Dorrit Willumsen

1940 -

Danmark

Født i København som datter af operasanger Kaj Willumsen. Hun blev student 1960 og har fra 1963 været gift med forfatter Jess Ørnsbo. Parrets søn Tore Ørnsbo debuterede 1997 som digter.

Hun placerede sig fra debuten i 1965 med novellesamlingen Knagen centralt og med egen stil i den danske modernisme. Med Modellen Coppelia (N), 1973, og En værtindes smil (R), 1974, benytter hun kvindekroppen som det centrale billede på fremmedheden og det kulturelt uacceptable. I hendes tekster iscenesætter kvinderne deres ydre, så det illuderer uforanderlighed, og i Programmeret til kærlighed (R), 1981, er det en kvinde, der står bag en robot til at opfylde mænds behov. Også billedet af manden som betydningsbærer viser sig i Manden som, påskud, 1980, som illlusion.

Sit læsergennembrud fik hun med Marie, 1983, en roman om Marie Tussauds liv under den franske revolution og som hårdtarbejdende karrierekvinde i England. Klædt i purpur (R), 1990, der handler om den byzantinske kejserinde Theodoras liv fra barneluder og frem til hendes død (548 e.Kr.), fortsætter uddybningen af forholdet mellem æstetik som kunstnerisk praksis og kvindernes æstetiserende iscenesættelse af krop og liv. Dorrit Willumsen har også skrevet dramatik for teater og radio.

Hun har modtaget en række litterære priser, bl.a. Det danske Akademis Litteraturpris 1981. 1997 fik hun Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Bang. En roman om Herman Bang, 1996, der skildrer den moderne kunstnereksistens’ konflikter. Tildelingen blev genstand for en vis polemik, der især rettede sig mod Dorrit Willumsens brug af Bangs breve i en fiktiv fortælling.

Opdateret af redaktionen 2011: 

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Dorrit Willumsen udgivet romanerne Koras stemme, 2000, Bruden fra ent, 2003, og Dage med slave, 2008.

Desuden har hun skrevet novellesamlingen Den dag jeg blev Honey Hotwing,  2005, og sine erindringer i to bind: Det søde med det sure, 2009, og Pligten til lykke, 2011.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 5, 1982

Maria Davidsen: "Frihed uden ansigt. Om Dorrit Willumsens Marie, 1983" i Anne-Marie Mai (red.): Prosa fra 80'erne til 90'erne, 1994

Anne Birgitte Richard: På sporet af den tabte hverdag. Om Dorrit Willumsens forfatterskab og den moderne virkelighed, 1979

Anne Birgitte Rønning: Historiens diskurser: historiske romaner mellom fiksjon og historieskrivning, 1996