Født i Usserød på Sjælland, tog mellemskoleeksamen i 1928 og begyndte som ung at male og skrive digte. Hun debuterede i 1935 med digtsamlingen Guds Palet, en titel der peger på ordets billeddannende kraft. Hun tilegnede debutbogen til sit store forbillede, digteren Helge Rode.
Hendes tidlige digtning har et stærkt sensymbolistisk præg, men også inspiration fra Edith Södergran og fra surrealisterne er vigtig. Billeddannelsen og farvebrugen udtrykker et søgende og eksistentielt insisterende kvinde-jeg. Barndommen, drømmen og underbevidstheden er vigtige pejlemærker for digtene, og havet er et tilbagevendende symbol.
Ofte sammenlignes Tove Meyer med jævnaldrende kolleger som Hulda Lütken og Bodil Bech, men set i tilbageblik rækker forfatterskabet ud over den eksperimentelle 30’er-lyrik og repræsenterer en særegen og produktiv udveksling mellem symbolisme, surrealisme og modernisme. Tove Meyers digtning fik en markant kritikerrenæssance med de to sidste digtsamlinger Havoffer, 1961, og Brudlinier, 1967, som førende modernistiske litterater tog til sig. Og for 1980’erforfattere som Merete Torp og Søren Ulrik Thomsen er forfatterskabet en vigtig forudsætning og inspiration, ikke mindst i kraft af den karakteristiske spænding mellem surrealistisk og symbolistisk poetik.
Tove Meyers mand litteraten Paul Nakskov udgav i 1969 et udvalg af hendes digte under den karakteristiske titel Tiden og havet. Digte 1935-67. Den stærke kunstneriske energi og spænding, der er til stede i forfatterskabet, var for Tove Meyer personligt på én gang nødvendig og ubærlig, og hendes liv endte i selvmord i 1972.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Torben Brostrøm: Danske digtere i det 20. Århundrede, bd. IV, 1982
Torben Brostrøm: "Fornyelsens skjulte yngleplads" i: Poetisk Kermesse, 2. udg. 1968
Paul Nakskov: Mit mørke dit lys: requiem for tiden og havet: en bog om Tove Meyers digtning, 2000
Poul Vad: "At nå frem. Tanker til Tove Meyers lyrik" i: Den blå port, nr. 2, 1985
