Uddannet på Kunstakademiets arkitektskole 1977 og debuterede 1980 med romanen I hi om en kvindelig akademikers politiske konflikt. Hun har siden udgivet en række romaner med fokus på den realistiske skildring af det danske samfunds udvikling. Efter festen, 1983, og Hajen, 1992, er således kollektive skildringer af henholdsvis landsbysamfund og provinsby, mens Ingen kender dagen, 1989, er en Danmarkskrønike om tiden fra 1920’rne til i dag. 1996 kom romanen Smilets land. Hun har desuden udgivet en række børnebøger, f.eks. Elskede Mia, 1989, og hørespil.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Anne Strandvad udgivet romanerne Til stjernerne, 1998, Magnusens teori, 1999, Hvor er svalerne om vinteren?, 2000, og En stor dag, 2002. Desuden novellerne Tre ekstra liv, 2003.