I 1802 rejste den norskfødte Christiane Koren til Danmark for at besøge venner og slægtninge. Christiane Koren havde været væk fra København i 15 år, da hun i september 1802 indlogerede sig i Madam Møllers pension i Vestergade. Her havnede hun midt i litterære begivenheders centrum. Den unge digter Oehlenschläger var hendes medlogerende, og på pensionatet kom også brødrene Ørsted og den smukke Henrik Steffens, der i november begyndte sine berømte og berygtede forelæsninger på Ehlers kollegium, hvor han introducerede de mere eller mindre måbende tilhørere for den nye romantiske filosofi og kunstopfattelse.
»Dokter Steffens var med os. Atter et nyt Bekientskab, min Koren, med et af de behageligste Mennesker jeg kiender. Det er dog nok den høje Tiid jeg kommer herfra. Sandt at sige, er jeg lidt forliebt i den vakre unge Mand med store mørkeblaa Øjne (som altid taler, taler alleslags Sprog) og den fyrige, lespende Stæmme«.
Christiane Koren blev hurtigt en ivrig deltager i kunstnerlivet på pensionatet, på Rahbek-familiens Bakkehus og i de norske kredse. Moer Koren, som den dengang 38-årige kvinde yndede at kalde sig, forsømte sjældent sit daglige teaterbesøg, gik på de nye spisehuse og deltog i mangt et nattesæde med drikkende og diskuterende digtere og digterspirer. Af og til fulgte Oehlenschläger hende høfligt hjem fra de sene gilder og fortsatte selv på en videre natteturné. Flittigt noterede Christiane Koren de mange fornøjelser og forlystelser i sin rejsedagbog eller rettere nattebog, som Oehlenschläger kaldte den, eftersom Koren måtte tage de meget sene nattetimer i brug for at få beskrevet dagens og nattens afvekslende oplevelser. Dagbogen var, som også hendes senere dagbøger, beregnet for hendes familie og vennekreds hjemme i Norge. Der var mange nyheder og meget spændende at fortælle om, og Christiane Koren morede sig strålende i København.
»Søndag Formidd. Kl. 10. Ganske fortumlet i Hovedet tager jeg fat paa dette Arbejde. Sandelig, i Aftes svirede jeg i mere end en Henseende. Men det var Aften! Saadanne gives der kun faa i dette Liv«, lyder det i rejsedagbogen efter et besøg på Bakkehuset.
Hun omgikkes venskabeligt med Knud Lyhne Rahbek, der i 1803 udgav hendes dramatiske forsøg, og oplevede den glæde, at Oehlenschläger kunne et af hendes digte udenad. På en af deres mange udflugter sang han digtet for hende: »Søen var så stille, Skibene glede saa umærkeligt hen paa den spejlblanke Flade – der hærskede saa underlig Stilhed. Øhlensch. hvis Hukommelse er meget ualmindelig oplæste en Romance, Løveridderen, som skal indrykkes blandt hans Poesier, og sang siden min Alvilde, som jeg ikke før har hørt synge. Alt dette, begriber I nok, var grumme dejligt for mig«.
Det er tydeligt, at Christiane Koren er glad for at kunne fortælle netop denne historie. Oehlenschläger var faktisk ikke særlig begejstret for hendes digte og havde ikke interesseret sig synderligt for de digte, hun havde sendt ham, allerede inden hun besøgte Danmark i 1802. I rejsedagbogen fortæller Koren med fornøjelse om alle de spændende og berømte mennesker, hun møder.
»Nu har jeg da seet Bakkehuset, seet den gode, blide, lykkelige, fede Rahbek, seet ham i sin huslige Lyksalighed, den hans elskværdige Karen saa ganske skaber omkring ham«.
På Bakkehuset ser hun også den lille 12 år gamle Johan Ludvig Heiberg, Thomasine Gyllembourgs søn: »Hejbergs eneste Søn har Rahb. taget til sig. Han var med hende. En vakker Dreng, med glimrende Øjne. Det afpræssede mig et Suk, at see Thomasines Søn saaledes. Dog, ædlere Hænder kunne han ikke komme i«.
Skandalen efter den landsforviste skribent P. A. Heiberg havde ikke lagt sig endnu.
Spændingen stiger frem mod december måned, hvor Oehlen-schlägers Digte 1803 udkommer. Hverdagene går med små sammenkomster, og mens Oehlenschläger går til Steffens’ forelæsninger, hygger Koren sig med slik og snak blandt sine venner. Den frie og fortrolige omgangstone mellem Koren og den unge digter udstrækkes til, at hun vover sig ind på hans værelse, efter at han er gået i seng, for verbalt at bilægge en lille uoverensstemmelse, de har haft.
»Men nu raaber alle de Vægtere 12. Øhlenslæger hører vi herind, taler i søvne – hans Phantasie er sikkerlig i uophørlig Bevægelse – og mit Hoveds Tyngde siger mig, det er Tiid at sige Eder God Nat, mine Dyrebare, da der er for meget endnu at fortelle om denne Aften, til hastig at kunne blive færdig. Vist nok vil du engang skiænde lidt, min Johan, naar du seer hvilke Natteravne vi er«.
Christiane Koren forlænger sit ophold i København, men der går skår i fortroligheden og det hyggelige pensionatsliv, da Korens mand i et brev bebrejder hende hendes fravær og i øvrigt fortæller, at en af deres døtre er syg. Samme dag, som Koren modtager det bebrejdende brev, dukker Oehlenschlägers forlovede, den efter Korens udsagn geniale, smukke og fede Christiane Heger op, mens Oehlenschläger er i gang med at læse sine digte op for Koren. Han bliver utilpas ved sin forlovedes indtræden og holder straks op med at læse.
»Der blev en saa ubehagelig Pause, og Tingene kom ej igien i sin Orden, eller rettere, var det ikke den hele Tiid. Den gode Pige var bekymret, jeg maaske ogsaa. Forstæmte vare vi alle, det er alt hvad jeg veed med Vished; dog, dette veed jeg ogsaa: at jeg aldrig oftere skal bede Øhlenslæger læse for os. De faa Aftener gaaer vel enda«.
», og kort sagt, det hele Bakkehusliv er efter min Smag og tungt faldt det mig at sige dette Stæd og dets blide Beboere Farvel… Ogsaa Christiane Heger bød mig et grædende, tit gentaget Farvel. Det er ingen almindelig Pige, og det maatte Øhlenslægers Pige heller ikke være«, fortæller Koren og slutter med at indskrive sine venner i en kreds af kærlige slægtninge: »Systerlig og broderlig og barnlig var Eders Kierlighed, og reen – varig vil den blive som min, det veed jeg«.
Korens rejsedagbog er en fin og personlig historie om det nye århundredes begyndelse i Danmark. I en flot, livlig og talende prosa delagtiggør Koren sin kreds i sine oplevelser. 1700-tallet var uigenkaldeligt forbi, og Korens skildring af livet i Madam Møllers pension og på Bakkehuset fortæller om kvindens nye rolle som muse og digtermoder i en fortrolig kreds af unge mænd og kommende genier.
Blandt disse unge mænd skulle folkedigtningen snart blive et stort litterært hit. Koren havde ofte brugt aftnerne til at underholde Oehlenschläger med folkeeventyr. Kvinder havde i århundreder taget del i den mundtligt overleverede tradition som sangere, fortællere og visebogsanlæggere. Det var denne kultur, ordene der går i sagn og sang, som romantikkens mænd begyndte at interessere sig for.