Charlotta Dorothea Biehl (1731-1788) er det danske 1700-tals mest produktive forfatterinde. Hun gør sig gældende inden for århundredets store genrer: den dramatiske kunst, den moralske fortælling, selvbiografien, hun skriver vers, og hun dyrker frem for alt brevkunsten.
Charlotta Dorothea Biehl brugte effektfuldt gang på gang brevet i det, hun skrev. Hun indlagde intriger omkring breve i sine komedier og syngespil, som i Haarkløveren fra 1765, hvor en kommafejl i et brev er ved at forhindre de ømme elskende i at forenes. Hun var den første, som på dansk gav sig i kast med det svære versebrev, heroiden, og hun lod sig inspirere af den engelske brevromanforfatter Samuel Richardson til ofte at vælge brevet som fortælleform i sine moralske fortællinger. Hendes mest omfangsrige værk, den omtrent tusind sider store roman fra 1783, er slet og ret en Brevvexling imellem fortroelige Venner.
Igennem en mere end 30 år lang skribentvirksomhed havde Biehl taget brevet i anvendelse, da hun i 1787 på sin nære ven hofmarskal Johan Bülows opfordring skrev sin selvbiografi Mit ubetydelige Levnets Løb og udformede den som et stort anlagt brev, beregnet til cirkulation og læsning i Bülows kreds af venner og indflydelsesrige standspersoner.
Hun havde taget tilløb til selvbiografien og skrev den, da hun var moden til opgaven. Ved et lykkeligt træf kom den på det bedst tænkelige tidspunkt i hendes karriere. Den blev, med undtagelse af nogle få private breve til Bülow, hendes sidste litterære arbejde. Biehl var på højden af sin ydeevne, og hun havde et liv at se tilbage på, og selvbiografien bliver ikke mindre interessant af at være den eneste bevarede større selvbiografi af en dansk kvinde i 1700-tallet. Biehl overbragte selvbiografien som gave til Johan Bülow på hans 36-års-fødselsdag.
Dit Ønske er en Lov for mig,
Naar Venskabs blide Stemme byder,
Mit ømme Hierte villig Lyder,
I Barmen slaaer det kun fordig.
Forunderlige Hændelser,
Som Siel og Hierte heftig rører,
Og snart til Graad, snart Rædsel fører,
Maa du ei troe at finde her.
Glem derfor ikke hvad mig drev,
Men hav ved Læsningen for Øye
At dette blev for Dig at føye
Og Jeg kun for min Bulou skrev.
(Charlotta Dorothea Biehls dedikationsdigt til Bülow i Mit ubetydelige Levnets Løb, dateret »d 29 Julij 1787«).
Originalen findes bevaret. Det er et fint udformet håndskrift lagt an som en lille bog. Det er en renskrift med et titelblad, en side med smukt opstillet indledningsdigt og endelig i tæt skrift selvbiografien ud i ét. Ingen kapitelinddelinger, ingen overskrifter, kun lejlighedsvis et linjebrud. Smukt tilrettelagt til cirkulation. Fortællingen går kronologisk frem fra den tidlige barndom til den modne alders venskab med den unge Bülow, men det kronologiske princip er ikke strengere overholdt, end at hun tillader sig selv at samle motiver i helheder på tidsfølgens bekostning. Fortælle-formen bliver episodisk, og fra først til sidst har selvbiografien stemning og drama. Forargelse bringes ind som variant sammen med vrede, smygende mildhed og humor.
I skildringen af sit barndomshjem giver Biehl især sig selv plads til at fortælle om sin bedstefader (morfader), Hans Brøer, der i sine sidste leveår var slotsfoged på Københavns Slot. Portrættet af ham er levende, varmt, kærligt og gudfrygtigt. Han lærte hende at læse og at forholde sig til det, hun læste. Han var »den første jeg yttrede Kierlighed og Hengivenhed for«. Klaverspil, latin og græsk og alt, hvad hun vil, lover han hende, at hun skal få lov til at lære, selv om han slår sig lidt i tøjret først: »Hvad kunde det gavne dig, sagde han, du har io ingen Buxer paa og kan ikke Blive Professor. Ja, men det er dog hæsligt, sagde jeg, at man ikke forstaaer en Bog heel«.
»Hver gang min Beste Fader havde foræret mig en Bog, saa maatte han høre min Fortælling om Jndholdet og hvad jeg ikke forstod, det spurgte jeg ham om, som den jeg udøste mine Lønligste Tanker for. Det Grædske og Latinske, som der er i Holbergs Skrifter skulde han ogsaa forklare mig, men han svarede mig, at det var Grædsk og Latin, som han ikke forstod«.
Med bedstefaderens død i 1739 brister alle drømme, og resten af livet tilskriver Biehl hans død de ulykker, som kendetegner hendes barndom. Charlotta Dorothea Biehl møder ikke opbakning eller forståelse for sine interesser for læsning og studier fra sine forældres side. Hendes far, Christian Æmilius Biehl, akademisekretær og slotsforvalter ved Charlottenborg Slot, føler sig pinligt berørt over sin datters unormale læsetrang og holder hende hårdt nede, for senere, da hun bliver offentligt kendt som komedieforfatter, at blive skiftevis jaloux og stolt over hendes succes. Moderen Sophie Hedvig Brøer beskrives som venlig og viljesvag, men Biehl lader hende dog ved en enkelt lejlighed optræde som sin spage forsvarer.
Biehls skildring af sin ungdoms kærlighedshistorier er interessant, men lidet overbevisende. I en dækhistorie fortalt som en blanding af et eventyr med tre bejlere og et teaterstykkes effektfulde replikkunst forklarer hun, hvorfor hun vælger at leve ugift. På dette sted i selvbiografien siges der mere mellem linjerne, end man kan opfange, men det gør ikke historien om hendes liv dårligere. Den første frier nævner hun ikke ved navn, og det virker, som om hun prøver at skjule, hvor interesseret hun er i ham. I stedet betoner hun hans iver og interesse; hun lader ham fremsætte sit frieri hele tre gange og beklager, at hun må afvise ham, fordi hun i mellemtiden er blevet bundet af en troskabsed til løjtnant Peder Ramshart, som hun påstår, at hun elsker, men ikke må gifte sig med for sine forældre. De foretrækker en tredje frier Carl Henrik von Ellebracht, som hun omtaler med stor foragt, og som hun nægter at gifte sig med. Alt imens begræder den første frier tabet af hende og dør ugift, og Ramshart sendes ud af banen, idet han følger hendes råd om at gifte sig med en anden. For at fuldende mystikken fortæller hun intet om sit forhold til miniaturemaleren Peter Normann, selv om hun angiveligt søger om et legat til indgåelse af ægteskab med ham.
Om den første frier fortæller Biehl, at han ikke vil benytte sig af hendes forældres myndighed. Han insisterer på, at hun »i denne Sag maate have frie Raadighed, siden han allene vilde have mig af mig selv«. Om Ramshart hedder det: ».. han var noget vild; men hans Hierte var godt og ædelt«. Den tredje frier, Ellebracht, fremstår som en kynisk ægteskabsspekulant, der prøver at indynde sig hos Biehls moder, »… min Moders Yndling«, lyder det ironisk fra Biehl. Som i Biehls komedier er et sæt af frierfigurer sendt på scenen, men der kommer ikke noget ægteskab ud af de indviklede intriger.
Det kunne se ud, som om hun i en blanding af skuffende frierhistorier og litterære ambitioner vælger karrieren frem for kærligheden. Men faktisk havde hun aldrig chancen for – som sine mandlige kolleger – at slå ind på den sædvanlige kombinerede embeds- og forfatterløbebane. Hun havde kræfterne, begavelsen, lysten og fliden til at blive til noget stort, men tiden var ikke tilbøjelig til at give hende lov: »Det er min Ulykke, at jeg er født i et Kiøn, hvor jeg ikke kan være Staten og mig selv til den Nytte, som i et andet«, forklarer hun i selvbiografien. Men i sine værker opfandt hun et liv uden for det virkelige, en verden, hun kunne fylde med fiktive skikkelser, som hun selv kunne styre uden at underkaste sig andres beslutninger.
»… endskiønt jeg var næsten 46 Aar da min Fader døde, havde jeg aldrig tordet gaae ned i Slots Haugen end sige til noget Menneske uden først at Begiere hans Tilladelse«.
Og i sit liv følte hun, at det bedste var kommet til sidst. I venskabet med den langt yngre Johan Bülow genfandt hun den fortrolighed og forståelse, hun i sin tidligste barndom havde oplevet i forholdet til sin bedstefar. Fuld af ømme følelser noterer Biehl, hvorledes Bülow ligesom bedstefaderen glæder hende med blomster og frugter. Elegant slutter hun sin selvbiografis vigtigste ring.
Mit ubetydelige Levnets Løb har haft mange læsere, der har taget hende på ordet, når hun påstod, at dette udelukkende var adresseret til Bülow. »Og Jeg kun for min Bulou skrev«, slutter hun sit trestrofede dedikationsdigt forrest i selvbiografien. Det har givet læseren den tilsigtede oplevelse af at komme tæt ind på livet af hende, se hende helt og fuldt og på godt og ondt. Man har ment, at man her fik nøglen til skjulte lagre af forklaringer på gåder i hendes liv. Netop sådan kan en selvbiografi, der er godt skrevet, narre sin læser. Men en grundig læsning af selvbiografien afslører, at Biehl omhyggeligt har valgt, hvor hun vil løse en gåde, og hvor hun foretrækker at lægge et røgslør ud. Selvbiografien er et litterært værk, som naturligvis siger noget om Biehl selv, men ikke altid det, man tror. I et liv er meget tilfældigt, men fortælles det i spændende episoder, der som ringe griber ind i hinanden eller står som klare og pointerede kontraster i forhold til hinanden, får det en logik, der giver dets bærer personlighed, farve og beslutsomhed. Med simple virkemidler og fortætningskunst, som en erfaren komedieforfatter behersker den, udstiller Charlotta Dorothea Biehl dristigt sit flotte liv under en glasklokke af en ironisk titel: Mit ubetydelige Levnets Løb.
Mit ubetydelige Levnets Løb blev første gang publiceret i form af et temmelig sentimentalt referat med citater i H. J. Birchs Billedgallerie for Fruentimmer. Birch har efter al sandsynlighed lånt manuskriptet af Johan Bülow. I 1909 blev den udgivet i sin helhed af Louis Bobé, og i 1986 udkom Marianne Alenius’ tekstkritiske og kommenterede udgave af Mit ubetydelige Levnets Løb. Med Mette Winges Skriverjomfruen, 1988, blev Jomfru Biehls liv romanstof.
De historiske breve
Blandt Biehls mest læste værker er De historiske Breve, en samling lange breve, som først blev udgivet og navngivet små 100 år efter, at de blev skrevet. Disse historier fra kongens hof, og alt hvad dermed følger, er underholdende og godt fortalt. Her citeres de efter Sv. Cedergreen Bechs udgave fra 1975. Samtidig rummer de oplysninger, vi ikke har bevaret andetsteds, og har derved i visse sammenhænge en kildeværdi for Danmarkshistorien. Ligesom sit selvbiografiske brev skrev Charlotta Dorothea Biehl dem på opfordring af sin unge ven og mæcen Johan von Bülow. Skildringerne er dels selvoplevede, dels meddelt af vidner, mundtligt eller skriftligt. Hun skrev dem i 1784 og 85. I genre er de affattet som fingerede breve, stilet til vennen, Johan, alene og fortroligt. Brevet danner dog kun en ramme, som er lagt ned over fortællingerne. Reelt er de skrevet for os andre – eftertiden og den ukendte læser. Kun få og temmelig tilfældige bemærkninger lader dem opretholde brevformen. Men brevrammen er ikke spildt. Den åbner for en fri og direkte fortællestil, helt forskellig fra den, man normalt finder historisk stof iklædt. Præget af vidneberetning gør fortællingen levende og troværdig – hvad den dog ikke nødvendigvis er. Biehl fortæller vel aldrig noget, hun ikke har hørt eller set, og meget synes at være sandt, men hun forbeholder sig retten til at tro det ene frem for det andet. Hun er forfatter, ikke historiker. Det er ikke af hende, vi får sået tvivl om historiernes troværdighed.
»Meget nyt, min beste Ven, vil De ikke finde heri, men maaskee kan De derved dog komme efter meere, og lad det i det mindste viise Dem, at mit Venskab til Dem er af den Beskaffenhed, at jeg troer Dem berettiget til at vide alt hvad andre under Eed og Løfte har betroet mig, siden min Siel og Villie er ganske Deres«. (Charlotta Dorothea Biehls Historiske Breve ved Sv. Cedergreen Bech).
Historierne handler om stort og småt i flæng hentet fra tiden fra Christian VI til Christian VII og et par meddelelser fra Frederik IV, hvis regeringstid lå før hendes egen tid. Det er detaljerne, der bærer historierne: Hvordan major Beck drillede Struensee i fængslet ved at nægte at give ham en bog og selv sidde og læse. Hvad kong Christian VII skulle, da han ubevogtet smuttede ned i stalden og lod seks heste spænde for en vogn. Hvilke psykologiske ydmygelser Struensee i de sidste minutter før sin henrettelse blev udsat for. Hvordan dronning Sophie Magdalene af sin søn, den vordende Frederik V, blev bremset i at stikke af fra sin mands dødsleje med slottets kostbarheder, inklusive et helt guldtestel. Hvad hoflæge Wohlert fandt i maven på kong Christian VI ved dissektionen efter hans død, og hvordan det var kommet derned, ja, hvordan kongens mave i det hele taget så ud indeni! Eller om hvad drengen, der havde skjult sig under kong Frederik V’s seng, oplevede, da kongen havde frøken Numsen på nattebesøg. Historierne minder i fortællestil om udlandets chroniques scandaleuses, og det ved forfatteren udmærket godt. I et privatbrev til Bülow skriver hun et sted:
»Farvel, min Beste, min elskede Ven, end skiønt jeg har en Pakke i Behold i min Lomme vil jeg dog, nu jeg er kommen i med at skrive, fortsætte min Historie, som nu begynder at gaae dybt ind i Chronique Scandaleuse« (5. marts 1784).
I De historiske Breve var Biehl naturligvis en Madame de Sévigné, der skrev Chronique scandaleuse, som skulle udgives efter hendes død.
Charlotta Dorothea Biehl er ikke kvinde for ingenting. Der er ting i kvinders liv, hun aldrig selv har oplevet, men de er hende ikke fremmede. Selv om man har kendskab til mange af hendes informanter til de historiske breve og kan sætte mandsnavne på dem, må et stort antal oplevelser være sket i kvinders selskab og med kvinders ledsagende kommentarer. Hendes historier vrimler med beskrivelser af påklædning og small talk, som peger på hofdamer som fortællere. Men også på et dybere plan mærker man en kvindes synsvinkel på den historie, der beskrives, som det er tydeligt i beskrivelsen af Frederik V’s første hustru, dronning Louises, død. Sin kærlighed til den engelskfødte dronning deler Biehl med den danske befolkning, og hun formidler denne kærlighed, som enhver måtte have gjort det, i rollen som hofskildrer, men i denne skildring forlader hun brat hovedsporet for at forfølge nogle særlige omstændigheder ved dronningens død, og netop dér kommer en kvindelig oplevelsesvinkel frem; ikke en vinkel, en mand ikke kunne se, men én han nok ikke ville have hæftet sig ved midt i den stakkels dronnings smerte og kongens og folkets sorg.
Dronningen havde efter sit første barselsleje mærket en underlig sygdom. Blufærdighed forhindrede hende i at spørge lægen til råds, og hun fik sin nærmeste kammerpige, »betjent« fru Helmig, til at spørge lægen til råds, som om hun spurgte for en veninde. Sygdommen blev således diagnosticeret til navlebrok, og dronningen fik også en besked om, hvordan det skulle håndteres ved hjælp af et særligt støttebånd. Hun bar båndet igennem to følgende graviditeter, men så døde fru Helmig, og dronningen måtte selv sætte båndet i sin næste graviditet. Det blev hun for kraftig til, og i ny blufærdighed undlod hun at bruge noget bånd overhovedet. Det fik katastrofale følger, og hendes jordemoder, madame Labes, opdagede skavanken. Hun forsøgte forgæves at få dronningen til at bruge båndet eller holde sengen og røbede til sidst situationen for kongen. Kongen gik til dronningen og fik bragt hende til at erkende sin sygdom; men da han ville indkalde det medicinske fakultet for at sikre hende og fosteret, erklærede dronningen:
»… at slige rådslagninger sjældent eller aldrig svarede til den nytte, man ventede sig af dem, eftersom den fornuftigste oftest blev overstemt (dvs. nedstemt) af mængden«.
Kongen turde alligevel ikke andet. Det uundgåelige indtræffer: ydmygelsen, umyndiggørelsen og det »kloge råd«, der, som hun anede, var hendes dødsdom.
»Fakultetet blev samlet mod aften, madame Labes indkaldt for disse herrer til at gøre sin beretning, men da ingen tilforladelig slutning kunne gøre sig af den, så måtte dronningen, enten hun ville eller ej, underkaste sig, at de selv undersøgte sagens beskaffenhed. Da dette var sket, var de endnu lige så usikre som før, indtil de omsider langt ud på natten blev enige om …« En operation blev besluttet.
»Denne dom blev underskrevet af dem alle og forelagt dronningen, men hun ville på ingen måde bekvemme sig dertil. Hun sagde, at når hun skulle dø«, og det var hun åbenbart ikke i tvivl om, at hun skulle, »ville hun i hvert fald ikke vælge sig den sikreste og pinagtigste måde«.
Biehls videre fortælling skærper yderligere sympatien for den dødsdømte dronning, og hun lader historien kulminere på det tidspunkt, hvor kongen, der har lovet at støtte sin hustru, ikke kan tage mere og må udvises:
»Men da kongen så ham (lægen) nærme sig med de opsmøgede nøgne arme og lægge de nødvendige instrumenter hos sig, forlod standhaftigheden ham. Han kastede sig over hende, ligesom for at dække hende, tilbagekaldte det samtykke han havde givet…«.
Men dronningen er sej. Nu må det udstås til den bitre ende. Og ikke længe efter:
»Operationen gik for sig, og en halv time efter var det ingen hemmelighed mere på slottet, at dronningen havde haft fuldkommen ret i at sige, at slige rådsforsamlinger var til ingen nytte, thi ingen af deres slutninger var indtruffet«.
Biehls iskulde i den nøgterne redegørelse, der springer alt skrig, blod og smerte over for at koncentrere sig om kvindens blufærdighed og magtesløshed over sin egen krop, selv efter at hun har leveret et drengebarn, den senere konge, gør historien til en kvindehistorie, en fortælling, som vi måtte have undværet, hvis vi ikke havde haft en kvindelig skribent.
Alle historierne er trods den tilsyneladende manglende indre sammenhæng styret af et grundsyn, som det ligger forfatteren stærkt på sinde at holde i live: Kongedømmet er den rette styreform. Kongen, uanset om han er sindssyg, udskejende eller strengt isoleret, bør bakkes op af folket og magthaverne. Den gode vejledning er vigtig, men statskup er af det onde og må straffes. Johan Bülow er en helt ved sit kloge jugement og gode rådgivning og loyalitet. Frederik V og dronning Louise er idealet af et regentpar. Så kan der i øvrigt ske, hvad der vil – og det gør der.
Langt den største og bedste del af Biehls værker er blevet affattet i prosa. Men ved siden af prosaen har hun skrevet og oversat ikke så få digte, hvoraf enkelte er trykt. To større digte er skrevet med henblik på umiddelbar offentliggørelse, heroiden »Brev fra Waldborg Immersdatter«, trykt i Det norske Selskabs samlinger, 1775, og et hyldestdigt til J. H. E. Bernstorff »Et digt over Friehed og Eyendom«, trykt 1772. Desuden skrev hun en samling upublicerede »Morgen- og Aftensange«, der havde et religiøst tilsnit, en art salmer. 1776 udgiver hun anonymt en samling Frimurer-Sange ved »Ordenens sande Veninde«. Frimurer-Sange er gendigtninger af tyske sange. Frimurerbevægelsen var ny herhjemme, og Biehl var tilsyneladende mere indviet i dens mystik og ritualer end de fleste kvinder på grund af sit fortrolige forhold til hofmarskal Johan Bülow, der sammen med flere af hendes venner og hendes bror var medlem. Blandt Biehls utrykte arbejder er endvidere en samling lejlighedsdigte og versificerede breve til Bülow, herunder en lille særsamling af Frimurer-Sange.
Regieringsforandringen
Det historiske værk, Biehl selv så på med størst stolthed, var brevet om paladsrevolutionen i 1784, hvor magten ved et kup blev fravristet arveprins Frederik, enkedronning Juliane Marie og den fungerende statsadministrator, Høegh-Guldberg, for at gå tilbage på de rette hænder: Christian VII og kronprins Frederik. Johan Bülow havde en vigtig rolle i kuppet, og at få overdraget hvervet med at beskrive handlingsforløbet indebar overdragelsen af højfortroligt materiale, samtaler med Bülow og andre involverede samt kronprinsens samtykke. Det var kort sagt et tillidshverv i særklasse.
Under titlen »Regieringsforandringen d. 14de April 1784« udgav Edvard Holm brevet i Historisk Tidsskrift 1867 som historisk kildetekst. Originalen ligger i dag på Det kongelige Bibliotek i København. Biehl selv ville vel henregne det til de historiske breve.
Det var højfortroligt materiale, Charlotta Dorothea Biehl fik i hænde, da hun skulle skrive om statskuppet i 1784. Ikke mindst den tillid, Johan Bü-low og kronprinsen viste hende, holdt hendes humør oppe de sidste år. I et af sine private breve til Bülow, dateret den 27. juni 1784, skriver hun: »Har mit Hierte nogen sinde følt sand Lyksalighed saa har det været i de Øyeblikke da De gav mig Prøver paa Deres Tilliid og Fortroelighed … , troe mig, min tilbedede Ven, Keyserindens Følelser ved at Blive udraabt til Regentinde over Russland, kan ikke have naaet mine i det Øyeblik da min B- sagde mig at C P (= Cron Prindsen) havde tilladt at jeg maatte giøres deelagtig i det, som ingen uden han og De vidste, og giøre en fuldstændig Historie deraf. O min Ven. Det var ikke Forfængelighed eller Stolthed, men det var Sielens Henrykkelse over dette mageløse Beviis paa Deres Tilliid og Agt… «.
Privatbrevene til Bülow
I slutningen af sit store selvbiografiske brev, Mit ubetydelige Levnets Løb, skriver Charlotta Dorothea Biehl om Johan Bülow: »Han yttrede derpaa det ønske at jeg ofte vilde skrive ham til, som jeg var saa villig til at opfylde at han fik tre og undertiiden fiire om Ugen«.
Disse breve er bevaret blandt Bülows upublicerede papirer. I alt omkring 450 breve. Det er uredigerede, ofte temmelig private breve, der indeholder et væld af oplysninger om detaljer i det kulturelle liv i København. Hovedparten er dog variationer over temaet: Charlotta Dorothea Biehl og Johan Bülow. Brevene er tungtlæssede af hengivne ømhedstilkendegivelser over for den unge ven. Så tungt, at det eneste interessante er at se, hvor meget hun forstår at variere sit tema. Hun får meget lidt nyt brændstof til korrespondancen, da han tilsyneladende sjældent besvarer brevene og sjældent besøger hende. Der er dog ingen grund til at tro, at han ikke satte pris på dem. Dels havde han selv opfordret hende til at skrive, dels gemte han dem systematisk.
I sit brev af 25. oktober, vist nok 1783, berører Biehl som så ofte problemet. Hun forestiller sig bekendte, der uden at blive bedt om det, fortæller hende, at hun skal holde op med at skrive til ham, når han ikke svarer.
»Fornøyede dine Breve ham, sagde disse ubudne Raadgivere, saa maatte han ogsaa fæste Troe til dem; hvor tit og ofte har du ikke reendt ud, saa vel som med forblommede Ord ikke sagt ham, at din største Fornøyelse var en Linje fra hans Haand, og Følelsen over at fornøye en Ven maatte sikkert blive stærkere end Frygten, saa snart han selv fornøyedes ved dine Breve«.
Og Biehl lader Bülow udbryde lidt senere: »Jfr. B- berømmes for sin Gave til at skrive; med alt det er dog hendes Breve saa lidet underholdende, at naar man har læst et, saa har man læst dem alle, og da de trætter og kieder mig, hvad maatte man da ikke giøre; og af den Aarsag vil jeg langt heller ingen skrive«.
Man kunne kalde dette lefleri, og det er det til dels også, men Biehls hovedsag er at sige, at hun faktisk har tænkt sig at blive ved med at skrive, og hun vil gøre ham opmærksom på, at hvis han kontakter hende lidt oftere, så har hun noget at reagere på, som måske er mere interessant, og hvis ikke, så må han høre om hendes hede følelser for ham. Af brevene ses også tydeligt, at hun altid kommenterer de samtaler, de har haft. Ganske særligt holdt hun af samtalerne, som gav hende stof til de historiske breve, især til »Regieringsforandringen«.
»Man pleyer at sige: Ende god alting god, og derfor ønskede jeg ogsaa gierne at ende min uophørlige Skriven til Dem (thi Brevvexling tør jeg ikke kalde det) paa en Maade der kunde udslætte noget af den Kiedsomhed, jeg har voldet Dem, men mit Hoved er forslidt og vil ikke staae mig Bie«. (Brev til Bülow d. 25. okt. 1783 (?)).
I foråret 1784 er der fart over hendes breve. Flere af de episoder, hun gengiver i selvbiografien, får man glimt af her. Hun kaster også blikket bag ud i tiden og fortæller om Sneedorff, Bornemann, Hielmstierne og Augustin, og om hvordan hun kom ind på at blive oversætter. Der er glimt fra Charlottenborg, hvor Biehl forarges over beboerne, og man ser Bülow stå og fryse før komedien om aftenen. Teaterdirektør Warnstedt skælder hun trofast ud på.
Grever, prinsesser og kongen nævnes indimellem, men den foretrukne i kongehuset er »vor tilbedede Friedrich«, kronprinsen. Selvironi og sødme skorter det ikke på. Tristhed kan hun heller ikke undsige sig, især ikke efterhånden som hun bliver ældre og syg.
Hvad forestillede Jomfru Biehl sig, at der ville ske med hendes private breve? De private breve har en anden status end den store og smukt indskrevne Mit ubetydelige Levnets Løb. De er ikke umiddelbart beregnet til cirkulation. Men Biehl håbede velsagtens på, at Johan Bülow ville gemme privatbrevene til glæde og brug for eftertiden. I så fald forregnede hun sig ikke. Den dag i dag ligger de og venter på Sorø Akademis Bibliotek blandt Johan Bülows papirer. Omhyggeligt bevarede til den, der vil stifte nærmere bekendtskab med »Skriverjomfruen«.