Tilhørte med sine frie vers den første finske modernistgeneration og var den mest kendte lyriker i den såkaldte fakkelbærergruppe. Hun blev student, tog eksamen som folkeskolelærer i 1922 og virkede som lærer indtil slutningen af 1920’rne, da hun blev syg af tuberkulose. Hun blev gift i 1930, fik to børn og levede i 30’erne under trange kår.
Hun debuterede 1924 med digtsamlingen Kaukainen puutarha (En fjern have), der vakte opmærksomhed ved sin livsberuselse og sine eksotiske, farvestærke og billedrige udtryk. Hun var litteraturkritiker og causør under pseudonymet Pecka i venstreorienterede aviser. Forfatterskabet, der omfatter værker som Paluu (Genkomst), 1934, og den sidste bog Pesäpuu palaa (Skytstræet brænder), 1942, tematiserer menneskeligt forsvar, social ansvarsbevidsthed og pacifisme. Under krigen rejste hun til Sverige, hvor hun døde på Eksjö sanatorium.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Kerttu Saarenheimo: Katri Vala - aikansa kapinallinen, 1984
