Dagny Juel Przybyszewska

1867 - 1901

Norge

Lægedatter fra Kongsvinger. Ved sit liv blandt bohemekunstnere i bl.a. Berlin blev hun en mytisk skikkelse, en æggende og oprørsk kvinde, der havde brudt med borgerskabets moral og inspirerede de mandlige kunstnere. 1893 giftede hun sig med den polske forfatter Stanislaw Przybyszewski og blev mor til to børn. Hun blev skudt i Tiblis i 1901 af en ung beundrer.

Ud over debuten i 1896 med skuespillet Den sterkere i tidsskriftet Samtiden findes tre stykker dramatik, fem prosastykker og en samling efterladte digte, som blev udgivet for første gang i 1975. Dramaerne blev udgivet i 1978. Hendes tekster iscenesætter ofte trekantforhold, hvor den erotiske længsel skildres som en tvingende og altopslugende og derfor også farlig drivkraft i mennesket. Et par af hendes skuespil blev oversat til polsk og tjekkisk, mens der kun blev udgivet meget lidt på norsk, mens hun levede.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Roar Lishaugen: Dagny Juel: tro, håp og undergang, 2002

Mary Kay Norseng: Dagny. Dagny Juel Przybyszewska. The Woman and the Myth, 1991 (da. Dagny. Kvinden og myten Dagny Juel, 1993)

Kristin Valla: Skuddene i Tbilisi: i fotsporene til bohemen Dagny Juel, 2006