Forfatteren voksede op i Stockholm, men flyttede senere til Norrland med sin mand. Hun blev enke og alene med to børn i 1988.
Hun debuterede i 1975 med Lyrsvit m.m. gnöl (Lyresuite m.m. klynk) (L), som bl.a. afspejler det chokerende møde med Indien, moderens kræftdød og abortklinikkens »ligfødselslagen«. Hendes politisk engagerede digtning førte med romanen Veta hut, 1979, til en anklage for terroristsympatier. Efter den politiske roman vendte hun med Onda dikter, 1980, tilbage til den Edith Södergran-inspirerede poesi, og i digtsamlinger fra 1980’erne erobrer hun nye, poetiske udtryk. I Sorgvingesång, 1985, og Sjuk fågel, 1988, udvikles en samfundsbevidst, økologisk lyrik, som bliver integreret i et næsten mytisk og arketypisk helhedsperspektiv.
Romanen En berättelse om Loka, 1990, fletter to kvinder og to tidsplaner sammen på en suggestiv måde, der stiller spørgsmål ved grænserne mellem drøm og virkelighed. I de to digtsamlinger, Nattliga samtal, 1990, og Ockenvandrare, 1993, udtrykker hun den rasende og magtesløse sorg over manden, der pludselig blev revet bort. Samtidig findes der her en uanet kraft, en tone tæt på det gamle islandske sørgekvad, hvor den talende fornemmer sin mørke, sanselige magt og tager ordene i besiddelse. I romanen Hohaj, 1997, væver Elisabeth Rynell det selvbiografiske sammen med en fortælling fra fortiden, en vekselsang om kærlighed og tab.
Opdateret af redaktionen 2011:
Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Elisabeth Rynell udgivet romanen Till Mervas, 2002, og digtsamlingerne I mina hus, 2006, og Hitta hem, 2009.
Hun har bl.a. modtaget Sveriges Radios Romanpris 1998, Aniara-prisen 2004 og Doblougska prisen 2007.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Björn Gunnarsson (red.): "Ekologin börjar i sammenträdesrummet". En samtal med Nina Burton, Ulf Eriksson, Ola Larsmo og Elisabeth Rynell i: Ord & Bild, nr. 1, 1989
Bo Heurling (red.): Författaren själv, 1993
