Merete Nikoline Werdelin

1960 -

Danmark

Født i et københavnsk akademikerhjem og uddannet ved Skolen for Brugskunst 1981-84. I 1984 vandt hun en tegneseriekonkurrence, udskrevet af dagbladet Politiken. Det blev begyndelsen til »Café«, der skaffede hende øjeblikkelig berømmelse som tegneseriekunstner.

»Café« er befolket af yngre, velbjærgede storbyeksistenser, rodløse og fortabte under den flotte overflade, og rammer tidsånden i slutningen af 80’erne, hvor en ny selvspejlende individualisme erstatter 1970’ernes kollektivisme. I »Homo Metropolis«, 1994-, danner striberne fortsatte historier, og man møder et bredere spektrum af storbyens sociale typer og trends.

I kærligheds- og skilsmissedramaet Liebhaverne, 1997, der både blev en anmelder- og en publikumssucces, udnytter hun det talent for replikker, der også i tegneserierne nuancerer tids- og livsstilssatiren. Flere af hendes tegneserier er udkommet i bogform, således Café 1-5, 198689, samlet udgave 1996, Søndagscafé, 1990, Rose, 1988, Laura & Nugga 1-5, 1993-98, og Homo Metropolis 1-4, 1995-98.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Nikoline Werdelin udgivet yderligere fire bind tegneserier med Homo Metropolis 5-8, 1998-2004. Hun har skrevet skuespillene Den blinde maler, 1999, Mine to søstre, 2001, Boblerne i bækken, 2002, Marta’s Tema, 2005, Akvariefuglen, 2005, og Natmandens datter, 2006, og har også selv instrueret andres værker.

Hun har modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, bl.a. Reumert-prisen (årets dramatiker) 2002, Modersmål-Prisen 2007, Ridderkorset af Dannebrogordenen 2010, Holberg-medaljen 2010 og været nomineret til den amerikanske Eisner Award.