Louise Nathalie (Lise) Sørensen

1926 - 2004

Danmark

Blev født i København, tog mellemskoleeksamen i 1941, arbejdede som husassistent, skribent og journalist og debuterede med digte i Vild Hvede, 1943.

Hendes første digtsamling, med den karakteristiske efterkrigstitel Rodløs, kom i 1946. I 1947 blev hun gift med forfatteren Erik Knudsen, og samme år deltog hun i den nordisk-sovjetiske forfatterkonference i Helsinki. Ligesom Sonja Hauberg blev hun smittet med tyfus, men overlevede det alvorlige sygdomsangreb.

Hendes mangesidede forfatterskab er præget af hendes eminente sproglige og kritiske talent. Såvel i de tidlige digtsamlingers vers- og billeddannelse som i de senere mere eksperimentelle samlinger som Epistler, 1966, mærker læseren et sprogligt overskud, og med udgivelser som essaysamlingerne Digternes damer, 1964, og Mandsog moderhjerte, 1969, startede hun det oprør mod de litterære kønsroller og idealiseringen af moderskabet, som den nye kvindebevægelse førte videre.

I 1970’erne arbejdede hun med en særlig »besyv«-genre, som hun skabte ud fra hverdagssprogets talemåde: »at give sit besyv med«. Hun dyrkede bl.a. genren i sin dokumentarbog Den nødvendige nedtur, 1977, hvor hun skildrede den første emancipationsforfatter Mathilde Fibiger og fejden om hendes bog, Clara Raphael. En vigtig senere udgivelse er essayet Søsterparten. Et essay med variationer, 1987, der omhandler sider af kønsfilosofien og kønsrolledebatten fra Stuart Mill og frem til den nye kvindebevægelse. Overalt i forfatterskabet er en karakteristisk kombination af sproglig og kritisk energi og usvigeligt engagement tydelig.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 4, 1982