra en dagsaktuel situation, hvor et af børnene er blevet midtpunkt i en speciel begivenhed. Således bliver historien, midt i al sin fabulerende kraft, også et exemplum tilpasset den enkeltes behov. For børnene beskrives som vidt forskellige karakterer, og derfor kræver de til tider forskellig behandling og reaktion fra den voksne. Eftertiden har ment, at den styrende hånd var for stærk, at Hanna Winsnes’ pædagogik var forældet. Selv om Aftenerne på Egelund må tælles med blandt pionerarbejderne i norsk børnelitteratur – som Hugo Schwartz’ fortællinger må det i den gryende romangenre – er den senest genoptrykt i nyt oplag i 1923.
»Nu kunde Aase see, hvor farlig den Vei var, som hun om Natten havde betraadt, og hvilke steile utilgjængelige Klipper, der laae foran dem, Hun sagde derfor lidt mismodig: ‘Vi skulle dog vel ikke opad disse steile Aaser? Jeg synes ikke, at det er Menneskevei der’.
‘Jo’, svarede Fru Stoltsire, ‘min Regel er stedse: høiere op’«.
(Aftenerne paa Egelund, 1852. )
Det er dog værd at lægge mærke til, at mange af de fortalte eventyr er spændende på mere end én måde. De har en form for billedrigdom og symbolik, der delvis rækker ud over rammerne for de traditionelle norske folkeeventyr – de fleste er tydeligvis importerede. Flere af teksterne handler om piger, der går alene ud i den store vilde natur. De lokkes til fjelds, men det svimler for dem, når de nærmer sig toppen. Kontrasten mellem naturens højder og dens sumpe med mudrede grøfter, hvor man kan synke ned og drukne under en ondskabsfuld dværgs blik, udnyttes flere gange. Pointen for pigerne er ofte at finde den rigtige vej hjem, dvs. at se fremad mod en ny modning: Da den lille Bertha finder ud af, at hun tør følge englen højere og højere op mod tinderne, opdager hun med et, at hun er vendt tilbage til forældrenes have. Mange af eventyrene rummer magiske skikkelser, som for det meste er forbundet med det onde. Imidlertid befinder der sig næsten altid en eller anden form for engel i nærheden, hvis barnet ellers magter at skue ud over sin egen dovne selvoptagethed. Den svimlende top er erkendelsens og troens hjemsted og samtidig en flittig pige/kvindeverden.
»… en Digter maa opleve Alt selv, da kan han først skildre med Liv og Sandhed; han maa besøge Sæterhytterne paa Fjeldets Top og lade Stormen omsuse sin Isse i disse høie Regioner; han maa udhvile sig ved Elvens skyggefylde Bred, medens han betragter Mark-arbeiderne; han maa leve med Bonden i hans Huus, og sysle ved hans Arnested«.
(Det første Skridt, 1844).
Nuancer og melodrama
Hanna Winsnes’ to store romaner, Grevens Datter og Det første Skridt, har med deres dramatiske historier om forbyttede børn, hittebørn og arvelodder, deres skildringer af landskaber og bymiljøer, gamle præstegårde og rige herresæder, tyvagtige tatere og smukke helte og heltinder været glimrende underholdning for datidens læsende publikum, men de giver samtidig et godt indblik i kvindernes arbejdsrum og forpligtelser. Økonomien går dårligt, hvis ikke en dygtig kvinde har styr på tingene! Men der læses også meget, og Hanna Winsnes giver mange eksempler på tidens litterære smag:
»De fordreve imidlertid Tiden saa godt de kunde med Musik og Broderi, og saa skiftedes de til at læse høit for hinanden. Greven var selv en Elsker af Moerskabslæsning, og der var aldrig Mangel paa den nyere Lekture paa Hermansdorf«. (Grevens Datter). Men selv om teksterne ligger nær trivialromanen og benytter sig af dens velkendte, melodramatiske virkemidler, fremviser Hanna Winsnes flere interessante nuanceringer i fremstillingen af spændende kvindeskikkelser og situationer. Fortællingerne rummer altid en gåde, der skal afsløres, nye sandheder, der skal komme for en dag. Den kønne lille sypige, som frelser en dreng fra at blive kørt over, er naturligvis grevens rigtige datter: Hun er handlekraftig og snarrådig, men alligevel beskeden på egne vegne. Den tyvagtige laps, der ender som morder, er naturligvis ikke heltens rigtige bror. Disse er dog enkle skikkelser.
Mere kompliceret er den smukke Helga i Det første Skridt, som må dø på grund af sin kærlighed til og loyalitet mod rivalen. Helga tillægges en række gode egenskaber og bryder på mange måder med den sort/hvide persontegning. Hendes død forekommer uretfærdig om end nødvendig for fortællingens mønster. Helga synes at være en moderne og sammensat kvindeskikkelse, selv om det er hendes trofasthed, der fører til ulykke.
»Bertha stirrede i Høiden, og se! – det skiønne Huus viste sig atter for hendes Blik, og det strålede i en høiere Glands! Men Afstanden forekom hende ligesaa lang, som da hun stod på den lave Jord, og hun opdagede dybe Afgrunde og steile Klippespidser mellem disse. Maanelyset skinnede over Klipperne, og gjorde Afgrunden endnu skrækkeligere ved de mørke Skygger. Bertha sagde mismodig: ‘Did er det jo umuligt at komme’. Men den hvide Pige svarede: ‘Da jeg for et Aar siden stod hos Dig paa Myren, var den Vei, vi nu have vandret, ligesaa utilgængelig som den, Du seer foran Dig’«.
(Aftenerne paa Egelund, 1852).
Også portrættet af den falske datter i Grevens Datter er psykologisk nuanceret. Derudover er der et frodigt kvindegalleri bestående af en godmodig og snakkesalig præstemor, en præstekone samt småflirtende bykvinder og tyranniske småpiger. Den mest solide af Hanna Winsnes’ kvindeskikkelser, jomfru Nørager, lider i alderdommen stadig under sin ungdommelige fejltagelse: At hun nedvurderede en frier. Men fejltagelsen har samtidig bibragt hende en tjenende handlekraft og værdighed, som til sidst er medvirkende til at opklare mysteriet om grevedatteren.
Kunst og bedrag?
Sandheden kommer altid for en dag, men Hanna Winsnes’ fiktive personer befinder sig til stadighed i en verden, der er fuld af bedrag. Nogle gange fører nye bedrag til opklaringen af de tidligere:
»Men fru Orsängius havde Ret, Sandheden kommer gjerne for Dagen seent eller tidlig, og efter 23 Aars Forløb bevirkede den lille Jalousi i Handelsaffæren en Opdagelse, hvilken Pastor Orsängius næsten havde glemt kunde skee«.
Sådan hedder det i novellen »Præsten i Särne«, 1843. I lighed med flere andre af fortællingerne drejer det sig her om en ung præst, som uden at vide det har levet som hittebarn, men som finder sit rette ophav og møder sin mor i sidste øjeblik – da hun ligger for døden.
Denne historie, som faktisk blev forbudt i Danmark på grund af sine kritiske udtalelser om den danske forfatning, er tydeligere end noget andet, Hanna Winsnes skrev, en meningsytring om de politiske forhold i Skandinavien. Naturbeskrivelserne fra Trysil-området, der grænser op til Sverige, billedliggør her den efter Hanna Winsnes’ opfattelse naturlige union mellem Sverige og Norge efter 1814, og den bortkomne søn finder hjem til Norge efter sin opvækst i Sverige. Men fortællingen beskriver også, hvor stærkt svenskerhadet i Norge var på den tid.
Frimodige udtalelser om samtidens digtning og politik findes også i Grevens Datter. Ganske vist foregår det meste af handlingen i nærheden af Nyborg på Fyn i en grevefamilie med tysk baggrund, men under jagten på heltens identitet indlægges der en rejse til Norge. Der indgår i fortællingen samtaler om og kommentarer til den aktuelle strid mellem digterne Henrik Wergeland og J. S. Welhaven og grupperne omkring dem – en langvarig og bitter strid fra 1830’erne og -40’erne. Wergeland blev med sine folkeoplysningsidéer, sin forkærlighed for og eksperimenter med norsk sprog og sin metaforrige og frodige lyrik udsat for hård kritik fra den danomane og mere klassisk dannede Welhaven. Det er sjældent i samtiden at se så tydelige eksempler på, at digtningen bruges i politikkens og sprogpolitikkens tjeneste. Hanna Winsnes var ikke i tvivl om, at digteren Wergeland var hendes valg.
Men tvivlen var så meget desto større, hvad angik hendes egen digtergerning. Egenkærlighed og selviscenesættelse var én side af sagen, en anden var forholdet mellem kunsten og naturen. For en kvinde med Mor Hannas duelighedsopfattelse var det vigtigt at kunne se kunsten i de naturlige omgivelser. I »Mit Theater«, Smaa-Digte, fortæller hun om, hvordan teateret efterligner naturen, men hun vender op og ned på situationen og betragter naturen og almuen som en kunstverden, skildret gennem en dags forløb.
Ingen Kunstner nogensinde
– mest berømt, og bedst betalt –
saa Couliserne har malt,
som vi her dem prydet finde;
heri selv de største Stæder
mit Theater Prisen gi’r.
Her er Himlen ei Papiir…
Digtet demonstrerer, hvordan naturen er et begivenhedsrigt sceneri og i sig selv uovertruffen kunst. Som forfatter og skribent tog Hanna Winsnes netop udgangspunkt i en naturverden og i en dagligdag. Såvel noveller som romaner indeholder detaljerede naturbeskrivelser, der vidner om både indlevelse og glæde, og hendes beskrivelser af personer fra de fleste sociale lag er udført med omsorg og velvilje. For Hanna Winsnes måtte idealet om, at kunsten skal efterligne naturen, tage sig besynderligt, ja, nærmest bedragerisk, ud. At få naturen til at ligne kunst, at gøre stoffet genkendeligt for læseren som kunst, blev for Hanna Winsnes først og fremmest et spørgsmål om at finde orden og at vejlede i det hverdagens kaos, som alle mennesker måtte finde deres plads i. At fortælle, drevet af kærlighed som den gamle huslærer eller med opdragelsen som bagtanke som fru Lind, var derfor at skabe sammenhænge, at finde tilværelsens logik og love.
Men også en duelig kvinde er nødt til at stå frem med sin fortælling. Hanna Winsnes valgte at lægge fiktionens fjerpen fra sig og begrave Hugo Schwartz, mere end 20 år før hun selv døde. Siden er der alligevel mange, der har fulgt hendes »opskrifter« …