Forfatteren, der voksede op i et svensk overklassemiljø i Lund, blev under 2. Verdenskrig en af Sveriges ledende antinazister. 1902-1904 studerede hun musik og kunst i København og flyttede derefter til Rom sammen med sin mand, professor Andreas Bjerre. Under 1. Verdenskrig deporteredes hun sammen med sin anden mand, den tjekkiske nationalist og kunstner Oki Brazda, til Sardinien, hvilket hun beskriver i den første del af sit 10-binds erindringsværk Den oförlikneliga fångenskapen.
I 1925 flyttede hun sammen med sin mand til hans hjemegn i det nydannede Tjekkoslovakiet, hvor de restaurerede et gammelt gods på landet. Ved 2. Verdenskrigs udbrud måtte hun flygte til Sverige, hvor hun i 1940 oprettede Tirsdagsklubben, der var ledende i flygtningearbejdet og den antinazistiske bevægelse i Sverige. I Åtskilligt kan nu sägas fra 1949 giver Amelie Posse et drastisk og overraskende indblik i krigsårene i det neutrale Sverige. Hun viede hele sit forfatterskab til memoiregenren, og hendes bøger, der spænder over hele den første halvdel af århundredet, er unikke i svensk litteratur- og kulturhistorie.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Eva Strömberg Krantz: En ande som hör jorden till: en bok om Amelie Posse, 2010
