Forfatteren kom fra en købmands- og bondefamilie i Østfold og passede hus for sin far, til hun var næsten 40 år gammel. Siden blev hun uddannet til guvernante og rejste i den egenskab til Herøy i Nordland. Efter Amalie Skram var hun den betydeligste kvindelige forfatter i Norge i 1880’erne og 1890’erne med en stor produktion inden for alle genrer. Flere af hendes bøger var publikumssucceser, men hun havde altid problemer med at finde forlag.
Debutbogen var den romantiske fortælling Agn og Agnar, 1880, der egentlig var skrevet ti år tidligere. I 1885 markerede hun sig med novellesamlingen I Moll, og i 1889 kom samlingen Undervejs. Både novellerne og de efterfølgende romaner Lykke, 1890, Mennesker, 1892, og Drøm, 1893, er præget af melankoli. De kvindelige hovedpersoner insisterer på at forene selvudfoldelse og frihed med et kærlighedsægteskab, men deres forhåbninger skuffes i mødet med kold, mandlig rationalisme og rå, seksuel drift. I Gunvor Thorsdatter til Hærø, 1896, og Barnene paa Hærø gaard, 1906, møder vi imidlertid en heroisk kvindelighed sammen med billeder af en mægtig, altfavnende moderlighed, der repræsenterer en feministisk utopi.
Som mange af tidens kvindeforkæmpere var hun påvirket af teosofiske og panteistiske strømninger, som hun integrerede i sin feminisme. I 1904 udarbejdede hun sin vision i to essays i kvindetidsskrifterne Urd og Nylænde. Hun så moderligheden og den kvindelige kærlighedsevne som en forsonende kraft, der kunne overvinde kløften mellem kønnene og det moderne menneskes splittelse. Målet var en ny, androgyn menneskelighed. Den samme vision præger mange af hendes værker efter 1900, som Det lovede land, 1903, og De dage og de år, 1919.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Irene Engelstad m.fl. (red.): Norsk kvinnelitteraturhistorie, 1988-1990
